Terrorister har kidnappet 46 voksne og flere børn i Nigeria
Formodede islamistiske fulani-hyrder har den 17. marts kidnappet 16 kristne mænd, 30 kvinder og et ukendt antal børn under et angreb i Kaduna State, skriver Morning Star News.
De tungt bevæbnede gerningsmænd angreb den overvejende kristne landsby Agunu Dutse i Kachia County kort efter midnat.
“Hyrde-terroristerne invaderede vores landsby, mens de kristne sov,” skrev en indbygger ved navn Rahila John Nuhu til Morning Star News med en opfordring til at bede for de kristne gidsler, som bliver tilbageholdt på et ukendt sted.
En anden indbygger, ved navn Philip John, kunne oplyse præcis hvor mange mænd og kvinder, der var blevet bortført. Men han vidste ikke, hvor mange børn, der var blandt gidslerne.
“Et større antal af dem troppede op i vores landsby og begyndte at skyde omkring sig på alle dem, de kunne se,” skrev Philip John i en sms til Morning Star News.