Brødremenighedens fristad fejrer 250 år
Det begyndte som en Helligånds-inspireret fornyelsesbevægelse, der ville bringe evangeliet til hele verden – inden Jesu genkomst.
Søndag fejrer Brødremenigheden, at den for 250 år siden fik lov at opføre den kristne fristad Christiansfeld. Det fejres bl.a. med et kærlighedsmåltid, hvor Kronprinsparret deltager.
Få andre byer har så megen sjæl som denne lille by – og så er det endda kun en afglans af det, der var engang. Det begyndte altsammen nede i Europa, hvor religionskrigene rasede, og kristne blev forfulgt, hvis de ikke hørte til den herskende kirkeretning. Den gamle Brødrekirke i Tjekkiet (Jan Hus m.fl.) blev næsten udslettet.
Men en ny Brødremenighed opstod fra 1722 af flygtninge, der fik lov at slå sig ned på grev Zinzendorfs gods i nærheden af Dresden i Tyskland. Herrnhut – under Herrens beskyttelse – kaldte de deres by, og snart skød lignende kristne byer op i Tyskland, Holland – og Danmark.
Ikke så ortodoks, men mere varmhjertet
Brødremenigheden adskilte sig fra den herskende ortodokse lutherdom ved, at lægfolket havde en aktiv rolle – og præsten var også en bror. Følelseslivet og inderligheden, som også er kendt fra pietismen, betød meget. Både i liturgien og i livet spillede Jesu lidelse og kærlighed til synderen en stor rolle. Men Brødremenigheden var også en fornyelsesbevægelse, for Helligånden var faldet over dem og drev de første generationer til verdens vanskeligste steder for at forkynde det gode budskab.
De var lavkirkelige og praktiske. De tilpassede sig efter den lokale kultur med respekt for og kærlighed til alle slags mennesker, som Jesus var død for.
Deres motto var hentet fra Johannes Åbenbaring: ”Vort Lam har sejret – lad os følge Ham!” Som andre nye bevægelser stødte de på modstand. Og ikke mindst fra dem, der egentlig lå dem nærmest – pietisterne. Fx Hans Egede på Grønland og biskop Brorson i Ribe, der i første omgang advarede imod disse nye brødre, men som senere faldt dem hjerteligt om halsen.
Brødremenigheden var fra starten tværkirkelig og forsøgte ikke at danne et nyt kirkesamfund i Danmark; man ville forny det, der allerede var. Guds kirke gik jo på tværs af alle kirkesamfund. Men i dag er det et luthersk kirkesamfund.
Åndelig frihed og egnsudvikling
Christian VII og Struense gav tilladelse til at opføre byen efter at have set, hvor driftigt Zeist i Holland fungerede. Christiansfeld blev oprettet som et åndeligt fristed – og egnsudvikling. I 1773 var de kun 22 beboere, da de gik i gang med at bygge en ny by på en mark ved Tyrstrupgaard. Men de fik hjælp fra tyske brødre og fra de mange danskere, som gennem brødrenes stilfærdige missionsarbejde havde oplevet en åndelig fornyelse.
De byggede først et mindre hus som samlingssted – senere blev det Danmarks første børnehave. Præsteboligen var også et af de første huse. Og hotellet, som i starten rummede de tilrejsende håndværkere, blev senere meget besøgt, fordi det lå ud til den daværende hovedvej. Selv konger og hertuger kom og boede her, når der fx skulle forhandles om fred efter krige.
Søstre og brødre og familier
I løbet af ca. 20 år blev det meste af byen anlagt, bl.a. med en kæmpemæssig kirke og tre store flertagers fælleshuse – kaldet Søstrehuset, Brødrehuset og Enkehuset. Om man ville leve enligt eller i familier kunne man selv bestemme, men pga. forventningen om Jesu nære genkomst foretrak mange at leve i fælleshusene, hvor de levede af håndværk og småindustri.
Byen voksede hurtigt, og i 1845 nåede den et indbyggertal på 761 medlemmer. De fik deres rene vand fra en kilde 3 km borte – bragt dertil gennem udhulede træstammer til en brønd foran kirken.
Stærkt fællesskab
Hver morgen og aften mødtes man i de store korsale, som var indrettet i hvert fælleshus, og ved højtiderne var der en aktivitet uden lige med samlinger flere gange om dagen. Hver morgen sang vægteren dagens løsensord – et vers fra Bibelen – som man så kunne tænke over, mens man arbejdede. I Brødremenigheden er der stadig specielle samlinger – fx tidligt påskemorgen og til kærlighedsmåltid med krydret te og rosinboller i kirken.
Om man ville leve enligt eller i familier,
kunne man selv bestemme,
men pga. forventningen om Jesu nære genkomst
foretrak mange at leve i fælleshusene,
hvor de levede af håndværk og småindustri.
