Hvorfor bør kristne forholde sig til politik?

Når man spørger kristne, hvorfor de ofte holder sig tilbage fra at blande sig i politik, får man tit mange forskellige svar. Nogle frygter, at kirken mister sit fokus på evangeliet, hvis den bliver for politisk, og at det åndelige budskab drukner i partipolitiske kampe. Andre peger på historien, hvor kirken ofte har været forbundet med magtmisbrug og undertrykkelse, og derfor ser man politik som noget, der let ødelægger troen. Mange ønsker også at bevare fred og enhed i menigheden, fordi politik kan skabe splid.

Frygten er forståelig, men spørgsmålet er, om tavshed er et bibelsk svar. Når man læser Det Nye Testamente, er det tydeligt, at Jesus ikke kaldte sine disciple til at trække sig væk fra verden og heller ikke at igangsætte en revolution. Han sagde: “I er jordens salt … I er verdens lys” (Matt 5,13-14). Salt har kun værdi, når det blandes med maden, og lys har kun værdi, når det sættes frem i mørket. Med andre ord kan vi konkludere, at en kristen tro, der holder sig uden for samfundets virkelighed, mister sin kraft.

Politik som omsorg for næsten

Ofte bliver politik fremstillet som et teknisk spil om økonomi, regler og forhandlinger. Men i sin grundform handler politik om mennesker. Det handler om, hvordan vi behandler de svageste: de fattige, de syge, børnene, de ældre, flygtningene og de udsatte. Det handler også om, hvordan vi forvalter det, som Gud har givet os i sit skaberværk. Bibelen er fuld af formaninger om retfærdighed og omsorg:

“Lær at gøre det gode, søg det, der er ret! Hjælp den undertrykte, vær dommer for den faderløse, før enkers sag!” (Es 1,17). Her ser vi, at retfærdighed og barmhjertighed ikke blot er tomme idealer, men konkrete krav til, hvordan vi indretter et samfund. Når der i dag træffes politiske beslutninger om socialpolitik, om integration, om sundhed eller om klima, så berører det netop de grupper, Bibelen kalder os til at tage vare på. Derfor kan vi som kristne ikke sige, at politik er neutralt eller irrelevant.

Forbøn og ansvar

Paulus formaner de kristne til at bede for konger og alle i ledende stillinger, “for at vi kan leve et roligt og fredeligt liv” (1 Tim 2,2). Bøn er altså det første skridt i kristent engagement i politik.
Men forbøn må ikke blive en undskyldning for passivitet. Når vi beder for vores ledere, må vi også selv være villige til at tage ansvar, bruge vores stemme og deltage i samfundsdebatten. I et demokrati har vi en frihed, som de første kristne aldrig kunne drømme om: vi kan stemme, organisere os, stille op til valg og argumentere frit. Netop derfor hviler der et særligt ansvar på os for at bruge de muligheder, Gud har givet.

Paulus formaner de kristne
til at bede for konger
og alle i ledende stillinger,
“for at vi kan leve et roligt
og fredeligt liv” (1 Tim 2,2).
Bøn er altså det første skridt
i kristent engagement i politik.

Men forbøn må ikke blive
en undskyldning for passivitet.
Når vi beder for vores ledere,
må vi også selv være villige til
at tage ansvar, bruge vores stemme
og deltage i samfundsdebatten.

Romerbrevet 13 og ApG 5,29

To vigtige skriftsteder i denne sammenhæng er Romerbrevet 13,1 og Apostlenes Gerninger 5,29. Paulus skrev: “Enhver skal underordne sig de myndigheder, han har over sig. For der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, der findes, er indsat af Gud.” (Rom 13,1). Brevet blev skrevet til de kristne i Rom, som levede under et kejserdømme, der ofte forfulgte dem. Alligevel opfordrede Paulus til respekt for myndighederne. Grunden var, at Gud er suveræn: selv de ufuldkomne magter eksisterede kun, fordi han tillod det.

