November-blues

”Mørk er november” skriver Thorkild Bjørnvig i sin smukke højskolesang. Og i år syntes jeg, at november er mere mørk end ellers. Det er svært, meget svært at være vidne til mediestrømmens daglige, nej, – timelige strøm af ufattelige lidelser. Som jeg skriver i første vers af en helt ny salme:

Sejler kloden som Titanic
tankeløs mod undergang,
er vi blevet tonedøve
for planetens svanesang,
orker katastrofetrætte
øjne ikke sorger mer?
Væk os, Gud, med himlens klokker,
så vi ser det, som vi ser.

Med denne bøn – som fortegn – vil jeg på trods forsøge at gennemspille min november-blues.

Bluesblå november

Formiddagssolen krabber sig blidt gennem disen. Himlen skifter fra pastelhvid til sart blå. Træernes strittende tuschstreger har tabt forårspynten, men ikke modet. Se! siger de. Fyld os med dine personlige noder. Og syng! Syng november! Kirken kalder. Møder og studiekredse kalder. Ryk sammen i november. Lyt til foredrag. Læs. Bliv klogere. Gå i dybden. Find dine rødder. Drik af kilden.

Husk, hvad blomsten lærte den lille prins i ørkenen om menneskene:” Vinden fører dem med sig. De har ingen rødder, det er højest ubehageligt for dem.” Huen ned om ørerne. Gå i skoven! I parken. Ud i haven. Se hvilket farveland: 24 karats bladguld for dine fødder. Det er som at gå på ægte tæpper. Stop op.

Fald i staver

Med et enkelt blad i hånden. Lyt til dets historie. Lad det folde sig ud, indtil du i dets årer skimter ansigtet på en af de kære gamle. Afdød, ja – men stadig meget levende og med tanker, der fylder i din rygsæk med en tyngde, der gør hverdagen lettere.

Gå i kirke

Hvorfor ikke også en mandag. Tænd et lys i taknemlighed for dem, Vorherre lod lyse for dig. Og sid så blot stille og tak Gud, at Kristus lyser i mørket. I det udvendige og det indvendige.