Honningfuglen og præsten
Intelligent design: En lille fugl leder af en eller anden grund de fattige afrikanske honningsamlere til biernes honningkuber Vidunderlige skaberværk! Man tror næsten ikke, det kan være sandt. Men nu har jeg det fra Pierre Bodenes, en katolsk præst, som har boet i Afrika i 56 år !
– Der findes en lille spættefugl her i Afrika, som viser vej til biernes honningboer.
Først udspionerer den bierne. Så finder den sig et menneske og giver nogle høje skrig, mens den flyver et lille stykke frem. Den kigger sig tilbage for at sikre, at mennesket følger efter. Hvis mennesket svarer med et fløjt, ved den, at han er en ægte honningjæger. Med små flyveture leder den efterhånden honningjægeren frem. Og når den når frem til bistadet i et træ eller på jorden, bliver den over stedet og basker med vingerne, indtil honningjægeren når frem. Som tak får den, hvad der falder af, fortæller Pierre Bodenes.
Fader Bodenes har udrettet meget i sine mange år i Afrika, bl.a. overset dele af Bibelen til gbaya-sproget. Men en af hans mere fysiske bedrifter er at organisere indsamling af stærk afrikansk honning.
Derved bliver det muligt for de lokale landsbyboere at tjene godt på at finde honning sammen med fuglen og sælge den til præsten, som sørger for at få renset honningen og hældt den på glas og bægre, hvorefter den sælges og endda eksporteres.
det til om året!
Man kan naturligvis også købe honningen langs med grusvejen hos de lokale afrikanere, men ofte har de blandet den med (beskidt) vand, eller de er stadig et par døde bier tilbage i honningen. Eller de har kogt honningen og derved ødelagt den for vitaminer.
Pierre Bodenes kom her til dette urskovsagtige område i 1950, som ung 30-årig teolog fra Bretagne i Frankrig. Hans efternavn Bodenes stammer helt tilbage fra de vikinger, som omkring år 1000 invaderede og slog sig ned i dele af Frankrig. Bl.a. Normandiet og Bretagne. Pierres forfædre kom åbenbart fra Bodenes i Norge. Men området er keltisk:
– Jeg talte ligesom alle andre på egnen det keltiske sprog som ung. Det er det samme gamle sprog som tales i Irland, fortæller han, da vi besøger ham og får lov at bo som gæster på den katolske station. Vores bil er brudt sammen, og vi må overnatte her, før vi forhåbentlig kan komme videre i morgen.
En lokal ung gbayapige forstrækker den mad, der kun var tiltænkt præsten og hans afrikanske kollega, til fire personer. Før vi spiser, sidder de to præster i sofaen og læser og messer på skift nogle bønner og bibelvers. Og imens vi spiser, fortæller Pierre om de 56 år, han har fået lov at arbejde for missions-ordnen Oblat de Marie i Meiganga.
Stedet på bjerget, som dengang var næsten øde, er efterhånden blevet til en større by. Den ligger i Cameroun på Adamaoua-plateuet, ikke langt fra grænsen til Den Centralafrikanske Republik.
Befolkningen lever som regel på et eksistensminimum. Derfor betyder det meget for en familie at finde honning sammen med honningfuglen og sælge den gennem pastor Pierre. Men det er ikke ufarligt, for de afrikanske bier er aggressive og når de angriber i flok kan de dræbe et menneske med deres stik.
Området her bebos af ca. halvanden million medlemmer af stammen Gbaya, en bantu-stamme, som aldrig blev overvundet af de muslimske fulanere, som kom nordfra.
Fulanerne vandrer i dag rundt i mellem gbayaerne som kvægnomader, og jævnligt opstår der konflikter om retten til at græsse.
Den værste konflikt var i 1990erne, hvor de to grupper kom i lokal krig i Meiganga og mindst 100 blev dræbt. Årsagen var, at gbayaerne mente, at faste-måneden skulle slutte en dag tidligere end fulanerne mente. Det vurderer man nemlig ud fra månens udseende. Men bagved lå århundreders ophobet had.
Efter krigen besluttede mange muslimske gbayaer at blive kristne, når de alligevel ikke kunne blive accepteret som rigtige muslimer.
Ca. tyve år før Pierre og katolikkerne kom hertil var der allerede norsk-amerikanske pionérmissionærer i Meiganga. Fra den første Sudan Mission. De havde oprettet en missionsstation og var desuden fortsat ind i Centralafrika, hvor de gennem en heltemodig indsats oprettede en lokal kirke med skoler og klinikker.
De amerikanske missionærer blev senere hjulpet af nordmænd, franskmænd, tyskere og en kortere periode også danske missionærer. Men kun få af disse missionærer blev i mere end 10 år. De havde ofte familier og måtte hjem igen.
Anderledes med Pierre, der som katolsk præst er ungkarl, og som har viet hele sit liv til at arbejde her. Nu i en alder af 86 år er han stadig i fuld gang, og har ikke planer om at rejse hjem til Frankrig.
af røverbander
– Her i området er der ofte røverbander. For tiden er det de rebeller, som hjalp den nuværende regering i Centralafrika til magten, der huserer. Da deres ledere havde fået magten, viste det sig, at der ikke var flere penge i statskassen. Derfor fik lejesoldaterne besked på at finde deres løn ude i landet. Dvs. at de røver befolkningen, fortæller han.
– På det sidste har de også kidnappet fulanernes børn, som forældrene så skal betale en million franc cfa for at løskøbe. En million er ca. 11.300 kr., men få afrikanske familier kan skaffe så mange penge og i flere tilfælde er børnene derfor blevet dræbt
!
– En gruppe havde slået sig ned her i nærheden, fortæller præsten. Efter at de havde dræbt et kidnappet barn, gik forældrene til myndighederne og viste vej til stedet. Så angreb politiet og dræbte dem.
Selv har præsten to gang været ude for at blive overfaldet på vejene.
– En gang tog røverne alle mine penge, men forsvandt så. En anden gang dræbte de også nogle af de medrejsende, fortæller han uden dramatik. Han har indstillet sig på, at sådan er livsbetingelserne her.
Som kristen har han i 56 år forsøgt at styrke de gode kræfter gennem kirken. Det kristne budskab driver uvidenhed, frygt og okkultisme tilbage i landsby efter landsby. Hvor der før foregik mange sindsoprivende uretfærdigheder og megen ondskab, opstår nu et nyt fællesskab omkring kirken, og befolkningen begynder at leve sammen på en mere positiv måde.
