Naser har en særlig tjeneste for farsitalende i Danmark

Når Naser skal beskrive sin tjeneste i kirken, siger han: ”Jeg har en hyrdetjeneste med omsorg for hele gruppen og for den enkeltes trivsel i gruppen. Jeg har også et kald fra Gud til at forkynde hans ord. Når jeg siger, at jeg er forkynder, er det, fordi jeg skelner mellem forkyndelse og undervisning. Forkyndelse handler om, at Gud lægger et budskab på hjertet, som rammer ind i menneskers hjerter, mens undervisning handler mere om vers for vers at forstå Bibelen.”

Allerede tre år efter Naser kom til tro på Jesus, vidste han i sit hjerte, at Gud havde kaldet ham til at være præst. Det var en viden, som han holdt for sig selv, og der var ingen, som vidste det. En dag ved tandlægen blev han derfor noget overrasket, da tandlægen spurgte ham, om han var præst. For ham blev denne oplevelse en af mange bekræftelser på præstekaldet.

Han fik også opringninger og beskeder fra sit netværk fra nogle, som havde drømt, at han var kaldet til tjeneste. Dengang troede han, at han ville blive præst i en frikirke, fordi han vidste, at det krævede et langt teologistudie at blive præst i Folkekirken. Naser koncentrerede sig om at fuldføre de arbejdsopgaver, som han fornemmede, at Gud lagde tilrette for ham.

Han vidste, at hvis Gud havde kaldet ham som præst, ville Gud også selv åbne dørene for ham. Men Gud havde andre planer. Naser fik mulighed for at tage et to-årigt teologiforløb med seks måneders uddannelse ved Pastoralseminariet i Aarhus, hvilket kvalificerede ham til at blive præst i den danske folkekirke.

”Jeg troede ikke på, at jeg ville bestå eksamen, men Gud var mig nådig og lod mig bestå eksamen. Det var i december 2022. Jeg blev ansat i Christianskirken i 2024. Jeg er med til, sammen med andre gode præster, at give farsitalende en følelse af at høre til i den danske folkekirke,” siger Naser med lys i øjnene og et taknemmeligt smil.

Blev kristen

Det var i 2002 i en aarhusiansk frikirke, at Naser tog det forbudte spring at konvertere til kristendommen og blive døbt til at tilhøre Jesus Kristus. For ham var det en fem-årig proces, hvor han jævnligt kom i kirken og hørte forkyndelsen. Inden da havde han i en årrække drypvist studeret Bibelen for at finde ud af, hvad den indeholdt.

Det var usikkerhed på fremtiden, som i 1997 fik Naser til at opsøge den kristne kirke i håbet om at finde svarene der.

”Usikkerheden var en gave fra Gud, som fik mig til at kigge opad og søge ham. Der er ikke så megen social kontrol over for muslimer, som er rejst til et andet land. Hvis jeg havde boet i Iran, havde det nok været en længere proces for mig. Først i løbet af 2002 forstod jeg, hvordan det er med frelsen, idet ordene i prædikenerne ramte mig og overbeviste mig. Så jeg kalder mig kristen fra 2002. Min iranske kone, som jeg mødte her i Danmark, blev efterfølgende også kristen.”

Eftertænksom og ydmyg

Naser fortæller om sig selv, at han generelt godt kan have det sådan, at han tænker meget over, hvad han siger. I andre interviews er Naser blevet beskrevet som en ydmyg mand, hvilket jeg adresserer og beder om uddybning.

”Ydmyg og ydmyg,” siger han og fortsætter: ”Ja, man kender jo sig selv og sine fejl og sine synder. Ydmygheden er en erkendelse, som ikke kommer fra mig selv. Den er kommet, fordi jeg ved, hvor langt væk vi som mennesker kan være fra Gud.”

