H.K.H. Frederik besøgte soldaterhjemmet i Letland
Kronprinsen nåede at besøge de danske soldater og soldaterhjemmet i Letland før lukningen.
Kronprinsen nåede lige et besøg på soldaterhjemmet, inden hjemmet pakkes sammen.
Egentlig var de to soldaterhjemsledere Tana Pedersen og Lærke Sørensen i tankerne på vej hjem fra Letland, da de danske soldater også skulle vende hjem. Men inden de pakkede soldaterhjemmet ned, fik de noget af en overraskelse hjemme på Soldaterhjemmet på Camp Valdemar i Letland.
’Det her kan man jo kende’
“Vi var egentlig ved at planlægge nedpakning af soldaterhjemmet, og så kom denne besked denne morgen. Om få timer ville ”Kuffen” (Slang for KFUM’s Soldaterhjem red.) få besøg, og det var et af de finere af slagsen. Kronprins Frederik ville nemlig gerne forbi og se vores hyggelige Soldaterhjem,” beretter soldaterhjemslederne
Lærke og Tana.
“Det første Kronprinsen udbrød, da han kom ind, var “Det her kan man jo kende!” Så er det hele jo lige som det skal være på et udsendt soldaterhjem. Noget velkendt i det ukendte for alle, høj som lav”, beretter Lærke og Tana. De fik efterfølgende, på forespørgsel af kronprinsen, fortalt røverhistorier om perlepladelavning, manglende internet og Q’er i diverse maskiner.
“Vi fortalte også om, hvordan det er noget andet at være udsendt i dag end tidligere, og hvad det kan bære med sig på godt og ondt”.
Royalt skulderklap
Kronprinsen spurgte, hvad den største succes har været, og fik historien om et sønderjysk kagebord en uges tid forinden, som man kan læse mere om på KFUM’s Soldatermissions facebookside.
“Til sidst talte vi om Soldaterhjemmets eksistensberettigelse, samt hvad fremtidsplanerne er for ”Kuffen”. Han syntes, det lød lige så godt, som vi gør. Det var alt i alt en anderledes, men rigtig dejlig oplevelse, og godt med et royalt skulderklap!” slutter de seje soldaterhjemsledere, der netop er landet i Danmark.
Afhængig af de politiske beslutninger om forsvarsindsatsen i de baltiske lande, forventer KFUM’s Soldatermission, at soldaterhjemmet åbner igen i 2024, når/hvis der igen udsendes danske soldater.