Else Maries vej via Buddha til Jesus

Else Marie Kjerkegaard søgte sandheden i politik på venstrefløjen, i buddhismen og til sidst i den kristendom, som hun forlængst havde afskrevet…- For os var al religion bare opium for folket, fortæller Else Marie Kjerkegaard. Hun tilhørte 68-generationen, som gjorde oprør imod alle autoriteter. Var selv erklæret ateist, udmeldt af Folkekirken. Aktiv i Socialistiske Studenter og sad i Studentersamfundets bestyrelse. Indvalgt i SF’s hovedbestyrelse. Brød i 1967 ud sammen med andre, som mente SF’s partiledelse var for udemokratisk og opportunistisk. Var med til at stifte Venstresocialisterne (VS).
Hun brød med kønsrollemønstret og uddannede sig til cand. polit. og havde i en årrække ledende stillinger på Socialforskningsinstituttet, i Arbejdsmarkedsstyrelsen og Ligestillingsrådet. Hun betragtede verden rationelt:
– Jeg troede, at alt i verden hvilede på fornuft…Men det gik senere op for mig, at sådan var det ikke.
Jeg tror også, at jeg brugte det rationelle som en beskyttelse imod den åndelige længsel, som fandtes i mig, men som jeg ikke vidste, jeg havde. I stedet engagerede jeg mig i politik, karriere og parforhold.

Else Marie Kjerkegaard voksede op i nærheden af Vejle. Familien var medlem af Folkekirken, men gik sjældent i kirke. Kristendommen fyldte alligevel meget i omgivelserne. Der blev sunget salmer og bedt morgenbøn i skolen. Præsten kom ind imellem og underviste. Og hendes mor bad aftenbøn med hende, for det hørte sig til. Som lille lærte hun at synge ”Jeg er træt og går til ro”. Senere lærte hun at bede Fadervor.
– Men når jeg bad, var min mor ikke nærværende. Om sommeren kunne hun stå med ryggen til og se ud af vinduet under bønnen. Jeg følte ikke, at jeg kunne tale med hende om de religiøse spørgsmål, jeg gik og tumlede med. Efter amen plejede hun at sige godnat og gå uden knus eller godnatkys.
Jeg havde især problemer med at forene det ondes eksistens med, at Gud var almægtig og god. En dag havde min tvivl vokset sig så stor, at jeg proklamerede: Jeg vil ikke bede aftenbøn mere, for jeg tror ikke på Gud.
Min mor vidste vist ikke, hvad hun skulle svare. Sagde bare godnat og gik. Fra den dag gik jeg alene i seng.

Konfirmationen besvarede heller ikke tvivlen, og hun konkluderede, at religion var én stor løgn. I bakspejlet funderer den nu 68-årige Else Marie over, hvor forskelligt det kunne have været, hvis moderen i stedet havde sat sig på sengekanten og lyttet til spørgsmålene.
Men nu ville Else Marie bare hjemmefra. Hun kom i lære som trafikassistent hos DSB, men var her ude for en troende stationsforstanders sexchikane. Det var med til at få hende til at skifte til et job i SAS.
– Jeg drømte om at blive en stewardesse, der fløj fra London til New York og Tokyo, men måtte indtil videre nøjes med at blive på jorden som ”ground hostess”. Men drømmen levede videre, og efter kort tid kom jeg i huset først hos en troende protestantisk familie i England og senere hos en katolsk i Frankrig. Ingen af delene ændrede dog på min ateistiske opfattelse.

Derhjemme igen går hun i gang med at uddanne sig og får en karriere indenfor det offentlige, som nævnt i indledningen.
– Det var tidkrævende at have både fuldtids lederjob og bijobs som foredragsholder og underviser. Nu bagefter fortryder jeg ikke, at jeg var med til at bryde de barrierer, der var for kvindernes ligestilling – men jeg gik glip af meget i forholdet til mine tre børn, fortæller hun.
Og ægteskabet fungerede ikke for hende. Hun brød selv ud af det, da børnene var i teenage-alderen og hun selv 45 år. Det foregik uden større konflikt, men følelsesmæssigt begyndte der alligevel at ske noget med den udadtil rationelle Else Marie.
– Da en nær ven døde, uden at jeg havde ladet høre fra mig, før det var for sent, blev jeg chokeret over min egen mangel på empati. Jeg fik det – også af andre grunde – rigtig skidt i en periode.

