Beslutningstagerne har i mange år bedt Gud om at flytte sig for demokratiet

Statsministerens nytårstale er allerede blevet omtalt i rigt omfang. Og ganske forventeligt har hendes udtalelse, om at Gud må vige for demokratiet, bragt en masse reaktioner med sig fra kirken og kirkens folk.

Helt præcist sagde Mette Frederiksen, at ”i Danmark er det sådan, at når demokrati og religion støder sammen. Så er det Gud, der har vigepligt. Derfor – til de mennesker, der er kommet hertil og begår kriminalitet: I skal ikke være her. Vi gider ikke jeres vanvidskørsel og dominanskultur. I ødelægger verdens dejligste land. Og det skal I ikke have lov til.” Det er ikke svært at gennemskue pointen:

Vi vil ikke finde os i muslimske mørkemænd og -kvinder, som ikke vil indordne sig under vores lands principper om frihed og lighed. Mere brænde på islamfrygtens bål. Mere næring til idéen om åndelig oprustning. På den måde kan det virke lidt fjollet, at så mange fra kirken har haft travlt med at anklage statsministeren for hendes ord om, at Gud må vige for demokratiet, når det er åbenlyst, at hun primært mener radikale muslimers tro på Gud.

Men er det nu også kun det, hun mener. Mener hun ikke rent faktisk lige præcis det, hun siger, at Gud må vige for demokratiet, med alt hvad det indebærer. Jeg er ret sikker på, at hun – og mange med hende – mener, at når Gud møder abortlovgivningen, må Gud vige. Når Gud møder idéen om aktiv dødshjælp, må Gud vige. Da Gud mødte frisættelsen af porno, måtte Gud vige. Da Gud mødte fjernelsen af Store Bededag, måtte Gud vige. Da Gud mødte frisættelsen af kristendomsundervisningen i folkeskolen, måtte Gud vige. Da Gud mødte frisættelsen af folkekirken, måtte Gud vige. Da Gud mødte lukningen af bederum, måtte Gud vige. Og så videre.

Vi er stadig et kristent land, men det kristne land står mere og mere som en plukket og forpjusket fugl tilbage, forvirret og forslået, i tvivl om hvem og hvor den er, og hvor den kom fra. Og vi, der tror på Gud, kan ikke gøre så meget andet end at acceptere spillets gang. Vi ved, at for Gud må alting i virkeligheden vige, men vi ved også, at Gud har givet mennesker friheden til at vælge noget andet – og selvom Gud kan give os det, vi har brug for, så gør han det som udgangspunkt kun, hvis vi vil tage imod det.

Vores opgave som kristne er hele tiden at formidle netop det budskab – og gå i forbøn for vores land. Ja, den radikale islamisme er skræmmende og udgør et voksende problem – men et kristent samfund, som hele tiden bevæger sig længere og længere væk fra sit kristne udgangspunkt, er et lige så stort problem og måske i væsentlig grad årsagen til det andet problem.

Kære statsminister, jeg synes, du gør det godt. Jeg synes, du er et sympatisk menneske, og jeg er overbevist om, at du oprigtigt ønsker det bedste for Danmark og for andre mennesker, men jeg tror desværre ikke, at den vej, vi kører på, og som vi har kørt på i mange år, fører derhen, hvor vi gerne vil. For når vi beder Gud om at flytte sig, som vi har gjort i mange år i Danmark, så vil der være mange ting, der går den forkerte vej.

Heldigvis er der stadig masser af lys og kærlighed i vores dejlige land, og heldigvis ved vi, at jo tættere mørket bliver, jo tydeligere kan lyset skinne, hvis vi altså sætter det frem i stedet for at gemme det – eller glemme det.