”Man kan ikke åbne døren til aktiv dødshjælp, uden kynismen sniger sig med ind”

Kan legaliseringen af aktiv dødshjælp føre til en glidebane, hvor ikke blot mennesker i stor smerte, men også individer med for eksempel psykiske lidelser, der ikke længere ønsker at leve, vil benytte sig af lovgivningen? Det er en bekymring, der deles af mange præster. Erfaringer og undersøgelser fra andre lande, der allerede har implementeret lovliggørelsen af aktiv dødshjælp, viser nemlig en tendens til en meget bred fortolkning af loven, når den først er indført.

Debatten om legalisering af aktiv dødshjælp er blusset op i Danmark, efter at statsminister Mette Frederiksen brugte sin tale ved åbningen af Folkemødet i sommer til at erklære sig som tilhænger af aktiv dødshjælp. Hun argumenterede, at det handler om værdighed i livets sidste fase, og at danskerne skal have mere selvbestemmelse over livets sidste tid. Derfor har regeringen også nedsat ‘Udvalget for en mere værdig død’.

Det nye initiativ skal skabe samfundsdebat om aktiv dødshjælp i Danmark.

Befolkningen er for, præster og læger imod

Når det gælder den brede danske befolknings syn på aktiv dødshjælp møder statsministeren ikke stor modstand. Hele 76 procent af den danske befolkning mener, at enhver lidende bør have ret til at vælge tidspunktet for sin død. Men hvor statsministeren ingen opbakning har, er blandt dem, som har med døende at gøre i deres daglige arbejde.

Lægeforeningen har sagt klart nej. Også et klart flertal af præster er imod. Hele tre ud af fire præster, 75 procent, er uenige eller meget uenige i, at aktiv dødshjælp skal være en mulighed. Det viste en undersøgelse, som Kristeligt Dagblad foretog blandt præsterne i 2013. Flere og flere præster kommer nu også på banen for at advare imod lovliggørelse af aktiv dødshjælp.

En af dem er Nana Hauge, der er præst i Hårslev på Fyn. Hun er medforfatter til en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor 15 kristne stemmer taler imod aktiv dødshjælp.

“Mange frygter at komme til at føle sig uværdige og ligge andre til last i forbindelse med sygdom og svækkelse. Men værdighed er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt man kan klare sig selv eller bestemme selv. Det er snarere et spørgsmål om den omsorg, hjælpsomhed, respekt og kærlighed, som andre viser én, uanset hvordan man er stand til at klare sig. Den syge for eksempel, der er bundet til sin seng, men som behandles med respekt, som vises omsorg og kærlighed fra andre, har ikke mistet sin værdighed.

”Når du tager dig af de syge, da lad dem vide,
at du gør det til Guds ære, så de ikke skal bekymre
sig over at være til besvær,”
skriver Benedikt i sin klosterregel fra det 6. århundrede.

”Når du tager dig af de syge, da lad dem vide, at du gør det til Guds ære, så de ikke skal bekymre sig over at være til besvær,” skriver Benedikt i sin klosterregel fra det 6. århundrede. Det er virkelig en god regel, der sikrer, at ingen syg skal føle sig uværdig og skyldig. Nærmest tværtimod. Vi lever i et samfund, hvor værdighed handler om, hvorvidt man kan klare sig selv eller ej. Værdighed er lig med autonomi, men sådan har man ikke altid forstået værdighed”, forklarer Nana Hauge.

Bliver loven en glidebane?

Selvom flertallet af danskerne støtter en legalisering i troen på, at loven primært vil komme mennesker i svær fysisk smerte til gavn, viser rapporter og statistikker fra lande, der allerede har indført aktiv dødshjælp, en mere broget virkelighed. Inge Marie Kirkerterp Hansen er sognepræst i Gjellerup Kirke ved Herning.

