IPSICC

Behagesyge er alt andet end behageligt

Kære Anne

Jeg har altid været en people pleaser, lige fra min barndom. Jeg voksede op i et hjem, hvor der ikke var særlig meget harmoni, og jeg konkluderede, at jeg kunne rette op på det, hvis bare jeg sørgede for, at alle var glade. Det har fulgt mig ind i teenageårene, da jeg skulle finde nye venner. Det har også fulgt mig ind i mit ægteskab og i kirkelivet, men nu er jeg blevet så træt af hele tiden at skulle behage andre.

Jeg bliver både udmattet og konstant stresset af det. Siger Bibelen noget, som kan hjælpe mig i denne situation? Jeg har virkelig brug for at ændre noget, så jeg bliver mindre stresset og bedre kan nyde livet. Jeg er desperat!

Amy


Kære Amy

Du har fuldstændig ret i, at man mister sig selv i barndommen og lever med stress som voksen, hvis man hele tiden lever for at gøre andre tilpas. Bibelen siger meget om dette, og jeg er sikker på, at du kan finde hjælp til at ændre disse ting på en strategisk måde til gavn for din fremtid.

Prisen er høj

Det er vigtigt for os, at andre mennesker kan lide os, men det bliver stressende, når vores behagesyge bliver mere og mere bekostelig for os selv. Det er her, at behagesygen overfor andre bliver alt andet end behagelig for os selv! Overfladisk set virker det, som om vi bare er uselviske, venlige og gavmilde. Men det er et problem, hvis disse ting stammer fra vores egen usikkerhed og den opfattelse, at anerkendelse er det samme som værdi.

Vi kan også opleve, at det hele tiden at ville behage andre er både trættende og stressende. Det er umuligt at leve op til på den lange bane, for ingen kan gøre alle andre tilpas hele tiden!
Det ender med, at vi ikke kan lide hverken os selv eller de mennesker, vi anstrenger os så meget for at gøre tilpas, og det er ekstremt stressende for vores forhold til andre. Det er vigtigt at gøre sig klart, at selvom det at gøre andre tilpas kan føles rart på den korte bane, vil det forkrøble os selv på den lange bane.

I Bibelen kaldes behagesyge ”menneskefrygt”. Og trangen til at ville gøre alle andre tilpas kan skabe et falsk selvbillede, så vi ind imellem ikke engang kan genkende os selv.

Menneskefrygt

Sådan går det, fordi vores trang til at gøre andre tilpas får os til at træffe valg, der udelukkende handler om den anerkendelse, vi forventer at få. Men der er ingen garanti for denne anerkendelse, og vi vil ofte bare blive ofre for manipulation og kontrol. Bibelen går lige til ondets rod – her kaldes behagesyge nemlig menneskefrygt. Fordi vi er så desperate, for at andre mennesker skal synes om os, eller fordi vi vil holde fred for enhver pris eller bare have andre til at tænke godt om os, kan vi hurtigt begynde at leve efter behagesyge adfærdsmønstre. Og det kan skabe et falsk selvbillede, så vi ind imellem ikke engang kan genkende os selv.

”… det hele tiden at ville behage andre
er både trættende og stressende.
Det er umuligt at leve op til på den lange bane,
for ingen kan gøre alle andre tilpas hele tiden.”

I Ordsprogenes Bog 29,25 omtaler Bibelen menneskefrygten som en snare. Det er en langsomt dræbende fælde, der kan indfange og på sigt dræbe et stort dyr. Snaren kan virke meget lille i sammenligning med dyret, men den virker uhyggeligt godt, så dyret langsomt dør af blodtab. Menneskefrygt, som fører til behagesyge, beskrives meget præcist som en snare, for selv om det virker som en lille ting, har det voldsomme konsekvenser i et menneskes liv.

Menneskefrygten kan medføre, at man forbløder, så man mister sin følelsesmæssige energi, psykiske styrke og selv sit fysiske helbred, hvis man ikke gør noget ved problemet i tide. Folk, der lider af behagesyge, er ofte meget afhængige af andre, når det gælder deres identitet, så de ikke er i stand til at træffe deres egne valg. Samtidig baner behagesygen – eller menneskefrygten – vejen for at manipulerende og kontrollerende mennesker kan fortsætte med en adfærd, som hverken er kristelig eller bibelsk.

Endnu mere alvorligt er det, at hvis vi vælger at behage mennesker fremfor at behage Gud, kan vi forhindre, at Guds vilje sker både for os selv og hans rige her på jorden.

Adlyd Gud mere end mennesker

I ApG 5,29 læser vi, at Peter siger: ”Vi må adlyde Gud mere end mennesker.” Apostlene valgte at adlyde Jesus ved at prædike evangeliet, selv om myndighederne forbød dem at gøre det. Hvis de havde valgt at behage de mennesker, som forbød dem at prædike evangeliet, ville de have været ulydige mod det kald, som Gud havde givet det – og samtidig ville de have hindret udbredelsen af Jesu rige her på jorden.

