En drøm om et badeværelse

Af familiekonsulent Helle Aagaard Nielsen, Græsted

Jeg drømte en nat, at vi var ude for at se på et nyt hus. Værelserne var meget små, men der kunne lige blive sengepladser nok til, at vores familie kunne være der. Køkkenet var lille og trist, men ok. Stuen var egentlig stor, men lidt mørk og kedelig. Der var ikke ofret megen kærlighed på disse rum.

Så kom vi ind i badeværelset, som var kæmpestort. Der var flere brusenicher, malerier på væggene, en lænestol, motionscykel m.m. Lyst, stort og flot; et rigtigt dejligt opholdsrum. I drømmen følte jeg, at Gud sagde til mig: ”Hvorfor bruge så meget tid på badeværelset, når jeg sidder i stuen og venter på at have fællesskab med jer?” Denne drøm var meget levende og stod knivskarpt for mig, da jeg vågnede. Jeg følte, at Helligånden sagde noget til mig.

Det overfokus, som badeværelset i drømmen havde i forhold til resten af huset, oplevede jeg som en vejledning i ikke at gå for meget op i min egen ”renhed”. Gud sad i dagligstuen og ventede på os. Han var ikke på badeværelset – det var ikke ham, der havde indrettet huset sådan, som det var, og det var ikke hans idé, at vi skulle tilbringe det meste af vores tid på badeværelset.

I stedet ønskede han, at vi kom ind i dagligstuen, som jo er der, hvor man mødes for at være sammen. Et hus har brug for et badeværelse, men det er ikke et opholdsrum. Der er mere brug for, at jeg opholder mig i ”dagligstuen” med Gud, min far, end at jeg arbejder på at være ren, – fx finder fejl hos mig selv. Gud er den, som forvandler mig indefra. Hans kærlighed og fylde af Helligånden møder min menneskelighed på en helende og omsorgsfuld måde, som er noget ganske andet, end at jeg selv vasker og skrubber på mit liv.

Jeg tror ikke, at min uperfekthed er et problem for Gud. Jeg tror heller ikke, at det er muligt at ”sidde i dagligstuen” med Gud; at være i relation med ham, uden at Helligånden gør sin gerning i mig og vender mit hjerte og tanker mod ham. I 2. Korintherbrev kap. 3 vers 17 og 18, hvor der står: ” – ’Herren’ er Ånden, og hvor Herrens ånd er, dér er der frihed. Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.”

Jeg blev klar over, at jeg har langt mere brug for at have fokus på ham, end på mig selv.