I et forsøg på at få styr på sit ellers så fornuftige liv, opsøger Else Marie Kjerkegaard en psykoterapeut. Det i sig selv er en overvindelse. Det viser sig, at terapeuten er optaget af newage orienteret meditation. Hun inviterer hende med i en meditationsgruppe. En aften får hun en ud-af-kroppen oplevelse og opdager, at der findes en overnaturlig verden, som fornuften slet ikke kan forklare.
Hun begynder nu at gå til raja yoga-meditation hos Brahma Kumaris Åndelige Verdensuniversitet, som i dag er en godkendt trosretning med centre i København og Århus.
Hun har megen glæde af meditationen, men kan ikke tage den hinduistisk inspirerede troslære til sig. Hun begynder derfor at se sig om efter et andet sted at meditere.

Buddhistmunken Thich Nhat Hanh fik indflydelse på Else Marie Kjerkegaards liv.

Som tidligere Vietnam-krigs modstander, fanges Else Maries blik af en folder med et vietnamesisk navn, Thich Nhat Hanh. Det er en budd-
histisk munk, hun kender fra modstanden imod USA’s bombardementer af Vietnam, og han har nu sit klosterfællesskab i Frankrig.
Det er en lettere fordøjelig buddhisme, som er tilpasset den vestlige måde at tænke på. Og Else Marie bliver meget involveret i denne form for buddhisme.
Hun besøger klosterfællesskabet på retræte en dejlig sommer og starter derefter en Sangha-gruppe op i København, som praktiserer denne særlige form for meditation.
Gennem buddhismen søger hun at blive et bedre menneske og at nå til en dybere erkendelse. Og hun lærer meget.

– Tærsklen til Østens religioner overskred jeg med åbent sind og store øjne, fortæller den ellers så realistiske og religionskritiske cand. polit.
– Jeg vidste jo intet om østlig religiøsitet og havde derfor heller ingen fordomme. Med kristendommen var det anderledes…
Kristendommen havde hun på forhånd afskrevet. Faktisk er det hendes buddhistiske læremester, Thich Nhat Hanh, der opfordrer hende til at forsone sig med sin oprindelige religion og få helet sine sår, for ellers vil det ikke være muligt at forankre sig i buddhismen.

Hun vover sig derfor ind i sognekirken til nogle hverdags musikgudstjenester, og lidt efter tager hun med om søndagen. Hun synes, det er smukt og religiøst, selv om hun undrer sig over, at præsten siger så meget. Hun forstår heller ikke, at deltagerne hyggesnakker allerede på vej ud af kirken under postludiet. I buddhismen er der en anderledes religiøs alvor.
Men hun har en fantastisk oplevelse, som de andre kirkegængere formentlig ikke aner noget om.
– To gange så jeg Jesus som transparent, lysende skikkelse gå langsomt ned langs bænkeraderne i den side af kirken, hvor jeg sad. Ved hver bænk standsede han og lagde sin hånd velsignende på hovedet af de mennesker, der sad på bænken, fortæller hun.
Senere dør hendes gamle far, og hun går spontant over i kirken. Her bliver hun helt stille og ser et syn af sin gamle far, der hviler saligt opad et bryst på en person, hvis ansigt er skjult. Hun forstår, at hendes far til trods for sine tvivl er kommet hjem til Gud – til Faderen – og alt er godt.

Hun drages af alteret, men tør ikke gå op sammen med de andre kirkegængere. I stedet får hun præsten til at give hende nadveren alene en aften i kirken. Det bliver lidt af en skuffelse, for hun synes, præsten siger for mange ord. Men det giver hende mod til at gå til alters den følgende søndag.
– Det blev ubeskriveligt stort. Nu var præsten fuldkommen opmærksom, og han uddelte brødet og vinen smukt og højtideligt, uden andre ord end dem, der hører nadveren til, fortæller hun.
– En overvældende strøm af kærlighed opfyldte mig under ceremonien og fik mig til at føle mig lillebitte på en forløsende måde. For første gang oplevede jeg Gud som et nærværende Du, fuld af kærlighed og medfølelse, fortæller Else Marie.
– Fra den dag gik jeg til alters, hver gang jeg var til gudstjeneste. Alteret havde stadig en mystisk dragende kraft, men frygten for at nærme mig det var forsvundet.
At tage imod brødet og vinen gav en befriende følelse af at være set og elsket og tilgivet for den fortræd, jeg havde forvoldt mennesker i mit liv.
Langsomt og umærkeligt kom jeg til at forstå min kærlighedslængsel på en ny måde. Fokus rykkede væk fra de genstridige parforhold over mod Gud, hvor længselen efter betingelsesløs kærlighed i virkeligheden hører hjemme.

