Lad os tage det bedste fra hinanden – og fra Gud
På et tidspunkt i løbet af sommeren hørte jeg en tale, som jeg vil være så frisk at tillade mig at kalde ret dårlig. Et af talens hovedbudskaber var, at man ikke kan stole på mennesker og menneskers hjerter, derfor skal man som udgangspunkt helt holde sig fra at lytte til, om Gud evt. har noget at sige direkte til mig. Det eneste sted, man skal gå hen for at lytte til Gud, er i Guds ord, Bibelen.
Det var tydeligt, at personen, der holdt talen, havde mange erfaringer med mennesker, der mente at have hørt noget fra Gud, som de mente, de skulle dele med andre. Budskaber, der havde negative konsekvenser og ofte var grebet helt ud af det blå. Det er i sagens natur ikke en god vej at gå, men det er en yderst ærgerlig konsekvens, hvis man på grund af menneskers fejl lukker helt af for Guds gaver.
Vi har i de foregående 2.000 år levet i en tid, hvor vi faktisk kan forvente, at Gud taler til os gennem drømme, syn, profetier, bønnesvar osv. Det er en tid, der er profeteret om i det Gamle Testamente, og det er en tid, vi får bekræftet i det Nye Testamente fra det øjeblik, Helligånden kom til jorden. Det er en gave, Gud har givet os, som han ønsker, vi skal bruge. Gud ønsker ikke, at vi skal grave hans gaver, eller for den sags skyld vores egne talenter, ned af frygt for at komme galt af sted.
Han ønsker, at vi skal bruge de talenter og gaver, han har givet os. Det er en del af Guds natur at glæde sig over liv, over ting, der gror og vokser. Det er en del af Guds natur at glæde sig over vækst. Han elsker at se naturen gro. Han elsker, når vi får ting til at vokse og lykkes. Han elsker, når vi selv vokser. Han elsker, når vi skaber ting. Han elsker, når vi giver gaver, som får andre til at vokse eller lykkes. Det er simpelthen en del af Guds natur at glæde sig over liv og vækst.
Jeg er ikke i tvivl om, at Gud er fuld af forståelse og omsorg for det menneske, som har haft dårlige oplevelser med mennesker, der har været lidt for friske med at sprede om sig med tvivlsomme profetier og budskaber fra Gud. Lige så glad, Gud bliver, når vi bruger hans gaver, lige så ondt, tror jeg, det gør, når vi misbruger dem. Det kan man virkelig slå sig på og i nogle tilfælde endda gå i stykker på, og det er helt forståeligt, hvis man af den grund holder sig væk fra den slags.
Når det for mig giver rigtig meget mening at have fælleskirkeligt arbejde, som fx en fælleskirkelig avis, så hænger det blandt andet sammen med, at vi i det fælleskirkelige kan hjælpe hinanden med en sund balance. Så fx frygten for usund åndelighed ikke får os til at lukke helt af for det åndelige, eller så begejstringen for det åndelige ikke får os til helt at glemme vigtigheden af al den undervisning, der ligger i Bibelen.
Rugbrød er sundere end flødeskum, som man metaforisk siger i nogle kirkelige kredse, hvilket er fuldstændig korrekt, men jeg er sikker på, at Gud både elsker rugbrød og flødeskum. Hvis man har fået en god rugbrødsmad med fransk leverpostej og en frisk dansk agurk, så er det altså virkelig også lækkert med en god flødeskumskage senere på dagen. I det fælleskirkelige kan vi hjælpe hinanden med at se, når noget er blevet usundt, og vi kan hjælpe hinanden ved at dele de ting, vi hver især er gode til.
