Et sted for bøn og stilhed

Flere og flere søger i perioder væk fra hverdagens larm og stress. Som kristen har man mulighed for at søge stilheden i en atmosfære af bøn, fx på Vor Frue Kloster i Nordsjælland.

Klostrets leder, Moder Ana Maria, en smilende og hjertevarm nonne fra Brasilien.

Det er blevet mere og mere almindeligt at tage perioder, hvor man søger væk fra hverdagens larm og stress til stilheden og eftertanken. Som kristen har man mange muligheder for at gøre det i en atmosfære af bøn. Ét af disse steder er Vor Frue Kloster i Nordsjælland.

I Høsterkøb lidt udenfor Birkerød og lige overfor Rude Skov ligger der i naturskønne omgivelser et kloster. Her bor en flok benediktinernonner. De kan spore deres historie helt tilbage til munken Benedikt af Nurcia, der levede i 4-500-tallet. Af de i alt syv søstre, er fem fra Brasilien og to fra Danmark. Den yngste er 47 år, den ældste 90 år. Da jeg ankommer til stedet, bliver jeg modtaget af klostrets leder, Moder Ana Maria, en smilende og hjertevarm nonne. Også hun er brasilianer.

Hun gik i kloster som 19-årig og har i dag levet i kloster i 41 år. Med et glimt i øjnene fortæller hun, at hun fik kaldet som 13-årig, da hun var på besøg i et kloster hjemme i Brasilien og her blev fuldstændig betaget af søstrenes dragt. Kaldet har dog været dybere end som så, for nu sidder hun 47 år senere som priorinde i et dansk kloster.

Bøn og gæstfrihed

Når Moder Ana Maria skal forklare, hvorfor søstrene lægger vægt på altid at have gæster i klostret, tager hun udgangspunkt i Benedikts regel, som søstrene lever efter: ”Som benediktinere er vort motto ”Bed og arbejd”. Så det vigtigste for os er bønnen. Vi går i kirken og beder tidebønner fem gange om dagen.”

Tidebønnen har altid været central i katolsk klosterliv. Men i dag er der også mange lægfolk, både katolikker og protestanter, der beder tidebøn, ligesom den har vundet indpas i flere menigheder. Tidebønnerne er bygget primært over Salmernes Bog. Der er i alt syv bønstider, hvoraf morgenbønnen laudes og aftenbønnen vesper er de vigtigste.

”Men gæstfriheden er også central”, understreger Moder Ana Maria. ”Det er vores primære arbejdsområde. Som der står i Benedikts regel, skal vi modtage alle, der kommer til klostret, som var de Kristus.Vi har tre gæstehuse, hvor der er plads til i alt 22 gæster. Der er både enkelt- og dobbeltværelser. I sidste uge havde vi i alt besøg af 42 overnattende gæster i løbet af ugen.”

For alle

”Vi har både protestanter og katolikker som kommer her på retræter. I juni havde vi besøg af en dejlig protestantisk gruppe. De kommer her to gange om året og har retræte. Mens de er her, holder de deres gudstjenester i vores kirke. Senere her i sommer har vi også en stor gruppe fra folkekirken til benediktiner-dage. De kommer hvert år i august måned. Gruppen ledes af en folkekirkepræst, der er specialist i Benedikt af Nurcia. Og så har vi selvfølgelig også flere katolske grupper, som kommer – ikke mindst unge. Det gælder bl.a. unge, som skal firmes (den katolske konfirmation, red.). Derudover kommer der enkeltpersoner, der er her for at få nogle dage i stilhed og bøn. Så alle, der ønsker det, kan komme. Vi har en smuk kirke, hvor folk er velkomne til at komme og være med til messe og tidebønner. De kan også benytte kirken til deres egne gudstjenester, når vi ikke lige er der”.

Lægbenediktinere og brødre

Udover søstrene er der knyttet en lægmandsgren til klostret. Det er personer, som bor og arbejdet udenfor klostret, men har en særlig tilknytning til stedet og søstrene, og som finder åndelig næring i den benediktinske tradition. Blandt dem er der både mænd og kvinder, enlige og gifte, katolikker og protestanter. Gruppen er vokset meget i de senere år.


