Kulturkristendom

Jeg vil indrømme at jeg har haft fordomme overfor ”kulturkristne”. Hvis jeg ikke passede på, kom jeg let til at tænke: De lader bare deres børn døbe for traditionens skyld. De bliver kun konfirmeret for gavernes skyld. De skal giftes i kirken for at promenere op og ned ad midtergangen. De lader deres døde begrave fra kirken, for hvad skulle de ellers finde på.

Med tiden har jeg fået et mere nuanceret syn på ”kulturkristendom” og ønsker at inkludere frem for ekskludere. Men jeg savner, at vi danskere generelt er mere stolte af vores kristendom … om ikke andet, stolte af vores kristne kultur. Jeg mener, at vores kristne kultur er noget at være stolt af. En flygtning sagde engang til mig: Kristendommen er ikke så synlig i Danmark, som jeg havde drømt om, men den er en underlæggende tone i hele samfundet. Han afsluttede med noget i retning af følgende: ”Jeg ser kristendom i alt det gode, jeg erfarer i Danmark”. Det synes jeg var en god kommentar.

Jeg har også mødt kristne ny-danskere, især fra Afrika, som havde et mere negativt syn på danskernes kristendom. Deres kommentar er også værd at lytte til. De har måske været forfulgt for deres kristne tro. Det har kostet noget at bekende sig som kristen – og nu oplever de, at danskerne bare tuller ligegyldigt rundt og med verdens bedste religion i bagagen uden at sætte pris på den.

Mange har travlt med er fortælle, at de i princippet er kristne, men ikke religiøse, og at de ikke hører til dem, der render i kirke hver søndag osv. Hvorfor mon det er så vigtigt at fortælle?

Men der er også kommet en modsat strømning: Kulturkristne, som pludselig springer ud som bekendende troende kristne efter at have opdaget, hvor godt det er at ”leve Gud nær”, for nu at bruge et gammelt bibelsk udtryk. Det forstås sikkert, at jeg elsker den slags bekendelser eller vidnesbyrd.

Men det almindelige billede er lidt nedslående. Det er trist, at mange børn ikke, før de møder præsten til konfirmationsforberedelse, har mødt nogen, som tydeligt viste, at de var stolte eller glade for at være kristne.

Og det er trist, at mange indvandrere og flygtninge kun har mødt danskere, som ikke regnede deres kristne tro for noget vigtigt i deres liv. Mange indvandrere har hørt det hos deres arbejdskolleger: ”Jo vi er døbt og konfirmeret, men vi går ikke op i det”.

Det er mit håb at de nye kristne fra andre religioner (især fra islam), kan blive brugt af Gud til i Danmark at fremme stolthed og glæde over kristendommen. Jeg håber også, at kristne fra andre lande kan bevare frimodigheden og derved blive brugt af Gud til at skabe ny begejstring i vores gudstjenester og menighedsliv.