Hadet til islam gør kun hadet værre
Det er både nærliggende og forståeligt at lade et terrorangreb som det i Syrien give næring til had og vrede.
Vrede mod det menneske, der gjorde det. Vrede mod den ideologi og den religion, der står bag. Vrede mod islam og muslimer i det hele taget. Og åbenbart – så vidt jeg kan læse på de sociale medier – også vrede mod dem, der støtter Palæstina uden at tage afstand fra Hamas. Vrede på forhånd over en forventet manglende reaktion fra nogle dele af samfundet – særligt NGO’er og venstrefløjspolitikere.
Et terrorangreb som det i Syrien er, udover den selvstændige tragedie, brænde på bålet for dem, der frygter islam. For dem, der ser islam som den helt store ondskab – og det er brænde på bålet blandt kristne, som tænker, at det er herfra den kommende Antikrist måske skal komme. Terrorangrebet bliver allerede godt brugt til at fremme diverse personlige dagsordener og verdenssyn.
Jeg forstår godt frygten for islam. Lige nu ser vi had og ondskab i islams navn flere steder i verden, og vi ser et had mod kristendommen og jødedommen fra mennesker, der bekender sig til islam. Det skal vi selvfølgelig reagere på – både politisk og åndeligt. Men det had, der opstår, bliver hurtigt ens på begge sider. For i virkeligheden handler det nok mere om mennesker og ondskab, end det handler om islam og religion.
General Francos grusomme diktatur i Spanien byggede blandt andet på og blev fastholdt i samarbejde med den katolske kirke i Spanien, Putin bygger en del af sin ideologi på kristendommen og samarbejder med den ortodokse kirke i Rusland, og behøver vi at nævne Hitler, der også forsøgte at begrunde sin ideologi i kristendommen og som samarbejdede med den protestantiske kirke i Tyskland. Tortur, grusomhed og ondskab i kristendommens navn. Ondskaben ligger ikke ret langt væk og skal nok finde sin vej uanset religion.
Der findes tusindvis af søde og venlige muslimer i Danmark, som ikke er i nærheden af at indeholde den ondskab, der ligger bag et terrorangreb, som det vi så i Damaskus. Men hadet og ondskaben ligger ikke ret langt væk i mennesker, og det had, som mange muslimer møder fra andre danskere, hvordan skal de i længden reagere på det? Hadet eskalerer på begge sider i fælles takt. Når du hader mig, så hader jeg dig, og når du hader mig tilbage, så hader jeg dig endnu mere. Og pludselig er der blevet en endnu bedre grund til at hade.
Vores forståelige had til en hadefuld ideologi skaber ironisk nok blot endnu mere had. Både hos dem, der hader, og hos dem, der bliver hadet. Så hvad er konklusionen? Ondskaben findes i verden, det har den altid gjort, og det vil den altid gøre. Vi skal bekæmpe den med alt, hvad vi kan politisk, menneskeligt og åndeligt – men uden selv at kopiere hadet og uden at tro, at ondskaben defineres af en religion.
Hvordan mon eksempelvis menigheden i den kristne kirke i Syrien bedst kommer videre efter det forfærdelige angreb? Med had, bitterhed og indebrændt vrede? Næppe – selvom det på alle måder vil være forståeligt. De har brug for fysisk beskyttelse i kirkerne for at føle sig trygge. De har brug for politisk handling for at skabe forandring, og så har de brug for tro, håb, kærlighed og forbøn for selv at komme videre – og det har vi andre også.
