IPSICC

Læs ikke videre…

Af Allan Wiinberg.

Nå, det gjorde du så alligvel. Der stod ellers, du ikke skulle, så hvorfor gjorde du det?

Jo, det gjorde du, fordi det er dét, vi mennesker gør! Vi véd, at der er ting, som vi ikke må gøre, og ting, vi ikke burde gøre, men alligvel gør vi det. Prøv at sig til et barn: “Spis ikke det chokolade.” Og prøv så at gå… Så er der gode chancer for, at barnet spiser chokoladen på et tidspunkt. Paulus sætter ord på det i Romerbrevet 7,19: “Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Sådan siger Paulus om sig selv. Det viser os, at ingen er perfekte. At vi fejler, er ikke en undskyldning for at gøre, hvad vi vil. Det er ikke et fripas til at lade stå til eller en billet til med vilje at begå fejl mod sig selv eller andre. Måske du selv kender til, at man har besluttet sig for, at man vil begynde at spise sundere. Man formår at fylde kosten med grøntsager og gode intentioner. Alligevel står man på et tidspunkt med en kiks i hånden. Det var jo bare én kiks. Så er det vel okay?

Og selvom her kun er tale om en kiks, så er det billedet på vores egen retfærdiggørelse. Det er okay, for det var bare en kiks. Og sådan bliver vi ved: Det er okay, fordi… Det er en påmindelse om, at vi har brug for tilgivelse og frelse. For vi VIL fejle. Vi har brug for Jesus. Jesus er vores redning. Han bærer alt det, vi ikke selv kan bære. Han tog den store skyld, så vi kan få tilgivelsen. Så når vi falder – og det gør vi – så handler det ikke om at slå sig selv oven i hovedet, men om at tage imod nåden. Og vide, at man har brug for den.

“Min nåde er dig nok, for min magt udøves i magtesløshed.” (2. Korintherbrev 12,9) Du læste videre på denne klumme, selv om der stod du ikke skulle. Men ved du hvad? Det gør ikke noget. For vi er alle i samme båd: som mennesker, der fejler. Mennesker, der netop har brug for Jesus.