Fordybet i Esajas

Om Messiasprofetierne i Herrens tjeners sange.Vi tager som en selvfølge, at Esajas 53 og mange andre profetier i Det Gamle Testamente (GT) beskriver Jesus, hans liv, lidelse og død. Det er ikke nødvendigvis en selvfølge! Esajas beskriver i fire sange en tjenerskikkelse, som gennem tiden har været udsat for meget varierende fortolkninger. De er blevet læst som beskrivelser af Esajas selv, Israels folk, Messias, og som Jesus fra Nazaret.Se min tjener af Henrik Nymann Eriksen udfolder teksterne i lyset af Det Nye Testamente (NT), og fremviser de utroligt smukke tekster i lyset af Jesus. Bogen er et eksempel på, hvor nyttigt det kan være at fordybe sig i få og små afsnit i GT og opleve, hvad teksterne kan fortælle. Det er en overskuelig bog, som fordyber sig i noget af GT’s smukkeste poesi og gruopvækkende profeti.

Se Herrens tjener

Teksterne fortæller om Herrens tjener; hvordan han er udvalgt til en opgave, og man flettes ind i et spil af referencer mellem Esajas, Jesus, Johannes Døberen og de nytestamentlige forfattere, som har set, at Jesus er den ventede Messias, som Esajas profeterede om.
Nymann gennemgår systematisk de fire sange i detaljer og forsøger at hjælpe læseren til en dybere forståelse af teksterne. Han sammenligner afsnit med tekster fra NT og knytter bånd mellem GT og NT. Han ser, hvordan de nytestamentlige forfattere tolker Esajas, og hvordan de ser Jesus som opfyldelsen af profetierne.
Til sidst sluttes af med to appendix. Det ene fremhæver sangenes relevans og sætter temaerne ind i en forståelig kontekst. Det andet er en gennemgang af nogle af de andre og mest tydelige Messias-profetier hos Esajas. Altså en ganske udmærket fordybelsesbog, som ikke er særlig tung. Bogen måtte dog gerne have været foruden de forholdvis mange stavefejl.

Henrik Nymann Eriksen:
Se min tjener
171 sider
175 kr.
Credo