Et frit valg?

Sidste jul gjorde jeg noget nyt: jeg gav mig selv et halvt års abonnement på ”Hendes Verden”. Som den håndarbejdsnørd jeg er, kan jeg nu glæde mig til ny inspiration i postkassen hver uge. Hvad jeg derimod ikke bruger meget tid på, er bladets interviews. Forleden vakte en artikel om tre kvinder, der havde fortrudt et valg, imidlertid min interesse.

Én af kvinderne fortalte, hvordan hun for 22 år siden blev gravid med sin kæreste. Da de ikke havde været sammen ret længe og endnu ikke var sikre på, om det skulle være dem, ønskede kæresten, at hun fik en abort. Og selvom hun var i tvivl, endte det med en medicinsk abort. Lige siden har hun imidlertid været plaget af det valg, hun tog, og fortæller, hvordan en indre stemme indimellem har sagt:

”Du er morder!” Men noget i hende reagerer, når folk siger: ”Du valgte jo selv aborten.” For, som hun siger, var hun under et stort pres ”både fra min kæreste og samfundets normer”. I abortdebatten hører man igen og igen argumentet om, at kvinden har ret til egen krop og til et frit valg. Men hvor frit er dette valg egentlig? En ting er i hvert fald sikkert: Det er kvinden, der må leve med konsekvenserne og skyldfølelsen efter et sådan valg.

Den 21. februar var forslaget om at hæve abortgrænsen til 18. uge og give mulighed for unge kvinder mellem 15 og 17 år til abort uden forældrenes samtykke og viden til 1. behandling. I april skal forslaget til 2. og 3. behandling. Dette er – som det siges på Folketingets hjemmeside – ”en udmøntning af ”Politisk aftale om at styrke retten til den fri abort” indgået den 3. maj 2024 af regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet”.

Som begrundelse for lovforslaget henvises der til, at man dermed vil sikre, at ”grænsen for den fri abort er tidssvarende og i overensstemmelse med samfundsudviklingen”, og at der ”i højere grad vil blive taget højde for den gravide kvindes selvbestemmelse”. Men som kvinden i ”Hendes Verden” siger, er der ikke ensidig tale om kvindens selvbestemmelse ved en abort. Bl.a. er samfundsudviklingen – som man her henviser til – en del af den påvirkning og det pres, som den gravide kvinde står overfor.

At man derudover vil sætte 15-17-årige under det samme pres – endda uden støtte fra forældrene, der ikke bliver informeret om aborten og ikke vil få aktindsigt i den unges patientjournal – gør ikke sagen bedre. Også her giver man som begrundelse, at det vil styrke ”unge gravide kvinders selvbestemmelse”. Det er på tide, vi kristne træder op mod en hedensk tidsånd!