Men i Apostlenes Gerninger 5,29 står der: “Man bør adlyde Gud mere end mennesker.” Peter og apostlene nægtede at følge Rådets forbud mod at prædike evangeliet. Lige her bliver grænsen tydelig: lydighed mod staten ophører, når staten kræver ulydighed mod Gud. De to vers står ikke i modsætning, men i spænding. Man kan sige: Romerbrevet 13 fortæller os, hvornår vi skal adlyde mennesker – Apostlenes Gerninger 5 fortæller os, hvornår vi ikke skal.

Historiske eksempler

Kirkehistorien rummer mange eksempler på, at kristne har måttet navigere i denne spænding.

• Daniel nægtede at stoppe sin bøn, selvom det kostede ham en tur i løvekulen (Dan 6).

• De første kristne nægtede at tilbede kejseren som gud, og tusinder blev martyrer.

• Reformatorerne tog stilling mod en kirkelig og politisk magt, der misbrugte evangeliet.

• I nyere tid stod Dietrich Bonhoeffer og den bekendende kirke i Tyskland op mod nazismen, fordi lydighed mod Gud krævede ulydighed mod staten. Alle disse eksempler viser, at kristen lydighed aldrig er blind, men forankret i en højere trofasthed mod Gud. Det er utroligt vigtigt, at vi ikke glemmer dette.

Dobbelt borgerskab

Som kristne har vi et dobbelt borgerskab. På den ene side er vi borgere i Danmark, og vi har forpligtelser over for vores land og samfund. På den anden side er vi borgere i himlen: “Vort borgerskab er i himlene” (Fil 3,20). Det betyder, at vi kan engagere os i politik uden at lægge hele vores håb i partier eller systemer. Denne dobbelthed giver både frihed og ansvar. Vi kan sige nej til at lade politik blive vores endelige håb, men vi kan samtidig sige ja til at engagere os helhjertet, fordi vi ved, at vores virkelige håb ligger i Guds rige.

Eksempler i en dansk kontekst

Hvordan ser det ud i Danmark i dag?

• Klimaet: Spørgsmålet om, hvordan vi forvalter skaberværket, er dybt teologisk. At ignorere klimaforandringerne er i realiteten at ignorere Guds bud om at dyrke og vogte jorden (1 Mos 2,15).

• Social ulighed: Jesus identificerede sig med de mindste: “Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig” (Matt 25,40). Det udfordrer os i forhold til fattigdom, hjemløshed og marginalisering og i forsøget på at finde nogle gode løsninger.

• Religionsfrihed: Kristne i Danmark har stor frihed, men vi bør være på vagt over for tendenser, der begrænser trosudfoldelse. Her gælder det om at være vågne og stå fast.

• Flygtninge: Bibelen er tydelig i, at vi er kaldet til at elske og har et særligt ansvar for flygtninge og fremmede. Derfor bør vi spørge os selv, hvad vi tænker, og hvad jeg kan gøre for at hjælpe der, hvor der er brug for mig.

En kritisk, men konstruktiv stemme

At engagere sig som kristen betyder ikke at finde ét “kristent parti”. Bibelen giver os værdier, ikke partiprogrammer. Vi skal ikke gøre kirken til en politisk aktør, men vi skal være en kritisk, kærlig og konstruktiv stemme i samfundet. Kristne bør være kendt som dem, der ikke søger magt for magtens skyld, men som altid taler for sandhed, retfærdighed og næstekærlighed. Vi kan være uenige om løsningerne, men vi kan ikke være neutrale over for de spørgsmål, som berører menneskers liv og værdighed.

Konklusion

Hvorfor bør kristne forholde sig til politik? Fordi politik dybest set handler om mennesker – og Gud kalder os til at elske næsten og søge retfærdighed. Fordi vi lever i spændingsfeltet mellem lydighed mod staten og troskab mod Gud, og det kræver visdom, mod og bøn. Og fordi vi har et dobbelt borgerskab: vi er borgere i Danmark, men først og fremmest borgere i Guds rige. At blande sig i politik betyder ikke, at kirken skal blive et parti.

Det betyder, at vi må være til stede, være lys og salt, og bruge vores stemme til at pege på sandhed og håb. Hvis vi tier, overlader vi ansvaret til andre. Hvis vi taler, kan vi – i kærlighed og ydmyghed – pege på en retfærdighed, der er større end noget politisk system, og et håb, der rækker ud over alle menneskelige projekter.