Kan kristne støtte krigsforbrydelser?

Nikolaj Hartung Kjærby
Bedegadevej 1
3782 Klemensker

Jeg har længe med stigende undren og bekymring iagttaget, hvordan nogle kristne har en så ensidig og unuanceret opfattelse af, hvad der foregår i Gaza, at det snarere tyder på had til arabere end på kærlighed til jøderne og Israel. Med Pekka Kujalas (PK) læserbrev ”Deltager vores nyhedsudbydere i et nyt jøde-holocaust?” har denne ensidighed nået så groteske højder, at jeg ikke længere kan tie stille.

Jeg vil ikke negligere, at der mange steder i vores samfund findes lige så stor ensidighed i den modsatte retning, for eksempel når mere eller mindre velmenende demonstranter eller festivalgæster agerer nyttige idioter for Hamas ved at råbe: ”From the river to the sea, Palestine will be free”. Men den ene fejl retfærdiggør ikke den anden, og PK gør de danske medier blodig uret, når han antyder, at de ukritisk videreformidler Hamas’ propaganda. Hans egen kildekritik lader i hvert fald meget tilbage at ønske.

Som kristne må vi naturligvis støtte staten Israels ret til at eksistere inden for de grænser, den fik tildelt i 1948, og vi må tage ubetinget afstand fra Hamas’ terrorisme. Uanset hvad man måtte mene om den politik, som skiftende israelske regeringer har ført og fører, er der intet, der kan retfærdiggøre det bestialske angreb, som Hamas udførte den 7. oktober 2023. Men det betyder ikke, at vi ukritisk skal støtte alt, hvad Israels regering og væbnede styrker foretager sig. At kritisere den måde, hvorpå Israel gennem snart 22 måneder har ført krig i Gaza, er ikke en støtteerklæring til det kriminelle Hamas-regime; det er en støtteerklæring til almindelig menneskelig anstændighed.

Jeg har ofte nok fået at vide, at jeg ikke skal stole på, hvad de vestlige medier beretter om situationen i og omkring Israel. Derfor har jeg tegnet abonnement på den engelsksprogede udgave af det israelske nyhedsmedie Ha’aretz, og efter i nogle måneder at have fulgt grundigt med i, hvad Ha’aretz rapporterer, har jeg til min forfærdelse måttet indse, at hvis man kan anklage de vestlige medier for ikke at rapportere objektivt om, hvad der sker i Gaza, så er de snarere for venlige mod Israel end det modsatte.

For eksempel tilføjer DR konsekvent, hver gang de rapporterer om tabstallene i Gaza, at tallene stammer fra de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza og ikke har kunnet verificeres af uafhængige kilder. Hvad DR er så flinke ikke at skrive, er, at der heller ikke er nogen uafhængige kilder, der betvivler tallene; tværtimod er vurderingen, at de rapporterede tal snarere er for lave end for høje. PK skriver ganske vist, at det reelle tal sandsynligvis er et nul mindre, men han angiver ingen kilde til den påstand, der således må antages at være grebet ud af den blå luft.

Modsat de fleste vestlige medier rapporterer Ha’aretz ikke om ”Israel” som en entydig størrelse, men også om de mange interne debatter i israelsk politik. Hvad mange i Vesten for eksempel ikke ved, er, at den nuværende israelske regering er den mest højreorienterede i det demokratiske Israels historie. Der har hele tiden været ekstremistiske stemmer i Israel, som har talt for etnisk udrensning af alle arabere ”from the river to the sea”, men de stemmer har ikke været toneangivende; tværtimod er de blevet aktivt modarbejdet af skiftende regeringer.

Nu står vi imidlertid i en situation, hvor Netanyahu har gjort sig politisk afhængig af to partier, hvis ekstreme synspunkter ikke lader Hamas meget tilbage at sige, nemlig Otzma Yehudit med sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir i spidsen samt Det Nationalreligiøse Zionistparti med finansminister Bezalel Smotrich i spidsen. Smotrich har for eksempel ikke lagt skjul på, at han går ind for en total udryddelse af Gazas indbyggere. Det er vi forhåbentlig alle enige om, at vi som kristne må tage afstand fra!

Men mens stadig flere jødisk-israelske debattører lægger afstand til Netanyahu, og selv tidligere premierminister Ehud Olmert, der selv er en højrefløjs-veteran og i mange år var Ariel Sharons højre hånd, beskylder den nuværende israelske regering for at begå krigsforbrydelser i Gaza, er der altså stadig mange evangeliske kristne i Vesten, der blindt gentager Netanyahus propaganda, og jeg må spørge mig selv hvorfor. Er det mon, fordi man frygter at pådrage sig Guds vrede, hvis man kritiserer Israel?

I så fald må jeg sige, at man har en meget usund og forkvaklet opfattelse af Gud! Selv vil jeg i hvert fald ikke længere tie stille, mens et land, som Danmark er allieret med, systematisk udsulter en civilbefolkning, accepterer at dræbe tusindvis af sagesløse civile for at få ram på en terrorist og lader sine væbnede styrker skyde på ubevæbnede civile, der står i kø for at modtage nødhjælp. Alle disse forbrydelser er veldokumenterede, ikke kun af arabiske, men også af jødiske øjenvidner, og hvis det var et hvilket som helst andet land end Israel, der stod bag, ville ingen kristne forsvare det.

”Uanset, hvad man måtte mene om den politik, som skiftende
israelske regeringer har ført og fører, er der intet, der kan
retfærdiggøre det bestialske angreb, som Hamas udførte
den 7. oktober 2023. Men det betyder ikke, at vi ukritisk
skal støtte alt, hvad Israels regering og væbnede styrker foretager sig.”

– Nikolaj Hartung Kjærby

Skal vi kristne da ikke støtte Israel? Jo, det skal vi. Men vi har ingen forpligtelse til at støtte Israels til enhver tid værende leder – i så fald skulle vi også have støttet kong Akab, kong Manasse og kong Herodes.