IPSICC

Han valgte korset

Af Jenis av Rana. Færøsk læge og politiker.

Klokken to om natten den 24. februar 2022 blev freden i Ukraine brutalt afbrudt af missiler og bomber, og hverken freden eller trygheden er vendt tilbage. Død, ødelæggelse og sorg fylder landet, og en stor del af befolkningen har søgt tilflugt i andre lande.

Tidlig lørdag morgen den 7. oktober 2023 blev befolkningen brutalt vækket fra deres søvn. Få timer senere var 1139 uskyldige israelere, unge, børn og ældre, brutalt dræbt – og over 251 andre bortført til tortur og død. Han var alene på vej til Jeriko, da han blev angrebet af røvere. De slog ham brutalt ned, trak tøjet af ham og lod ham ligge halvdød ved vejen. Sammen med to røvere blev den uskyldige Jesus naglet til et kors for at dø. Selv havde han intet forkert gjort. De få år, han vandrede blandt sit folk, helbredte han syge og satte bundne i frihed. Han viste alle en ubetinget kærlighed.

At vælge ham

Siden den skæbnesvangre dag i februar 2022 har alverdens ledere forsøgt at genskabe fred for det uskyldige ukrainske folk, dog uden held. Det sidste fredsforslag indebar, at disse, som allerede har betalt krigens pris med død og ødelæggelse af folk og hjemland, skal betale for at få fred. De skal betale oveni med den rigdom, som deres undergrund måske gemmer. Fra Gaza bliver de uskyldige, forældre, børn og unge, levende og døde, løskøbt efter flere end 500 dage i et grufuldt fangenskab. Løskøbt i bytte med terrorister. Et gidsel i bytte for ti, tyve ja op til halvtreds stykker.

De to første, som opdagede den døende ved Jerikovej, gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, fik medynk med ham. Han gik hen til ham, hældte olie og vin i hans sår, forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag kom han med to denarer, gav værten dem og sagde: ”sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage.”

Fra korsets fod på Golgata hørtes spottende råb: “frels dig selv, hvis du er Guds søn og stig ned fra korset”, og ”andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse”. Men Jesus lod sig ikke friste, han døde en smertefuld død. Scenen fra Golgata bygger, ligesom scenen fra Jerikovej, på betingelsesløs kærlighed. Intet kunne forhindre Jesus i at bede sin fader om hjælp, og intet kunne hindre Faderen i at hjælpe sin søn. På et øjeblik kunne Golgata være fyldt med gigantiske engle, som ville overtage kommandoen. Men han valgte korset, fordi det var betingelsen for at kunne redde dig og mig.

Lad os bede om at flere og flere vælger Jesus. Han svigtede ikke på korset, han svigter aldrig, han svigter ingen! At vælge ham giver mennesker i Gaza, Ukraine og lignende steder rundt om i verden mulighed for at opleve det samme mirakel, som ham, der faldt i røvernes hænder.