Fadervor i folkeskolen?
Joachim Nygaard Andersen, Udenrigs- og forsvarsordfører
Danmarksdemokraternes Ungdom
Det er et fint og flot forslag, som Nye Borgerlige er kommet med, om at indføre Fadervor i folkeskolen for at styrke fokus på, hvor vores kultur, normer og værdier kommer fra. Men efter min mening bør man først og fremmest fokusere på at forstærke kendskabet til kristendommen gennem kristendomsundervisningen, som kun bør indeholde kristendom. Danmark er et kristent land – eller det er vi i hvert fald på papiret – og derfor skal der kun undervises i kristendom i kristendomsundervisningen.
Islam og andre religioner kan undervises om i historie og samfundsfag samt på universitetet. Vi skal også fjerne muligheden for at blive fritaget for kristendomsundervisningen, fordi Danmark, som sagt, er et kristent land. Alle børn skal have den dannelse, der gør, at de kender til, hvor vores kultur, normer og værdier kommer fra. Kristendommen er fundamentet for de fleste demokratiske lande, med undtagelse af Israel. Derfor er kristendomsundervisningen også vigtig for forståelsen af demokrati.
Dette er et udtryk for min personlige holdning og ikke mit partis officielle holdning. Mine synspunkter står for egen regning og skal ikke ses som en udmelding fra Danmarksdemokraternes Ungdom.