Det er vigtigt at lære, at ligesom andre har frihed til at træffe deres egne valg, har du også selv frihed til at vælge. Vi vælger ofte at tilslutte os andre menneskers valg, fordi vi frygter at miste vores gode forhold til dem. Men når vi har overgivet vores liv til Kristus, er det ham, der har den endelige afgørelse i alle vore valg. Derfor er det vigtigt, at du træffer de rigtige valg, ved at spørge fx: Hvad ville Jesus sige eller gøre i denne situation? Eller: Hvad siger Bibelen er det bedste valg i denne situation?

Simpel lydighed overfor Bibelens ord vil gøre det lettere at vælge rigtigt. Samtidig må du forklare overfor den person, det angår, hvorfor du vælger, som du gør fremfor at gøre det, som de foretrækker.

Jesus var ikke behagesyg

Som kristne kan vi læse i Bibelen, hvordan Jesus gjorde godt mod alle mennesker, uanset hvor han kom. Derfor kan vi også få den opfattelse, at behagesyge er noget positivt, som svarer til den uselviskhed, Jesus viste. Men forskellen mellem Jesu uselviske handlinger og det, man gør som behagesyg people-pleaser, fremgår af motivet. Jesus siger i Joh. 8,29, at han levede for at ære og adlyde sin himmelske Far. Han elskede mennesker og tjente dem, men han var aldrig bange for at sige det, der skulle siges, også når folk ikke brød sig om at høre det.

Selvom han gjorde godt mod andre, var Jesus det modsatte af en behagesyg people-pleaser. Han irettesatte folk offentligt for deres hykleri og mangel på tro i Matt. 23,15. Han sagde præcis det, der skulle siges, også selv om det ville koste ham livet (se Mark. 15,1-2 og Joh. 18,38).

Lad Gud styre

Ved at anerkende problemet og ønske at ændre din situation har du allerede taget det første skridt mod at ændre din livsstil som people pleaser. Det er godt, at du har indset, at man som people pleaser lader mennesker styre én i stedet for Helligånden. Det, at man søger ære fra mennesker fremfor ære fra Gud, er et problem. Men det er et problem, som du nu vil have løst, for ellers befinder du dig på en glidebane, hvor det ender galt.

I Joh. 12,43 læser vi om mennesker, der troede på Jesus, men nægtede at følge ham, fordi ”anerkendelse fra mennesker betød mere for dem end anerkendelse fra Gud”. Disse mennesker valgte den evige adskillelse fra Gud, da de tillod behagesyge og dermed anerkendelse fra andre at styre deres valg. Så alvorligt er det og så langtrækkende er konsekvenserne af det at ville behage andre.

Lev til Guds ære

I dit tilfælde skyldes din behagesyge, at du ville undgå ufred og konflikter. Derfor er det vigtigt, at du finder en alternativ motivation. Første Korinterbrev 10,31 fortæller os, at vi skal gøre alle ting til Guds ære. Som kristne er det ham, der er vores fokus. I Kol. 1,10 hedder det: ”så I kan leve sådan, at det ærer og glæder Herren”. Og det er faktisk befriende: I stedet for at prøve at behage adskillige mennesker, skal du nu bare behage ham.

Læs Joh. 10,27 hver aften og spørg: ”Herre, har jeg æret dig i dag, sådan som jeg skulle?” Hvis svaret er ”ja”, kan du glæde dig over, at Gud glæder sig over dig. Så vil du finde glæde i din nye identitet som Guds lydige barn og ikke i anerkendelsen fra de mennesker, du før prøvede at behage.

Selv om han gjorde godt mod andre,
var Jesus det modsatte af en behagesyg people-pleaser.

Apostlenes lydighed

Ud over at stresse og udmatte os vil behagesygen hindre os i at blive alt det, Gud har kaldet os til at være. Den hindrer os i at sige fra, og vi føler os truede, når vi gør det. I sig selv er det ikke en synd at ville behage mennesker, men hvis motivet er at behage andre fremfor Gud, har vi et problem. Hvis apostlene havde været people-pleasere, var de aldrig blevet martyrer for deres tro.
Jesus sagde i Matt. 6,24, at vi ikke kan tjene to herrer. Vi kan ikke være helhjertede i forhold til evangeliet og samtidig være helhjertede i at søge menneskers anerkendelse.

Derfor talte Jesus om, at hans disciple skulle følge den smalle vej. Han siger i Luk. 9,23, at hans disciple skal fornægte sig selv og tage deres kors op og følge ham. Det betyder her, at vi korsfæster vores behov for at behage andre mennesker og få dem til at synes om os. I lyset af valget mellem at behage mennesker eller Gud må vi lære at sige ligesom Peter i ApG 5,29: ”Vi må adlyde Gud mere end mennesker.”

Det er ikke vores opgave at gøre mennesker glade. Men vi skal leve som den bedste version af os selv og tjene Herren på alle de måder, han kalder os til at gøre det. Vi skal også dagligt dø fra vores selviske begær og modtage ære fra ham. Hvis det er målet for vores liv, vil vi ikke længere være people pleasers. Vær velsignet, og ær din far i himlen.

Anne