”Forfulgte kristne kan lære os mere, end vi kan lære dem”

”Vidnesbyrdene fra den forfulgte kirke rører altid noget dybt i mig, det er svært at beskrive den fascination, som jeg oplever. Fascination er ikke engang et ord, der er stærkt nok. Når et menneske er villigt til at dø for troen på Jesus, har Guds Ånd berørt og forvandlet ham eller hende.”

Sådan siger Jens Kristian Lund Jensen, der er generalsekretær i Open Doors Danmark. For Jens Kristian har det aldrig været et spørgsmål, om han er villig til at give sit liv for Jesus. Men hvordan han vil reagere, hvis han står i en sådan situation en dag – og det er umuligt at vide på forhånd, siger han. Han refererer til disciplen Peter i Bibelen, som tre gange sagde til Jesus, at han ville følge ham, uanset hvorhen. Men inden hanen galede to gange, havde Peter i stedet forrådt Jesus tre gange.

56-årige Jens Kristian voksede op i troen på Jesus. Familien boede på landet i det lille vestjyske lokalsamfund Nørre Vium. Der blev holdt kristne teltmøder på marken, hvor alle familiemedlemmer hjalp til. Naboer, genboer og andre i nærområdet blev inviteret til at komme til teltmøde og høre evangeliet. Især Jens Kristians far var meget frimodig og delte sin tro med mange, – så meget, at nogle af naboerne gav udtryk for, at det var lige i overkanten.

Han døde for mange år siden, men var en stor inspiration for Jens Kristian. ”Min far havde et inderligt liv med Jesus. Jeg fandt ham ofte i stalden eller på kontoret knælende og bedende til Jesus. Med tiden vænnede jeg mig til at finde ham på den måde. Han havde også skriftsteder hængt op i stalden – sikkert fordi han havde brug for at blive mindet om sandhederne, som stod der. For min far var bøn og samtale med Gud en helt naturlig ting i hverdagen.”

Vejen ind i Open Doors

Efter færdiggjort læreruddannelse blev Jens Kristian, som 31-årig kaldet af Luthersk Mission som pionérmissionær i København. Sammen med frivillige deltog han i natevangelisation i centrum af København, var daglig leder af et værested ved Nørreport og var med til at starte kristne børneklubber op – bl.a. en for muslimske børn i Rødovre. Senere arbejdede han nogle år som folkeskolelærer, friskolelærer og skoleleder, inden han for tre år siden blev ansat som generalsekretær i Open Doors i Danmark.

Sammen med sin hustru Bebbe, som han har været gift med i 34 år, er han i skrivende stund bosat i familiens sommerhus i Odder, mens den lejlighed i Aarhus, som ægteparret skal bo i, bliver helt færdig. Ægteparrets tre voksne børn bor alle i Aarhus. Jens Kristian havde lige fået en stilling som pædagogisk afdelingsleder på en stor privatskole, da jobopslaget fra Open Doors kom op for lidt over tre år siden.

Han troede ikke rigtig på, at han ville komme i betragtning hos Open Doors. Han tænkte, at man med al sandsynlighed ville gå efter en generalsekretær, som var uddannet teolog. Så han var glad og overrasket, da han blev indkaldt til første samtalerunde i august 2022. Der var i alt fem samtalerunder.

”Den sidste samtale var med Open Doors CEO, den overordnede leder af Open Doors på verdensplan. Han spurgte ind til forskellige ting, også til mit bønsliv. Open Doors er en bevægelse, som i høj grad er båret af bøn. Sidste uge på et online ledermøde på en times tid blev der f.eks. bedt fire gange. Alt, hvad vi står med af glæder og udfordringer, bliver adresseret til vores himmelske far.”

Den forfulgte kirke

Det skriftsted, som igen og igen bliver citeret i Open Doors, er: Når en del af legemet lider, så lider hele legemet. For Jens Kristian blev der sat krop på den sandhed, da han for nogle år siden var med Open Doors i Nigeria. Besøget i en nigeriansk flygtningelejr gjorde et stærkt indtryk på ham. Teamet fra Open Doors havde opmuntret nigerianerne med Guds Ord, men der var stadig en trykket stemning, fordi disse mennesker var jaget på flugt fra deres hjem på grund af deres kristne tro.

”Men da vi begyndte at synge en lovsang på hausa, skiftede stemningen. De 4.000 flygtninge dansede, sang og priste Jesus, og vi oplevede, at tilbedelsen løste op for nedtryktheden.” De oplevelser, som Jens Kristian fik i Nigeria, talte han efterfølgende meget om, fordi de var ret voldsomme. Han troede, at han havde bearbejdet oplevelserne, men da han nogle år senere så en video med lignende fortællinger, brast han i gråd.

