Magtesløshed er succes på en anden måde
Magtesløshed er generelt en irriterende følelse. Ikke desto mindre er det en følelse, som i Bibelen ofte bliver ophøjet til noget prisværdigt. Noget frugtbart. Paulus fremhæver det ligefrem som en dyd, der gør ham i stand til at tjene Gud bedst muligt. Han siger, at det er netop, når han kan allermindst, at han kan allermest. Af den simple grund, at så er der allermest plads til Gud. En af mine egne vigtigste bønner er ’Gud, hjælp mig til ikke at stå i vejen for dig’.
Nogle vil nok mene, at det var da en negativ og selvudslettende tilgang. Vær da stolt af det, du kan. Vær bevidst. Tro på dig selv. Glæd dig over de gaver, du har fået. Og det gør jeg også, men jeg ved også, at i Guds rige er det vigtigste at give plads til ham – og så kan jeg måske ligesom Paulus sige, at hvis jeg skal være stolt af noget, så vil jeg være stolt af det, Gud formår, når jeg lykkes med ikke at stå i vejen.
For nylig havde jeg en drøm om mig selv, som, da jeg vågnede, fik mig til at tænke, at det var da pinligt. I drømmen var jeg utroligt optaget af at gøre mig interessant overfor en eller anden meget tjekket type. På et tidspunkt dukkede der en anden person op, som på alle måder var meget utjekket, men som på en eller anden måde havde behov for min opmærksomhed. Det havde jeg imidlertid ikke tid til at give, fordi jeg var optaget af at fange den smartes opmærksomhed.
Da jeg kort efter vendte mig om for at give min opmærksomhed til den mere utjekkede person, var vedkommende væk. Og ja, det er da pinligt. Og nu har jeg ovenikøbet indrømmet det offentligt, hvilket selvfølgelig ikke ville være noget problem, hvis det bare var en drøm. Men det pinlige består i, at jeg må indrømme, at jeg kan genkende en sandhed i det – og når jeg nævner det her, er det, fordi jeg tænker, at jeg nok ikke er den eneste.
Mekanismen kender vi helt tilbage fra skolegården og havner stadig i den både på arbejdspladsen og i kirken, hvor vi kan have mere travlt med at bruge tid på dem, der sidder på de forreste rækker, end dem der befinder sig lidt mere i periferien. Hvis jeg skal oversætte drømmen ind i den sammenhæng, jeg skriver om her, vil det være noget i retning af, at her stod jeg i vejen. Mit ego stod i vejen.
Et vigtigt skridt på rejsen mod sund magtesløshed er også en sund selverkendelse. Og en erkendelse, af at i Guds rige er min egen magtesløshed en god ting. Og nej, der er nok ikke så mange andre steder, at det er et plus at være magtesløs, men faktisk er der en stor frihed i det.
