Troen holderJoanita gående
“Kept me going” er Joanitas første cd. Hun flyttede fra Uganda til Danmark som 11-årig.På lørdag, den 21. december, holder ugandisk-danske Joanita julekoncert med band, Hip-Hop Dance og Gospel børnekor.
Det foregår på Filippavej 3 i København.
Joanita flyttede med sin familie til Danmark, da hun var 11 år, så idag er hun mest dansker – men med afrikansk rytme i kroppen, når hun synger overbevisende om sin tro.
Joanitas far, James Lubega, var medpastor i Robert Kayanjas store kirke i Uganda, der er den største menighed i Uganda. Han har flere gange medvirket som forbeder ved helbredelses-møder.
Moderen, Miriam Lubega, sang dengang med i kirkens kor, indtil familien forlod landet. Det var også her, at Joanita startede sin sangkarriere. Hun sang i søndagsskolen og i hjemmegrupperne.
Til i Danmark
Men i 1993 flyttede familien Lubega til Danmark. Her startede Joanitas far en kirke i Valby, der i dag hedder Church on the Rock.
Joanita var med i lovsangen som teenager og blev leder af koret i en alder af 20 år.
Joanitas opvækst i en kristen familie har givet hende et godt solidt fundament i livet. Hendes nære forhold til Gud har ledt hende ind på den livsbane, hun følger i dag.
I en alder af 14 år kendte hun allerede sit kald til at synge og formidle Guds kærlighed og nærvær, men først da hun blev 18 år, gik hun helhjertet ind i kaldet. Det er siden blevet til et væld af sange, komponeret ud fra hendes kærlighed til Jesus.
Skriver brev til Jesus
Joanita har den vane at skrive et brev til Jesus, når hun vil være virkelig personlig, og det er netop hendes kærlighed til Gud, der driver hendes sangkarriere, for det har ikke været nemt.
Joanita, der i dag er ved at slå igennem, har selv kæmpet for alt, hvad hun har udgivet af musik og koncerter. Det har i lange perioder betydet dobbelt arbejde for at financiere visionen, og det har heller ikke været billigt.
Indspillede i Uganda
I 2005 tog hun til Uganda for at indspille en række af sine kompositioner, men inden da havde hun besøgt utallige danske pladestudier – uden at få den store opbakning.
Hun tog derfor til Kampala, hvor hun fik lavet musikmaterialet til albummet Kept me going hos en af Ugandas hotteste producere, Steve Jean. Albummet blev frigivet i 2006 i Afrika og 5. maj 2007 her i Danmark, hvor der blev holdt en stor koncert i Valby Kulturhus. Det var også her, at Joanitas band første gang optrådte. Bandet består af herboende talentfulde kristne musikere fra forskellige kulturer og kirker, sorte og hvide, danske og etniske.
Koncerten for frigivelsen af albummet blev dengang arrangeret i samarbejde med andre kirker, der bidrog med egne indslag, som et tværkirkeligt arrangement, hvilket var en stor succes.
Koncert med 32
sangere og musikere
Det er denne ånd af fælleskirkelighed, der føres videre ved Joanitas mega jule-gospelkoncert den 21. december.
Her vil et 32 personer stort gospelkor fremføre et stort show sammen med Joanita med band. Der vil dog kun blive fremført en enkel komposition af Joanita, resten vil være kendte gospelsange, der spænder over genrer fra R&B til traditionelle gospelsange.
Et mindre børnekor fremfører et kort krybbespil og et par sange.
Arrangementet afsluttes af en ung hip-hop dansegruppe.
Joanitas hjemmeside er www.joanita.dk
(Axel/Henri)