Yoga og Dansk Oase

Peter O.K. Olofson
Vålse

Dansk Oase er kommet med en udmelding d. 31/3 2023 på deres hjemmeside om den seneste tids drøftelser af fænomenet yoga. Dansk Oase som sådan vil ikke modsætte sig brug af eller advare imod yoga (cross yoga). Dansk Oase siger: ”At bekende Jesus som Herre er uforeneligt med at dyrke yoga som en hinduistisk praksis.”

Udmeldingen er forførende og bygger på en falsk præmis. Der findes ikke yoga, der ikke er hinduistisk praksis, sådan som Dansk Oase lægger op til. Det ligger i selve varedeklarationen yoga. Dansk Oase advarer imod hinduistisk yoga og mener at kunne sammenligne yoga med afgudsofferkød. Kød er en del af Guds skaberværk, mens en vej, der sigter på at forene (som sanskrit ordet yoga betyder) atman med brahman eller den individuelle bevidsthed med den universelle, med det mål at opnå samadhi jfr. yogaens grundbog, er en religiøsitet, der ikke har den treenige Gud som bagmand.

Dansk Oases udsagn ville nærmere svare til, at der blev sagt: ”At bekende Jesus som Herre er uforeneligt med at dyrke astrologi som en okkult praksis.” Astrologi er altid okkult, ligesom yoga altid er hinduistisk. Der findes hverken kristen astrologi eller kristen yoga.