Bøn om helbredelse
Min mand og jeg havde i et stykke tid haft lyst til at deltage i en konference med meget lovsang og gerne i udlandet. Vi længtes efter at dykke ned i Guds nærvær, bruge en masse tid i tilbedelse og lovsang og blive forfriskede i vores ånd.
Vi var glade, da vi opdagede Scottish Vineyard Gathering 2024 i Aberdeen her i starten af oktober. Det var skønt at deltage i samlingerne, hvor der også nogle gange var mulighed for forbøn enten fremme ved scenen eller sammen med de mennesker, som man sad iblandt. Mange blev mødt af Gud på ny eller for første gang, nogle blev helbredt – fx fik en mand nede i salen lige ved siden af, hvor vi sad, et rask knæ. Nogle blev ikke helbredt. Dette ”ikke” fik mig til at tænke på en oplevelse, jeg havde for måske 15 år siden.
Jeg var på et kursus med mine daværende kollegaer, og en af dem sad med benet oppe pga. smerter, – præcist hvad problemet var, kan jeg ikke huske. Jeg begyndte at føle, at Helligånden sagde til mig, at jeg skulle bede for hende. Denne indskydelse sad jeg med i nogen tid, da det var ret grænseoverskridende for mig at skulle bede for hende. Men tilskyndelsen blev stærkere. Jeg tænkte, at hvis jeg overhovedet var i stand til at lytte til Guds stemme, så talte han altså til mig nu.
Og naturligvis ønskede jeg at handle på det, jeg oplevede, Helligånden talte til mig om, og selvfølgelig at se min kollega rask. Så i en pause satte jeg mig over ved siden af hende og tilbød at bede for hendes ben. Det ville hun gerne have. Så jeg bad, som jeg følte mig tilskyndet til; både helbredelse af benet og velsignelse over hende. Hun mærkede ikke umiddelbart nogen forskel. Dagen efter hørte jeg på arbejdet, at kollegaen havde været ved lægen og var blevet sygemeldt i mange uger og ikke måtte støtte på benet.
Jeg fik det helt dårligt. Tænkte, at min bøn nærmest havde gjort det værre – det var i hvert fald ikke blevet bedre. Jeg følte, at jeg måtte ringe til min kollega og tale med hende om, hvordan hun havde det, og hvor ked af det jeg var over, at min bøn ikke havde hjulpet – overhovedet. Det tog mig et par uger at tage mig sammen til at ringe til hende. Jeg følte mig ydmyget. Jeg kunne åbenbart alligevel ikke høre Guds stemme eller bedømme Helligåndens tilskyndelser.
Da jeg endelig ringede til hende og bla. fortalte, hvor ked af det jeg var over, at hun ikke var blevet rask, da jeg bad for hende, så svarede hun, ”at det var noget af det smukkeste, hun nogensinde havde oplevet, at nogen gjorde for hende…” Desværre havde jeg ikke modet til at spørge mere ind til hendes oplevelse, men jeg fik en fred i, at Gud havde mødt hende.
Så hvor vil jeg hen med dette?! Måske bare minde mig selv og andre om, at det er vigtigt at følge Helligåndens tiltale. Uanset udfaldet. Det må vi overlade til Gud. Hans veje er altid ”højere, bredere, længere og dybere” – som netop var temaet for konferencen.