Da Peter i Bibelen så den kæmpe fiskefangst, som Jesus gav dem, kastede han sig ned for Jesus og sagde ”vig fra mig Herre, for jeg er ikke værdig”. Det er nogenlunde sådan, Naser også har det. Efter han blev kristen og blev døbt, mindede Gud ham om ting, som han havde sagt og gjort, der var forkerte.

Selvom Naser, der har boet i Danmark i 41 år, ikke var praktiserende muslim, undrede flere af hans venner og bekendte sig over, at han begyndte at komme i en Frikirke. Det faldt ham naturligt at dele sin tro med dem, og forklare dem, hvad synd er, og at den adskiller os fra Gud. I sin omgangskreds har han generelt mødt respekt for beslutningen om at konvertere.

En farsitalende menighed bliver til

I 2015 begyndte han at komme i Christianskirken i Aarhus, som er en del af den danske folkekirke. Den daværende menighedsrådsformand opfordrede Naser og hans farsitalende ven til at starte en farsitalende menighed. Det gjorde de. I løbet af et par måneder var der 15 farsitalende kristne i gruppen.

I begyndelsen var det Naser, som holdt andagt, når de mødtes. Med tiden kom der flere modne kristne i gruppen, som også prædikerede. I dag er den farsitalende menighed i Christianskirken på omkring 40-45 medlemmer. Han fortæller, at den danske folkekirke har gjort et stort og godt arbejde for at møde herboende iranere og afghanere.

Der er blevet investeret økonomisk for eksempel på nytårsfejring for iranere, sådan som de kender det fra Iran. Og den åbenhed og gæstfrihed husker man som iraner. Nasers bedste råd til farsitalende kristne, som bor her i landet, er, at man skal lade være med at vende Gud ryggen, selvom man er blevet skuffet over Gudsbilledet i Iran.

”Det er vigtigt at være opsøgende
og nærværende overfor fremmede,
også selv om der er en sprogbarriere.
Som etnisk dansker er man i
sit hjemland, og man kan med fordel
opsøge fremmedsprogede.
Man kan give dem hånden.
Det at hilse på en anden ved
at give hånd er et tegn på accept.”

At man skal prøve den ægte vare, som der står om i Bibelen, fordi Gud er vores far, og en rigtig, rigtig god far. Det er ofte ikke sådan, han er blevet fremstillet. Derfor er det endnu mere væsentligt at prøve at komme i kirke. “Særligt Folkekirken er meget rummelig,” siger Naser, som fortsætter: ”Fordi der er et øget tilsyn med præster, er der mindre risiko for at en præst bliver manipulerende.”

”Desværre kan Iranere både have fået dårlige oplevelser i hjemlandet og her i Danmark. Der er nogle, som har fået dårlige oplevelser her i Danmark. Vi skal ikke måle kristendommen ud fra det billede, som nogle kristne har givet os af Gud. Vi skal måle kristendommen ud fra det, der står i Bibelen,” siger Naser.

At give hånd er tegn på accept

Hvad er dit bedste råd til etniske danskere, som ønsker at møde og byde iranere velkommen her i Danmark?

”Det er vigtigt at være opsøgende og nærværende overfor fremmede, også selv om der er en sprogbarriere. Som etnisk dansker er man i sit hjemland, og man kan med fordel opsøge fremmedsprogede. Man kan give dem hånden. Det at hilse på en anden ved at give hånd er et tegn på accept. Man skal ikke være bange for sprogbarrieren og lade sig begrænse af den. Det at hilse og at være nærværende er en god begyndelse.”

Naser ønsker sig, at den gode tendens med farsitalende i folkekirken fortsætter. Han tænker, at folkekirken er et trygt og godt sted at søge hen for konvertitter, som oprindeligt havde en anden religion. Naser er bosiddende i Aarhus sammen med sin kone. Ægteparret har en voksen datter, der bor i København.

Vi slutter interviewet med at tale lidt om et bønnemøde, vi begge var til. Og om dengang, vi kom i den samme kirke. Naturligvis giver vi hinanden hånden og siger: ”Vi ses.”