Besværet værd

Af Jesper Oehlenschlæger Udviklingsdirektør, Samfonden

”Og du er helt sikker på, at det ikke er for besværligt at køre mig på arbejde idag”? spørger min hustru for femte gang, siden jeg gav hende mit generøse tilbud i aftes.

”Nej, da, der er over to timer til, at mit møde begynder. Se, hvor det regner, jeg vil med glæde aflevere dig.” Jeg bakker ud af garagen og sætter bilen i gear. Da vi rammer den første indfaldsvej, smiler jeg veltilfreds for mig selv over at have undgået morgentrafikken. Da vi rammer motortrafikvejen, er smilet stivnet. En endeløs lang slange af røde lys foran mig begynder at få mig til at tvivle på planen. Efter en halv time rammer morgenens anden kop kaffe, jeg ikke skulle have taget, punktet for aftapning. Det sker på en P-plads i silende regn med den ene fod i en vandpyt, og det viser sig, at dagens valg af de hvide sneakers var en dårlig ide.

De tyve meters afvigelse fra ruten får GPS´en til at foreslå en alternative rute. En rute, der byder på spændende sightseeing i den næste kommende bys ældre bydel. Noget, jeg normalt vil sætte pris på, men da der nu er gået en time, siden vi kørte hjemmefra, så er der ingen glæde ved denne afstikker. I det næste kryds misser jeg så ruten. Min hustru spørger forsigtigt. om jeg tænker, den nye rute er hurtigere. Jeg underlader at svare. Mest af alt, fordi nu er dagens første kop kaffe også løbet igennem.

Vi begynder en samtale om, hvorfor også mænd i min alder skal begynde at lave bækkenbundsøvelser. Men det hjælper ikke med al den opmærksomhed på disse legemlige regioner, når man i forvejen rokker lidelsesfuldt frem og tilbage i sædet. Vi begynder i stedet at tale om de fejlbehæftede udsendte ejendomsvurderinger. Magen til sjusk! Jeg overvejer at slå katastrofeblinket til og kaste bilen op i næste rabat.

Jeg må og skal finde et sted til lindring af mine lidelser. Jeg når i sidste øjeblik ind på den næste Cirkel K. Ekspedienten ser forskræmt på mig, da jeg stormer ind iført sort hættetrøje, og jeg forsikrer hende om, at jeg blot skal låne et toilet, og at det ikke er et røveri. Udad det sidste stykke hovedvej er trafikken efterhånden så tæt og tung, at vi demoraliseret må se, at den ene pensionist efter den anden overhaler os på cykel. Da min hustru siger: ”Jeg tror, jeg kunne have cyklet på arbejdet i dag på den samme tid,” minder jeg mig selv om, at tavshed er guld. Efter to timer sætter jeg min hustru af.

”God dag, skat,” siger hun, da jeg sætter hende af. ”Tak for turen.” ”Selv tak, det var så l….” Derefter følger flere forsinkelser, omlægninger af ruter, blinde veje og endnu mere morgentrafik i silende regn. Jeg når frem til mit møde i sidste sekund efter to en halv times kørsel. Dagens trøst er, at den ene af mødedeltagere har siddet i kø endnu længere end mig efter at have hentet sine svigerforældre i lufthavnen. Svigerforældre, han ovenikøbet skal have boende hos sig den næse måned, og at den mødedeltager har fået en vandskade i sit sommerhus.

Og moralen er?: Kør i god tid: Nej.
Lyt til din hustrus ruteforslag i trafikken: Nej, slet ikke!
Noget i livet er ikke besværet værd.
Men nogen er.