Når livet er hårdt, er håbet en trøst

”Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.”

Med god grund er ovenstående vers fra Johannes’ Åbenbaring et af de mest elskede bibelvers. Løftet om, at Gud en dag vil gøre alting nyt. Hvor alle tårer er væk, hvor der ikke mere skal være død, sorg, skrig eller pine. Med andre ord, det vi vel alle drømmer om. Det er et fantastisk løfte og et fantastisk håb. Men det er ikke altid, at det føles som et fantastisk løfte, når man selv står midt i død, sorg, skrig eller pine.

Man kan undre sig over, hvorfor Gud ikke bare gør det nu. Man kan undre sig over, hvorfor der overhovedet skal være lidelse. Man kan undre sig over, hvorfor kristne risikerer både forfølgelse og død – burde ikke netop kristne beskyttes af Gud og skånes for ulykker? Spørgsmålene er mange. Til gengæld virker svarene nogle gange til at være få. Og lige i denne omgang vil jeg ikke forsøge at begive mig ud i et svar.

Nogle gange må vi også bare lade Gud selv svare. Og et af hans svar er altså, at en dag vil han tørre hver tåre af vores øjne. En dag skal al sorg forsvinde. Al pine. Alle skrig. Selv døden skal forsvinde. Nogle gange er det bedste middel mod modløshed at have et håb, også selvom håbet føles langt væk. Nogle gange føles livet hårdt, fordi livet simpelthen er hårdt. I de tilfælde kan håbet være en god trøst – selvom man nok har mest lyst til, at det skal blive godt nu og ikke først engang.

Løftet viser nemlig noget om, at Gud ikke er ligeglad. Han er fuld af kærlighed, og han ved godt, at livet lige nu ikke er, som vi helst vil, at det skal være. Andre gange skyldes det svære ikke nødvendigvis, at livet er hårdt, men måske i lige så høj grad forkerte forventninger til Gud. I de tilfælde kan man med fordel lade sig undervise af denne simple tilgang, som jeg for nyligt læste et sted:

”Hvis vi primært er optagede af at leve i Guds nærvær, bliver det mindre vigtigt for vores tro, hvad der sker omkring os af både gode og dårlige ting. Så kommer vores liv med Gud nemlig i mindre grad til at handle om, hvad han kan give os, for at vi får det bedre, til i stedet at handle om at leve i hans nærvær uanset, hvad der rammer os.”