Julen betyder nyt håb

– Jeg elsker advent og jul – ellers gik jeg død, siger december måneds præst i DR Kirken, Werner Fischer-Nielsen.

Werner Fischer-Nielsen

Til daglig er Werner Fischer Nielsen sognepræst i Haslev og Freerslev på Sjælland. Men fra på søndag er sognet udviddet til at gælde hele Danmark. Eller rettere sagt, da bliver han præst i DR Kirken.

Elsker advent og jul

Månedens præst erkender blankt, at han elsker julen.
– Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle komme igennem den mørke del af året, hvis ikke der var noget, der hed advent og jul. Et lys i mørket, mange lys! Jeg kunne ikke overleve som menneske, hvis jeg ikke virkelig troede på, at julens budskab betyder nyt liv og nyt håb, siger Werner Fischer-Nielsen.
I de to hjemsogne på Sjælland har de oplevet mange kreative bud på ”Gudstjeneste til tiden”. Men i december lægger Fischer Nielsen ikke op til så meget fest og ballade.
– Det bliver forholdsvis afdæmpede gudstjenester i DR-kirken på grund af adventstidens afventende karakter.

Sendes på DR1 søndag d. 2. december kl. 14.00