Hun er også en flittig stemme i debatten. Især fordi hun på baggrund af, hvordan loven er blevet fortolket i andre lande, er bekymret for udviklingen:

“En rapport fra Holland viser, at det ikke kun er døende, som loven benyttes af. Når det gælder personer med bl.a. autisme, er det slående, at 77 procent af dem siger, at den ubærlige lidelse, som får dem til at ansøge om aktiv dødshjælp er, at de lider under social isolation og ensomhed. Det er da skræmmende,” siger Inge Marie Kirketerp og fortsætter:

“I Canada, hvor aktiv dødshjælp også er indført, har der været eksempler på, at man presser folk ud i ønsket om dødshjælp, fordi man ikke sørger godt nok for, at deres liv er værd at leve. Det kan for eksempel være, hvis man er blevet frataget ekstra hjælp og pleje eller blevet placeret på et plejehjem langt fra familien.”
Samtidigt understreger hun, hvis loven er blevet overtrådt i Holland, har det ingen konsekvenser fået.

”I Canada, hvor aktiv dødshjælp også er indført,
har der været eksempel på, at man presser folk ud
i ønsket om dødshjælp, fordi man ikke sørger godt nok for,
at deres liv er værd at leve.”

”Der er i både Holland og Belgien flere eksempler på, at mennesker, der reelt ikke ønskede aktiv dødshjælp, alligevel er blevet presset ud i det. Man kan ikke åbne døren til aktiv dødshjælp, uden at kynisme får lov til at snige sig med ind,” siger Inge Marie Kirketerp.

Vil aktiv dødshjælp blive brugt af psykisk syge?

I en tid, hvor et stigende antal af unge går med selvmords-tanker, kan lovliggørelsen af aktiv dødshjælp så i værste fald blive et signal til dem om at selvmord er legitimt? Det frygter Inge Marie Kirketerp. Hun fortæller, at hun kender til flere tilfælde, hvor psykisk syge, der har lidt af psykisk sygdom siden teenageårene, har sagt til hende, at hvis den mulighed havde været der, så er de ikke i tvivl om, at de havde bedt om det.

I øjeblikket tillader adskillige lande, såsom Belgien, Holland, Luxembourg og Schweiz, patienter, der er selvmordstruede, at få hjælp til at dø enten ved dødelig indsprøjtning eller en recept på dødelig medicin, som de selv kan administrere. En terminal tilstand er således ikke et nødvendigt kriterium.

Disse love bliver vedtaget flere steder i verden, og det kan komme til at betyde en ændret praksis inden for psykiatrien. Af sammen grund udsendte American Psychiatric Association en holdningserklæring i 2016, som siger, at “en psykiater bør ikke ordinere eller administrere nogen form for indgriben til en ikke-terminalt syg person med det formål at forårsage død.”

Hidtil har psykiateres opgave været at forhindre den selvmordstruede i at tage sit liv, men med de nye love skal de så faktisk til at hjælpe patienterne med at afslutte deres liv? Det er mange psykiatere dybt bekymrede for. Chefredaktøren for tidsskriftet Journal of Ethics in Mental Health fortæller følgende i en artikel:

“For få dage siden bad en 30-årig patient med en psykisk lidelse mig om at afslutte hendes liv. Hendes fortvivlede forældre var taget med til konsultationen, fordi de var bange for, at jeg ville støtte hendes ønske, og at de ville stå magtesløse. Det er frygteligt, at de skal bekymre sig om, at ved at gå til en psykiater kan deres datter blive dræbt af netop den psykiater.”

Adspurgt om telefonrådgivningen Livslinien nogenside ville hjælpe selvmodstruede til at benytte tilbuddet om aktiv dødshjælp, svarer direktør Jeppe Kristen Toft et klart nej: “Vi er til for at hjælpe mennesker med at vælge livet til”:

Hvad kan kirken gøre?

Når så stort et flertal af præster i Danmark er imod lovliggørelse af aktiv dødshjælp, er der så noget, de kan gøre? Til det spørgsmål svarer præst Nana Hauge: “Vi kan jo se det som en lejlighed til at besinde os på, hvad vi egentlig skal som kristne”. Hun trækker igen Benedikts klosterregel frem og citerer fra den: “Over alle ting må de syge tages hånd om, så de bliver tjent sådan som Kristus blev tjent, for han har sagt: Jeg var syg og I besøgte mig. Og: Alt, hvad I har gjort mod en af mine mindste brødre, har I gjort mod mig” og tilføjer:

“Måske skal vi som kirke igen til at lave hospitaler og plejehjem, hvor ingen syge risikerer at blive slået ihjel. Vi kan se det som en chance, Gud giver os for at vise, hvad kristendom er.”