Hurtigtog truer berømt kirke

Den berømte kirke La Sagrada Familia, der ligger i Barcelona, er truet.

Der er blevet bygget på
La Sagrada Familia i 125 år.

Det er planen, at hurtigtoget AVE skal køre i en tunnel under Barcelona og videre til den franske grænse allerede i 2009. Og denne tunnel kommer til at gå meget tæt på den berømte kirkes fundament.
– Tunnellen kommer til at ligge kun få meter fra kirkens fundament, og rystelser fra toget vil kunne skabe revner i facaden og få tegl og sten til at falde ned, advarede kirkens chefarkitekt, Jordi Bonet, på et pressemøde forleden i Madrid.
– Vi har regnet ud, at det stykke af kirken, der ligger oven på det sted, hvor tunnellen skal være, vejer 22.500 tons. Det er ti gange så meget som almindelige boligejendomme i området. Så det vil være det rene vanvid at lægge tunnellen under kirken, siger chefarkitekten, der i mange år har haft den svære opgave at føre Gaudís ideer ud i livet.

Ufuldendt byggeri

Der har været bygget på La Sagrada Familia 125 år, og der er arbejde til mange år endnu. Men selv om kirken ikke er fuldendt, er arkitekten Antoni Gaudís kirke blevet meget berømt.
Hver dag kommer mellem 7000 og 10.000 mennesker for at beundre den. Det er et af de mest besøgte monumenter i Spanien.
Arkitekten Antoni Gaudí nåede kun selv at færdiggøre en ganske lille del af kirken, inden han i 1926 blev kørt ned af en sporvogn.

Kulturarv

La Sagrada Familia blev for to år siden erklæret for menneskehedens kulturarv, hvilket blandt andet betyder, at der ikke kan røres ved kirken uden UNESCO’s samtykke.
Den spanske regering har ikke taget endelig stilling. Ifølge ministeriet er der foretaget mange geologiske undersøgelser af undergrunden, der viser, at der ikke er nogen fare for sammenstyrtning. Men dem tror den spanske repræsentant fra UNESCO, Suárez-Inclán, ikke på.
– Man sagde også om Titanic, at den ikke kunne synke! slår han fast.