Det dårlige selskab

Egon Jakobsen er uddannet socialpædagog og bor i Næstved. Siden 1979 har han udgivet en række romaner og noveller, og den 15. marts udkom hans seneste roman ”De ufødtes lovsang”.Englen svarede hende: ”Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn” (Lukasevangeliet 1,35).

Egon Jakobsen

“Det var godt, at vi blev født, før aborten den blev fri!” Sådan synger Kim Larsen i sangen om dem, de andre ikke må lege med. Fordi de er det dårlige selskab.
På søndag er det “Mariæ bebudelses dag”. Et gammeldags ord, der betyder, at Maria får bud om sin forestående graviditet. Der dukkede simpelthen en engel op hos den purunge, ugifte pige. Og han fortalte, at Gud havde udset hende til at føde sin søn. For Guds hellige ånd ville overskygge hende, og derfor skulle barnet kaldes den Højestes Søn. Og hun skulle give ham navnet Jesus. – Sådan fortalte hun selv om det til forældrene. Og til Josef, som hun skulle giftes med.
En skrækkelig situation. Med et slag placeres en ellers respektabel familie blandt dem, de andre ikke vil lege med. Hvad ville Josef nu sige, når den uberørte pludselig viste sig at være med barn? Ville han gifte sig med hende? Sandsynligvis ikke, for utugtige kvinder bragte skam over familien. Og i følge loven skulle de stenes til døde. En forfærdelig tanke.
Josef tænkte da også på at skille sig af med sin forlovede i stilhed. Men også han fik englebesøg. Og så giftede han sig alligevel med Maria.
Allerede fra undfangelsen var Marias barn en outsider. Og da han blev voksen, ville det bedre borgerskab ikke lege med ham. Han hørte så absolut til det dårlige selskab. For man så ham næsten altid i selskab med de frasorterede – de åbenlyse fiaskoer, småsvindlere og forbrydere, og alle andre uden tjek på tilværelsen. Og værre endnu – han spiste sammen med dem!
Han kaldte sig selv “vejen, sandheden og livet”. Og han kritiserede åbenlyst de rige, de smukke og de velbjergede for den måde, de indrettede deres tilværelse på. Dem, som vurderede livskvalitet, fromhed og godhed efter, hvor langt ud i detaljer man kunne overholde loven. Dem, der mente at kunne sige “Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre …” Men for hvem omsorg og næstekærlighed var en by i Rusland.
Han kaldte dem hyklere. Og stillede dem åbenlyst til skue, da de kom slæbende med en kvinde, der var grebet på fersk gerning i utugt. For han accepterede lovens ord om at stene hende, MEN … “lad den af jer, der er syndfri, kaste den første sten!” Og så luskede de af. Med usikre, flakkende øjne. For nok var facaden uangribelig, men 100% fejlfri …?
Det provokerede dem så voldsomt, at de dømte ham ude med falske, ofte selvmodsigende anklager. Og de klyngede ham op på et kors for at tage livet af ham. Men Marias barn sprængte ikke blot livets grænser, han sprængte også dødens lænker!
Mennesker i dag ligner til forveksling de mennesker, der levede i Israel på Jesu tid. Og han færdes stadig blandt dem, de andre ikke vil lege med. Blandt os, der har brug for ham, fordi livets facade ustandselig krakelerer. Fordi vi ikke er 100% fejlfri og syndfri.
Når han vil kendes ved mig – ja, spise sammen med mig, så kan jeg ikke alene tænke på at leve. Så kan jeg også tænke på at dø, for han sprængte jo dødens lænker og frigav det evige liv til dem, som tager imod hans ord og tror på ham. Gud ske lov, at Jesus blev født, før aborten den blev fri!
Kristeligt Pressebureau