I adventstiden mødes man stadig hver onsdag aften til aftensang, og juleaftensdag er der en meget tidlig morgengudstjeneste kl. 7.30. Om aftenen fyldes kirken igen, men først kl. 19, og her er det en tradition, at alle børn får et tændt lys. Da folk boede tæt på kirken, bragte man lyset med hjem, uden at det gik ud, så man kunne tænde juletræet med det. I kirken har man fra gammel tid stillet et papirs-krybbebillede op med lys indeni. Og juletræet er pyntet med de specielle lysende adventsstjerner.
Flittige og dygtige
I byen var der et væld af små industrier, fx hattemagere, uldvarefabrik, ovnsætteri, margarinefabrik, flere bagerier (som indførte honningkager til Danmark), vævestole til bomuld, silke og linnedhandel og andre specialvirksomheder, som ofte overgik, hvad man ellers kendte til herhjemme. Menighedens handelshus Spielwerg & Co drev en omfattende handel. En tobaksfabrik havde i 1864 en årsproduktion på 4 millioner cigarer, 175.000 pund røgtobak og 25.000 pund skråtobak.
Et frivilligt brandværn blev oprettet i 1778 og var 100 år senere udbredt i hele Sønderjylland, hvor man i snart sagt hvert sogn investerede i en fælles brandsprøjte og havde et frivilligt brandværn. Brødremenigheden gik også foran med en ny pædagogik. Der blev oprettet både drenge- og pigeskole, og hertil kom der elever fra Sverige og Norge. En af dem var H.C. Andersens kæreste, Riborg Voigt, og Camilla Collet Wergeland, som senere blev en kendt norsk forfatterinde.
Kontakt til hele verden
Byen havde kontakt til Tyskland, Holland, England, Sverige, Norge – og missionsområderne i Afrika, Grønland, Amerika og De Vestindiske Øer. Byen var nemlig centrum for moderne mission – især under præsten og salmedigteren Niels Johannes Holm (som bl.a. skrev ”Gør døren høj, gør porten viid”). Han stiftede et missionsselskab, der blev til Brødremenighedens Danske Mission, og brødremenigheden inspirerede til start af flere andre missionsselskaber.
Når missionærerne kom hjem fra Tanzania, Grønland eller Vestindien, boede de i byen og medvirkede ved missionsstævner. Her kom interesserede helt fra Fyn og Vestjylland for at høre missionærerne fortælle. Nogle af missionærerne bragte udstoppede vilde dyr og fremmedartet kunsthåndværk med sig i en tid, hvor der ellers var meget lidt viden om den store verden udenfor Danmark.
Mama Larsen
En af de hjemvendte var Mama Larsen, hvis fantastiske livshistorie man kan læse om i ”Mama Larsen fortæller”. Som lille hyrdepige på heden hørte hun en hørbar stemme kalde hende til missionær, og hun begyndte at uddanne sig. Senere hørte hun navnet Tabora, men først i England opdagede hun, at der virkelig fandtes et Tabora nede i Tanzania – og der rejste hun så ned i 34 år.
Som pensioneret boede hun i de lokaler på 1. sal i Søstrehuset, hvor Udfordringen senere havde kontorer. Avisen har ikke noget organisatorisk tilhørsforhold til Brødremenigheden, men føler sig i samme ånd som de pionérer, der grundlagde byen.
Fra fornyelse til tradition
Søstrene er i dag forsvundet fra huset, og det samme er de 5 missionsselskaber og et forlag, som holdt til i stueetagen. Søstrehuset er nemlig blevet gennemrenoveret – tilbage til den oprindelige stil – med et stort tilskud på 65 mio. fra A.P. Møllers fond. Det er blevet meget smukt. Man kan dog stadig købe både Løsensbogen, Husandagts-kalenderen, Adventsstjernen og honningkager i Danmarks mærkeligste by, hvor brødre og søstre fortsat begraves i hver sin side af kirkegården.
Byen kom i 2015 på UNESCOs verdensarvs-liste over bevaringsværdige byer. Det er nemlig den bedst bevarede af alle Brødremenighedens byer. Nu strømmer tusindvis af turister til byen. Efter næsten 250 år kan det hele måske virke lidt museumsagtigt. Men selv om traditionerne og historien nu dominerer, skal man ikke glemme, at det begyndte som en fornyelsesbevægelse, der ville bringe den personlige og hjertelige kristendom tilbage til de stivnede kirker.
De ville ud med evangeliet til verdens vanskeligste steder. Og de var villige til at ofre deres liv i tjeneste for Gud og de mennesker, de ville hjælpe. Og Brødremenighedens Danske Mission arbejder fortsat i bl.a. Tanzania og Congo.
Læs også Artiklen: Ellen og Jørgen var 14 år i Afrika, før de blev præstepar i Brødremenigheden
