Det moderne menneskes tvivl og behov for tro

Leif Andersen har tidligere skrevet en række bøger, bl.a. flere om lidelsens problem. Nu er han aktuel med en bog om tvivl – ”Den tredje tvivl”.

Den tredje tvivl forudsætter imidlertid, at der også er en første og anden tvivl, og i det første kapitel gør han rede for de tre forskellige former for tvivl. Den første tvivl er den ældste. Det er anfægtelsen, tvivlen på ens egen tro. Her kan forkyndelse, undervisning og sjælesorg være en hjælp. Den anden tvivl kommer med modernismens tvivl på kristendommens sandhed. Denne tvivl kan afhjælpes ved apologetisk – trosforsvar. (jf. s. 29)

Den tredje tvivl er postmodernismens, dekonstruktivismens og socialkonstruktivismens tvivl om alt. Det er selvtvivlen, der aldrig kan stole på noget, fordi alt er en social konstruktion. Den efterlader mennesket – og den kristne – med det totale tab og må uvægerlig føre til fortvivlelse, hvis der da ikke blot er tale om en hypet filosofisk leg. Alternativet er, at den fører ind i fanatisme og fundamentalisme, fordi det postmoderne menneske midt i sin selvopløsning søger en stærk leder.

I løbet af de første fire kapitler levner Leif Andersen ikke plads til andre udgange af den tredje tvivl – og vi kan ikke slippe udenom. Det eneste lyspunkt så langt er hans inddragelse af Søren Kierkegaard. Her begynder man at se et håb midt i håbløsheden.

I 5. kapitel, ”Bomben” viser Leif Andersen imidlertid en tredje vej. Han illustrerer vejen gennem en historie: Ved en oliejagt i USA omkring år 1900 udbrød der brand i en olieboring. Branden kunne ikke slukkes med hverken vand, sand eller skum. Den eneste løsning var at sprænge en bombe, der sugede alt ilt ud af stedet og dermed slukkede branden.

Skal man slukke den tredje tvivl, hjælper det ikke at forsøge at slukke små enkeltstående brande. Man må tage dekonstruktivismen på ordet og tage den totale konsekvens af den. For når vi giver den ”delvis ret, er den ødelæggende. Først, når vi giver den ret helt og holdent, ophæver den sig selv” (s. 132). Ud af asken skulle man ifølge forfatteren så komme uforandret, dog frataget sin skråsikkerhed:

”Jeg er stadig dette menneske. Jeg er stadig i denne verden. Det, der definerede mig, før, gør det stadig” (s. 132). Her lykkes det mig ikke helt at følge ham. For hvis socialkonstruktivismen leder til relativisme, hvad er der så forandret efter bomben, hvis det jeg får ud af den blot er, at jeg stadig er mine egen lille sociale konstruktion?

Først i de sidste kapitler kommer den eneste løsning på det moderne menneskes problem, nemlig at man når til ”En total afhængighed af ham” (s. 242) – altså Kristus. For kun i ham kan vi finde den totale tilgivelse og kærlighed – og hos ham har vi et evighedshåb (jf. s. 222ff). Man kunne her passende citere apostlen Peter: ”Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord” (Joh 6,68).

Leif Andersen: Den tredje tvivl
Indbundet. 280 sider. 249,95 kr. Bibelselskabets Forlag