At bære frugt…

I sommer plukkede vi kilovis af forskellige bær i mine svigerforældres have. Grenene bugnede af så meget frugt, at vi umuligt kunne nå at plukke det hele. Min lille niece kom med en håndfuld ribs.

– Se, dem har jeg lavet, sagde hun stolt og pegede på busken.
– Den der har jeg også lavet!
Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hun sagde det.
– Nej ven, det er Gud, som har skabt buskene og bærrene.
Den skulle hun lige tygge lidt på, for hun var sikker på, at det var hende. Derfor klemte jeg det lille frø ud af bærret og satte det på hendes finger.
– Se, når du lægger det lille frø i jorden, så kommer der en stor busk ud af det en dag med mange bær på, forklarede jeg.
– Ligesom den der, sagde hun og pegede på busken, hvorpå hun lagde frøet på jorden og tilføjede.
– Sådan, nu kan der komme en ny!
Med et grin lagde hun et par bærklaser i sin skål og løb ind for at vise, hvad hun havde samlet.

Pludselig hørte jeg min niece og nevø tale sammen. De havde lagt sig i hver sin liggestol på terassen.
– Ved du godt, at det ikke er mig, som har lavet alle bærrene? spurgte hun.
Min nevø, som er jævnaldrende kiggede over på hende.
– Er det ikke?
– Nej, svarede hun og satte sig op.
– Det er Gud! Han har lavet sår’n lille sten indeni, som bliver til busken.
– Nøøj! svarede han.
Vi voksne var nødt til at holde latteren tilbage.
– Faktisk så kan man se Jesus omme bag skyerne, hvis man kigger efter, tilføjede hun.
– Hvor? spurgte min nevø og strakte hals.
– Deroppe, kan du ikke se det? sagde hun, og sådan fortsatte de med at snakke.
Jeg kom til at tænkte på lignelsen om sennepsfrøet fra Bibelen. Det er det mindste frø, og alligevel kommer der et træ ud af det. Jesus sammenlignede frøet med at tro.
Tror vi på Jesu Ord, slår det rod i vore hjerter og bærer mangfoldig frugt.

Lad os tage ved lære af børnene og tro – så sker der mirakler.