Bare som vi plejer…ikk’?

Før sommerferien sad vi herhjemme og evaluerede vores bibelkreds. Vi overvejede at lave en fast mødeskabelon, så medlemmerne på skift kunne lede gruppens møder og så bare følge den faste skabelon omkring indhold og rækkefølge. På den måde ville ejerskabet kunne spredes ud, mens strukturen (og kontrollen?) var sikret.

Vi stoppede midt i samtalen og var faktisk lidt forargede på os selv. Jesus gjorde jo kun sjældent, det som man (og han) plejede, og hver gang tilskuerne troede, de havde regnet Jesu metode for fx helbredelse ud, skiftede han metode… en blev tilgivet, en blev uddrevet, en fik bare et ord, en fik spyt og mudder i øjnene, en rørte bare hans kappe o.s.v. men de blev alle helbredt. Jesus tjente i tæt samarbejde med sin FAR og under tæt vejledning af Helligånden…

Altid specifikt ud fra præcis det menneske eller den by eller den forsamling, der havde Jesu opmærksomhed… Vi mennesker vil så gerne have faste regler, skemaer, fremgangsmåder mm. Men mon ikke vi risikerer at tabe vores dybe afhængighed af netop vores FARs vilje og Åndens ledelse, når vi bare gør, som vi plejer? Forleden dag var jeg ude af gå en tur med et familiemedlem, der kæmper med alzheimers demens og desværre alt for hurtigt mister både orienteringsevne og sine basale funktioner.

Det sker ofte, at jeg bliver nødt til at stoppe hende og med en kærlig korrigering hjælpe hendes forehavende til at lykkes. Hver gang kigger hun først lidt forundret på mig, før hun som oftest accepterer min indblanding. Vi havde to hunde med på traveturen, og selvfølgelig bliver vores hundes efterladenskaber behørigt samlet op og puttet i poser. Denne tur blev dog en meget langsommelig tur på stierne, for hende, jeg fulgtes med, insisterede på at samle ALLE hundes efterladenskaber op og putte dem i poserne.

Jeg prøvede at afbryde den ide igen med kærlig korrektion, men det kunne jeg godt have sparet mig. “Hvorfor skulle vi dog IKKE samle dem op?” spurgte hun, dybt forundret over min uvilje. Jeg syntes, jeg havde gode argumenter, med at det jo ikke var vores hunde, der havde lagt dem, at man kun har pligt til opsamling efter egne hunde, og jeg prøvede ovenikøbet med “At det plejer man ikke”.

Jeg så i hendes øjne, at mine argumenter lød tomme og hule, og dette blev bekræftet af hendes mange gode modargumenter for, hvorfor vi absolut SKULLE samle dem op. Argumenter, der var fyldt med omsorg for vores næste. Det blev en lang tur…, for når nu vi var i gang, kunne vi jo også tage cigaretskod, plastikaffald, en tom dåse mm. med i poserne. Det blev IKKE, som vi plejer, og jeg var ikke i min bedste komfortzone, men det gav en sær god følelse indeni…

Jeg turde næsten ikke… tør du? En lille sjov slutning var, at vores tur skulle have været gennem en fårefold, men vi nåede kun få meter (og 8 fårelorte i pose), før jeg resolut fandt en ny rute…. Der MÅ være en kant.