Er du mæt?

De fleste på vore breddegrader har aldrig prøvet at lide sult. Det har jeg heller ikke selv, og det er jeg taknemmelig for. Men fra andres erindringer ved jeg, at det er en oplevelse, som påvirker personligheden dybt.
Den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen beskriver sine erfaringer med sult i bogen “Farlig tomandsfærd” om Alabama-ekspeditionens forlis i Nordøstgrønland. Sammen med sin makker, Iver Iversen, vandrede han mange dage over isen uden adgang til mad. De led så stærkt af sult, at de fik hallucinationer af mad. De nåede et punkt, hvor ingen af dem ville bære geværet og gå bagved den anden. De mærkede fristelsen til at skyde den anden for at kunne spise sig mæt. Sulten havde ført dem ud på grænsen mellem liv og død.
Det lykkedes dem at modstå fristelsen, og de nåede til sidst en hytte med mad. De måtte vente på undsætning i to år, men de overlevede. Erindringsbogen om deres færd over isen er med rette blevet en klassiker. Er du mæt? Det kan de fleste i vores del af verden svare ja til hver dag. Samtidigt kan vi mærke en sult, som mange i vores sekulære samfund erfarer, men savner sproget for. Det er en åndelig sult, en længsel efter mening og kærlighed, som er større end os selv. Et sted, min sjæl kan læne sig ind og opad, når jeg selv kommer til kort.
Den sult sætter Bibelen ord på mange steder, hvor der tales om at blive mættet hos Gud. Bibelen tager afsæt i, at ethvert menneske er skabt i Guds billede og bærer på en sult i hjertet efter at høre til hos Gud. En sult og en længsel i din sjæl, som intet menneske kan opfylde. I salmernes bog er det både et løfte og en bøn at blive mættet hos Gud. “Mæt os om morgenen med din godhed”, beder Moses i Salme 90. Heri ligger en dyb åndelige indsigt; vi løber alle tør for godhed, men den, der begynder sin dag med at mættes hos Gud, skader ikke så let sig selv og andre med sin åndelige sult.
Vores længsel efter mening og kærlighed kan drive os ud i usunde romantiske forhold, karriereræs eller forventninger til vores nærmeste, som ingen kan leve op til. Jeg tror, det er grunden til, at vi ofte mærker det intuitivt, når vi er sammen med mennesker, som har lært at blive mætte i Guds kærlighed. De giver mere, end de tager. “Jeg mættes ved synet af dig, når jeg vågner”, skriver salmisten. Lad os begynde dagen med bøn til Gud, der alene kan mætte os. At være en åndelig mæt ægtefælle, forælder, ven og kollega er det bedste, vi kan give til hinanden.
God appetit!