Videoen mindede ham om de mennesker og livshistorier, som han havde mødt flere år tidligere. Han blev meget overvældet og overrasket over sin egen reaktion, der poppede op så længe efter. Han tænker ikke, der er tale om sekundær traumatisering, men det er alligevel et godt eksempel på, hvor stærke oplevelserne kan være. Sekundær traumatisering er generelt en risiko, som han er meget opmærksom på i forhold til sine medarbejdere.

Sekundær traumatisering er, når man udvikler stresssymptomer eller endda symptomer på posttraumatisk stresslidelse (PTSD) efter gentagne gange at være blevet udsat for andres traumatiske oplevelser. Når man konstant hører om eller behandler traumer, kan det opstå. Hvis man gentagne gange ser billeder eller videoer eller hører lydoptagelser af traumatiske hændelser, kan det også udløse sekundær traumatisering.

Jens Kristian berøres fortsat, når han ser den specifikke video. Derfor gør han som oftest det, når han viser videoen til andre, at han kigger væk, mens den afspilles. Det gør han for at bevare sin følelsesmæssige balance.

”Jeg vil ikke risikere at virke manipulerende, fordi jeg berøres eller græder efter videoen, selvom følelserne er autentiske. Når kristne er villige til at dø for troen på Jesus, så har Guds Ånd rørt ved og forvandlet det menneske. Som kristne i vesten og i Danmark, hvor vi ikke er forfulgte, kan vi lære meget af vores søstre og brødre, der oplever det. Vi kan lære mere af dem, end de kan lære af os ift. den afhængighed af Gud og den udholdenhed i troen, som vi ser.”

Bøn er en kerneværdi

”Jeg har arbejdet på kristne arbejdspladser før, men jeg har aldrig oplevet, at bøn var en så integreret del af hverdagen, som den er her. Vi kan godt finde på at spørge hinanden, må jeg lægge hænderne på dig og bede for dig.” Det er en tryghed for medarbejderne i Open Doors, at de kan bede til Jesus. Bøn er en måde både åndeligt og psykologisk at lægge bekymringerne væk på og også tanker, som kommer i forlængelse af de voldsomme vidnesbyrd.

Medarbejderne beder sammen på arbejdspladsen hver dag omkring et kvarters tid. De prioriterer fast og fortsat bøn for den forfulgte kirke.
Bedeemner og bønnesvar er tilgængelige for alle medarbejdere på deres interne system. Der kommer også information og opfølgning i løbet af dagen, på hvad der sker rundt om i verden.
”Vi oplever mange svar på bøn, og der er også mange ting, vi ikke umiddelbart får svar på,” siger Jens Kristian. Forespurgt om, hvordan bøn fylder i hans eget personlige liv, svarer han: “Hver morgen lige efter morgenmaden bruger jeg tid med Jesus, for mig er dagen begyndt på den rigtige måde, når jeg gør det.”

Fokus på næste generation

Som så mange andre organisationer er Open Doors også nødt til at have fokus på de yngre generationer. Mange af de faste og solide støtter er oppe i årene nu, så der er brug for at involvere de yngre generationer i arbejdet for at sikre organisationens fortsatte eksistens. ”Hvis vi ikke appellerer til de unge og unge familier, så de også engageres i arbejdet for forfulgte kristne, vil Open Doors måske ikke eksistere om 20 år.”

Derfor er to medarbejdere ansat i Danmark, hvis primære formål er at møde den unge generation. Det var der ikke for et par år siden. Der bliver sat ind på, at unge får hjerte for den forfulgte kirke på forskellige niveauer og måder. Flere og flere unge siger f.eks. ja til at modtage en sms fra Open Doors med forbøns-ønsker. ”Noget af det, som vi også gør, er, at nogle af de unge, som har rejst med Open Doors og har mødt forfulgte kristne, tager med til arrangementer for unge kristne og deler deres passion for at hjælpe de forfulgte,” siger Jens Kristian.

Flyttetid

Privat har Jens Kristian og hans kone været er en del af Silkeborg Oasekirke, men de har besluttet sig for at prioritere at finde en lokal kirke i Aarhus at komme i. Hvilken kirke er endnu uvist.
Arbejdsmæssigt har der også været flyttetid, idet Open Doors for ganske nylig er flyttet fra sin tidligere adresse i Aarhus til det nye byggeri ved Menighedsfakultetet i det nordlige Aarhus. ”Jeg håber, der kommer en ny vækkelsestid i Danmark, men måske ved vi det først bagefter. Det virker, som om Guds Ånd har vakt en del mennesker i Danmark de seneste par år,” slutter Jens Kristian med et varmt smil.