Krigen i Mellemøsten og Habakkuks bøn

Mange troende ser de onde krige i Mellemøsten og beder stadig om et godt udfald: mere frihed og demokrati, bedre muligheder for at dele evangeliet og en bedre fremtid for mennesker, der har lidt så længe. Vi har jo ikke andre våben end vores bønner og vores håb om, at Gud har kontrol og er i stand til at skabe liv af døde!

I Det Gamle Testamente ser vi en mand, der var bekymret over det onde, han var vidne til, og han tryglede Gud om at gribe ind. Habakkuk tilbad i templet, men han søgte ikke tilflugt i sin retfærdighed og nærhed til Gud. Da han blev vidne til sit eget folks ondskab, blev hans ånd urolig, og han begyndte at råbe til Gud. Habakkuk spurgte, hvor længe han skulle råbe om hjælp, for det virkede, som om Gud var ligeglad med de onde og uretfærdighede handlinger (Habakuk 1,2-4).

Gud svarede og fortalte Habakkuk noget ufatteligt (1,5). Han erklærede, at han ville rejse de mægtige babylonere og bruge dem til at straffe sit eget folks skyld. Habakkuk stillede spørgsmålstegn ved dette og hævdede, at det var umuligt for en hellig og retfærdig Gud at tillade syndige mennesker, der tilbad deres egen magt, at ”opsluge dem, der er mere retfærdige end dem selv” (1,13, NIV). Habakkuk brugte stærke ord for at vise, at han aldrig ville give op, før han fik et svar (2,1-2).

Gud svarede Habakkuk, idet han fordømte dem, der stoler på deres egen magt, mens de spreder frygt og ødelæggelse og tror, at deres styrke gør dem urørlige. Disse menneskers undergang er både sikker og vis, men den retfærdige vil leve ved sin trofasthed! Ud af dette engagement i sin tids virkelighed og efter at have vovet at stille spørgsmål til Gud og søge hans svar, beder Habakkuk den meget stærke forbøn, som vi finder i begyndelsen af kapitel 3:

”Herre, jeg har hørt om dit ry.
Jeg er fuld af ærefrygt for de undere, du udførte.
Gør det igen, Herre.
Vis os snart dine underfulde gerninger.
Men vær barmhjertig midt i din vrede.”
(3,1-2. Fremhævelse tilføjet).

Den korte Habakkuks Bog slutter med en fantastisk sang, der den dag i dag giver mange mennesker håb, når alt synes håbløst:
”Selv om figentræet ikke blomstrer,
vinstokken står uden frugt,
olivenhøsten slår fejl,
markerne ligger øde hen,
fårene er forsvundet fra folden, og stalden er tom,
så vil jeg alligevel glæde mig i Herren
og fryde mig over min Gud og Frelser,
for den Mægtige gør mig stærk.
Han gør mine skridt sikre som gazellens
og giver mig fodfæste på bjergene”
(3,17-18).

Vi kan lære noget værdifuldt af Habakkuk, så vores råb om nåde i tider med vrede må være i overensstemmelse med Guds hjerte:

• Habakkuk blev ikke i sit sikre tilflugtssted, templet, hvor han tilbad og tjente Gud. Da han mødte uretfærdighed og onde mennesker, gik han ud, stillede spørgsmål til Gud og bad om forandring.
Som troende kan vi ikke nøjes med at tænke, at denne verden er for ond at engagere sig i. Et hjerte, der stoler på Herren og følger ham, kan ikke se synd og uretfærdighed uden at blive foruroliget og søge svar og forandring.

• Habakkuk forstod, hvem Gud er: den hellige og retfærdige, som ikke er dobbeltmoralsk eller bruger onde midler for at gennemføre sin gode vilje. Gud dømte dem, der ødelagde andre og udgød blod (2,12). Jesu stærkeste ord var rettet imod hykleriske ledere, der opfordrede folk til at gøre ting, som de selv ikke gjorde (Mattæus 23,1-4ff.).Verden ser på kirken og dem, der hævder, at deres demokratiske principper er baseret på bibelske værdier, for at se, om de lever op til det, de opfordrer andre til at efterleve.

Håbet om demokrati, lighed for alle mennesker og fredelige forandringer er ved at gå tabt, fordi dem, der hævder at tro på disse principper, ikke selv lever op til dem. Verden har brug for at se flere ”Habakkukker”, der forstår de værdier, de opfordrer andre til at følge, og er parate til at stå på mål for dem.

• Habakkuk bad om nåde i en tid, hvor vreden rådede. Han stolede på Guds suveræne magt, ikke på krigsmaskinen og dem, der tror, at deres hænder kan få alt det, de ønsker sig, uanset hvor det er (1,10). Det er vigtigt, at vi lærer af historien (især den nyere historie), at ureguleret magt kan give sejr, men at denne sejr altid efterfølges af mere kaos og forårsager endnu mere smerte. Evangeliet fik ikke en bedre chance i Irak efter 2003:

Nu er de kristne der på randen af udryddelse. De kristnes antal er faldet fra over en million til omkring 250.000 eller mindre i dag. For ikke at nævne den blodige borgerkrig og det kaos (herunder den såkaldte Islamiske Stats kampagne), der fulgte efter ”befrielseskrigen”. Er vi nu ved at gentage den samme fejl?

Habakuks glade sang om håb skyldtes ikke gode erfaringer, men derimod hans tillid til Gud – på trods af den desperate situation.

Vil denne krig i Mellemøsten bringe noget godt?

Personligt tvivler jeg på, at det kan føre til noget godt at love ødelæggelse og skabe frygt eller at sætte sin lid til, at magten vil bane vejen for fremtiden – i stedet for at arbejde for Guds rige ved at modsætte sig uretfærdighed og ondskab. Mellemøsten ligner frontlinjen i et større globalt magtspil, hvor uskyldige menneskers liv ses som ubetydelige, og hvor et regimeskifte her eller der ikke sætter en stopper for den onde cirkel af had og fjendskab, men snarere forstærker den. Alligevel stoler jeg på Guds åbenbaring: Den retfærdige skal leve ved sin tro!

Jeg beder om, at vores bønner og vores håb for fremtiden må være baseret på vores forståelse af Guds suverænitet og retfærdighed, så det kan bringe håb både til vores liv og til verden.