Unge hjælpes på vej gennem TUBA’s sommerhøjskole

11.-15. juli mødtes 75 unge mellem 18 og 35 år på TUBA’s sommerhøjskole i Svendborg. De kommer alle fra familier ramt af misbrug.

Det er 6. gang, at TUBA, der hjælper unge med at bearbejde senfølger efter en barndom med forældre med alkoholproblemer eller stofmisbrug, afholder sommerhøjskole.

Under højskoleopholdet fik de unge, ud over at indgå i konkrete workshops og aktiviteter, også mulighed for at blive set og forstået uden at skulle forklare sig – og det gør en forskel. I en undersøgelse foretaget blandt de unge, der går i TUBA, siger 46% af de adspurgte, at de aldrig har talt med nogen om deres forældres misbrug.

Samhørighed

Det er helt normalt, at man som barn af en forælder, der drikker for meget eller har et stofmisbrug, har en tendens til at tilsidesætte sine behov og føle sig isoleret, siger regionsleder i TUBA, psykoterapeut Jeppe Berg Sandvej.

På sommerhøjskolen er de unge sammen med andre unge, der har en tilsvarende baggrund. Det giver dem et frirum, hvor de ikke behøver forklare sig, hvor de kan slippe kontrollen og ansvaret for en stund og mærke, at de ikke er alene. De kan være sammen om aktiviteter på workshops, der kan have en terapeutisk effekt, men som de også bare kan nyde, siger Jeppe Berg.

Gør en forskel

Sommerhøjskolen gør en forskel, men det er desværre også kun et plaster på såret for de unge, der venter på at komme i behandling.
Børn af mennesker med alkoholproblemer eller stofmisbrug har kun begrænset ret til behandling, når de er fyldt 18 år. Det er på trods af, at angst, depression og PTSD er overrepræsenteret i denne gruppe, og at det er meget, meget dyrere at behandle end at forebygge.

For 30% af de børn, der vokser op i familier med alkoholproblemer eller stofmisbrug, er risikoen for selv at ende i misbrug desuden forhøjet,” siger landsleder i TUBA, Henrik Appel.

Brug for hjælp

Unge mellem 18-25 år, der er vokset op i familier ramt af alkoholproblemer eller stofmisbrug, har i praksis kun ret til behandling, hvis der er afsat statslige midler til at honorere efterspørgslen. Lige nu afventer 1200 unge en ledig behandlingsplads i TUBA.