Det er først, når vi ”dør”, vi bærer megen frugt

På en tur i Holland købte jeg en pose tulipanløg. Visionen var at få de smukkeste tulipaner til at gro i vores have. Da sæsonen for tulipaner nærmede sig, gik jeg utålmodigt og holdt øje med mine tulipaner. For der skete ligesom ikke noget!

Der var absolut ingen vækst af tulipaner, medens at altmuligt andet som uønsket ukrudt voksede frimodigt frem af jorden! Jeg delte min frustration med min kone. Hendes eneste respons var: ”Det var dig der ville have tulipaner! Så er det dig, der sætter løgene!” – Mere behøvede jeg ikke at høre! Jeg gik ud i skuret, og voila, der på hylden stod min pose med tulipanløg! Jeg havde simpelthen glemt at plante løgene og fik ingen lifligt duftende tulipaner det år!

Jesus sagde; Hvis ikke et hvedekorn bliver lagt i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn. Men hvis det dør, vil det bære megen frugt. Den, der klamrer sig til det jordiske liv, vil miste det himmelske. Men den, der giver afkald på sit eget liv i denne verden, vil få det liv, som varer evigt.

Jesus er vores forbillede

Jesus talte selvfølgelig om sig selv og sin snarlige lidelsesfulde død på korset, til vores frelse. Forestil dig et øjeblik, evangelierne, Jesu lignelser, miraklerne! Men intet kors! Intet offer! Hvad ville konsekvensen være? Intet sonoffer, du må selv bøde for din synd! Ingen frelse, for du kan ikke redde dig selv! Ingen menighed, men måske en litteraturgruppe med interesse for oldtidens skrifter. Hvis ikke hvedekornet lægges i jorden og dør, så bliver det aldrig til mere end det ene korn.

Kig dig rundt næste gang, du mødes i din menighed eller missionshus. I er en direkte frugt af Jesu offer på korset og hans opstandelse. ”I er Guds elskede børn, så lad ham være jeres forbillede i alle ting. Elsk hinanden, ligesom Kristus elskede os. Han gav jo afkald på sit liv for vores skyld og bragte sig selv som et lifligt duftende offer til Gud.” (Efeserbrevet 5.2) Lad Jesus være jeres forbillede, et lifligt duftende offer til Gud.

Vores visioner må dø

Vi kan have nok så mange visioner om blomstrende velduftende menigheder, men hvis ikke frøet, dig og mig, lægges i jorden og dør, forbliver det kun visioner og snak. Når det gælder os, så er Guds mål missionsbefalingens ord: Gør folkeslagene til disciple, døb og lær de unåede Jesus at kende, således at en velduft af Guds nåde, godhed og trofasthed spredes udover de unåede etniske grupper.

Mon der også vil sprede sig en velduft over Danmark.
Hvem vil sige: Herre, her er jeg, send mig?
Over gaden til min nabo – og til verdens ende.

Den liflige duft fra konvertitkirken

Jeg møder konvertitkirken i den muslimske verden i mit arbejde i Dansk Europamission. Kristne, som risikerer chikane, diskrimination og endda døden, fordi de deler liv og tro med deres unåede muslimske naboer. Dansk Europamission erfarer, hvordan der mange steder i Nordafrika, Mellemøsten og Centralasien spreder sig en liflig duft fra modige og hengivne konvertitkristne, som planter menigheder, hvor der aldrig har været menighed før.

Igennem årtier bad kristne, om at Jerntæppet mod den kommunistiske verden måtte brydes ned. Det skete så pludseligt, og landene i Østeuropa og det gamle Sovjetunionen blev frie, nogle steder dog kun for en tid. Vækkelsesvinde og en velduft af Guds frelse skyllede ind over landene. I mange år lagde missionærer deres liv ned i Iran og så ikke selv den vækkelse, vi ser i vores tid. Da den Islamiske revolution fandt sted i 1979, var der måske ikke mere end 500 konvertitkristne i Iran.

Der er voldsomme uroligheder i Iran i dag, men som svar på mange kristnes bønner vil vi måske få lov at overvære, at islams hus styrter i grus. Længe har vi været vidner til en voksende velduft fra den iranske konvertit kirke. Det anslås at op mod 1 million iranere fra muslimsk baggrund er blevet kristne. Mon der også vil sprede sig en velduft over Danmark. Hvem vil sige: Herre, her er jeg, send mig? Over gaden til min nabo – og til verdens ende.

Hvis visionerne, vi har, får lov til at dø, vil de kunne vokse som hvedekornet og tulipanløget og bære megen frugt.

Prædikentekst: Joh. 12,23-33

Hvedekornet må dø for at kunne bære frugt

Jesus svarede disciplene: »Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold. Den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv. Den, der tjener mig, skal følge mig, og hvor jeg er, dér skal også min tjener være.

Den, der tjener mig, ham skal Faderen ære. Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fader, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time. Fader, herliggør dit navn!«
Da lød der en røst fra himlen: »Jeg har herliggjort det, og jeg vil atter herliggøre det.« Folkeskaren, som stod der og hørte det, sagde, at det var torden. Andre sagde: »En engel talte til ham.« Jesus sagde til dem:

»Den røst lød ikke for min skyld, men for jeres skyld. Nu fældes der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste jages ud. Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig.« Det sagde han og betegnede dermed, hvordan han skulle dø.

Bibeltekst bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992.