Artiklen fortsætter efter annoncen:



I en villa på grunden bor der desforuden en gruppe munke. Huset hedder Pax og rummer fire brødre, én dansker, to svenskere og én brasilianer. Tre af dem har i mange år levet i det økumeniske kloster Östenbäck i Sverige. De er i dag medlemmer af Den katolske Kirke.

Klostrets børnebørn

Men hvordan er det gået til, at et dansk kloster er blevet befolket af nonner fra den anden side af jordkloden? Moder Ana Maria tager en tur tilbage i klostrets historie:

”I 1948 rejste otte søstre herfra til Brasilien for at stifte et kloster. Klostret de oprettede lå i en egn, hvor der er frygtelig varmt. 40-45 grader hele året. De holdt ud i det varme vejr i 16 år. På det tidspunkt havde klosteret vokset sig så stort, at de danske søstre kunne grundlægge et nyt. Så i 1964 flyttede de danske søstre sammen med nogle af de brasilianske søstre til et køligere område i Sao Paulo, hvor de grundlagde det kloster, vi kommer fra. Så man kan sige, at vi er børnebørn af klostret her i Danmark.”


Artiklen fortsætter efter annoncen:



Børnebørnene kommer til

”I 2005 var der så få søstre tilbage i Vor Frue Kloster, at det stod overfor at skulle lukkes. På det tidspunkt ledtes klostret af søster Anna Maria, som var den yngste af de danske søstre, der var tilbage. Hun kom så i tanke om os i Brasilien, og i december rejste hun og en gruppe andre benediktinere fra Sverige og Tyskland ned til os. De ville undersøge, om det var muligt for os at sende nogle søstre til Danmark.”

Det endte med, at der i foråret 2006 ankom tre søstre fra Brasilien. Efterfølgende er flere kommet til.

En anderledes kultur

De brasilianske søstre har nu været her en årrække og er ved at falde til i Danmark. Men når jeg spørger Moder Ana Maria, hvordan det er at komme fra Brasilien til Danmark, og hvori forskellene ligger, er hendes svar:

”Det er to helt forskellige verdener. Alt er anderledes. Det gælder både sprogligt, kulturelt, mentalitetsmæssigt og trosmæssigt.”
Som eksempel på trosmæssige forskelle siger hun:


Artiklen fortsætter efter annoncen:



”Alle i Brasilien siger, at de tror på Gud. For 20-30 år siden var Brasilien verdens største katolske land. Det er det ikke længere. Til gengæld vokser den evangeliske kirke meget. Vores ældste danske søster her i klostret fortæller os, at i Danmark tænker de fleste kun på deres liv her og nu, mens man ikke er interesseret i, hvad der sker efter døden”.

Trods de store forskelle slutter Moder Ana Maria med at sige: ”Men vi er glade for at være her. Det er dejligt at være i Danmark”.

Klosterferie

Mens Udfordringen er på besøg, ankommer tre gæster fra Den katolske Kirke i Kolding. Jeg benytter anledningen til at få en snak med en af dem. Helle har været gæst i klostret én gang før og virker begejstret.

Hvor har du hørt om stedet?

– Jeg søgte på Google for at finde ud af, i hvilke klostre i Danmark man kan overnatte. Vi har tidligere været i Maribo Kloster hos birgittasøstrene og ville nu gerne prøve noget tæt på Hillerød.

Hvad får en ung kvinde til at vælge at holde sommerferie i et kloster?

– Jeg er vokset op i folkekirken, og som ung var jeg praktiserende protestant. Men så gled det lidt ud, da jeg kom på universitetet. Jeg har dog altid været troende. For 4-5 år siden havde jeg så en omvendelsesoplevelse. I dag er jeg katolik.

Kan du anbefale andre et ophold her?

– Ja. Det er et dejligt fredeligt sted. Her er virkelig pæne forhold. Alt er nyrenoveret. Personligt kommer jeg her mest, fordi der er en rytme med tidebøn, som man kan deltage i.

Læs mere om Vor Frue Kloster på hjemmesiden: vorfruekloster.dk