Men til trods for det positive møde med kristendommen, kan den lokale folkekirke ikke tilfredsstille hendes længsel. Når hun i præstens studiekreds spørger ind til begreber som åndelig vækst og helliggørelse, får hun at vide, at alt er bare nåde, og mere er der åbenbart ikke at komme efter…
Frustreret og i et forsøg på afklaring tager Else Marie Kjerkegaard igen til det budd-histiske fællesskab i Frankrig, denne gang i tre måneder. Det er midt i den mørke vinter, og det bliver en knap så opmuntrende oplevelse, hvor hun begynder at se svaghederne.
Ved jule- og nytårstid er der alt for mange gæster på grund af 2000 års skiftet, men der mangler organisering. Hun involveres i de menneskelige skæbner og får sværere ved at forholde sig positiv.
En højtidelig nytårs-meditation, hvor de mange gæster skal vandre meget langsomt efter Thich Nhat Hanh, bliver et frysende koldt flop, hvor kun de forreste kan se noget, mens de bagerste bare vader i mudder. Nogle bliver syge, og omsorgen svigter. Hun tænker ved sig selv, at buddhisterne er gode til at ”være”, mens de kristne er gode til at ”gøre”.
Da hun kommer hjem, beslutter hun sig for at lægge buddhismen på hylden for en tid for at fordybe sig i kristendommen.

Hun bliver klar over, at der findes et katolsk kloster, Karmelgården, i Sverige, hvor hun kan lære om kristen dybmeditation. Her møder hun karmelittermunken Wilfrid Stinissen, som ikke afviser hendes optagethed af budd-hismen, men blot lytter og viist svarer:
– Det er rigtigt, at buddhismen har megen sandhed i sig, men du vil opleve, at der er en endnu større sandhed i kristendommen.
Og så får Else Marie sin skelsættende oplevelse:

– Natten før min afrejse vågnede jeg ved tretiden og blev med ét slag lysvågen. Der var kommet nogen ind i mit rum! I et splitsekund huskede jeg, at døren ikke var låst. Muligheden var der altså.
Det var fuldstændig mørkt, og jeg kunne ingenting se. Gennem stilheden tikkede mit ellers næsten lydløse vækkeur himmelhøjt.
Jo, det var rigtigt. Henne ved vinduet, skråt ud for fodenden af min seng, stod en skikkelse med ansigtet vendt imod mig.
Med ét slog bomben ned. Det var Jesus!
Hans skikkelse var ikke synlig i mørket, men fremstod som et umådelig kraftigt energifelt. Min krop blev spændt som en fjeder. Stiv og ubevægelig lå jeg i nattemørket – med ekstraordinært klare og vågne sanser. Jeg ved ikke hvor længe, for tiden stod stille. Der var kun Jesus og mig og det tidløse nu – indtil han pludselig forsvandt, og rummet blev opfyldt af lyden af sprøde kirkeklokker.

Else Marie Kjerkegaard har beskrevet sin vej til fred med Gud i bogen ”Nærværets Vej” som netop er udkommet.

Else Marie Kjerkegaard er nu ikke længere i tvivl om, at hun skal være kristen. Da hun imidlertid ikke føler, der – på det tidspunkt – er forståelse for et dybere åndeligt liv i folkekirkeregi, vælger hun at blive optaget i Den Katolske Kirke – hvad hun aldrig havde forestillet sig.
– Hvorfor skulle der gå så lang tid, før jeg vendte tilbage til kristendommen? spørger hun sig selv i slutningen af den bog om sit liv, som hun netop har fået udgivet. (Nærværets Vej. En opdagelsesrejse med Buddha og Jesus. Boedal forlag. Bogen kan bl.a. købes gennem Udfordringen.)
– Hovedårsagen var aftenbønnen i min barndom, hvor min mor var psykisk fraværende, og hvor det ikke lykkedes mig at komme i kærlig og omsorgsfuld dialog om min tvivl. Dybt nede skjulte der sig livet igennem en længsel…
Vorherre turde jeg slet ikke vende mig til, for uden at vide det, bar jeg på en frygt for at blive straffet for at have afvist ham, fortæller Else Marie. Hun tror, at mange bærer på sår, som holder dem borte fra Gud – den eneste, som i virkeligheden kan hele sårene…
– Først når man tager fortiden til sig og accepterer virkeligheden, som den er, bliver man et helt og frit menneske.