Nigeriansk domstol bekræfter kvindes ret til at konvertere fra islam til kristendommen

Sean Nelson er juridisk konsulent for ADF International. Foto: ADF Int.

En højesteretsdomstol i det nordlige Nigeria har fastslået, at en 18-årig kristen konvertit, som trues på livet af familiemedlemmer, har en grundlæggende ret til at skifte religion, i dette tilfælde fra islam til kristendom.

Det skriver Christian Today på baggrund af oplysninger fra menneskerettighedsgruppen ADF International. Den 18-årige ”Mary Olowe” (dæknavn) blev udsat for dødstrusler fra sin far og brødre efter at have konverteret til kristendommen. Hendes mor hjalp hende med at flygte i sikkerhed i et kristent samfund, før hun søgte juridisk beskyttelse gennem et tilhold. Og det er nu sket, ifølge ADF.

”Mary Olowes” familie har ikke anket kendelsen. ”Vi er lettede over, at Mary har fundet beskyttelse mod disse sandsynlige trusler, og at domstolen anerkendte hendes grundlæggende ret til at konvertere fra islam til kristendom,” sagde ADF’s juridiske rådgiver Sean Nelson i en erklæring. ”Ingen person bør forfølges, chikaneres eller trues med døden for deres tro eller for at konvertere fra en tro til en anden.

Kristne konvertitter fra islam i Nigeria nægtes ofte muligheden for frit at udleve deres tro på grund af målrettede trusler og angreb mod dem, selv fra deres familiemedlemmer,” tilføjede Nelson. Sidste år blev en 25-årig kristen studerende, Deborah Emmanuel, tævet ihjel af sine muslimske klassekammerater i Nigerias nordvestlige Sokoto-stat. Deborahs klassekammerater begrundede angrebet med, at hun havde sendt en blasfemisk WhatsApp-besked til en klassekammerat, skriver CT.