Når Gud møder mennesker, før kirken gør

Alt tyder på, at vi i disse år står midt i en vækkelse – dog ikke i den form, mange af os traditionelt forbinder med begrebet. Set fra kirkens perspektiv fremstår den mere stille og lavmælt, og netop derfor er den flere steder blevet omtalt som den stille vækkelse. Det bemærkelsesværdige er, at denne vækkelse i længere tid næsten har bevæget sig under radaren i kirkelige sammenhænge, samtidig med at den gentagne gange er blevet beskrevet i verdslige medier.

Det er et usædvanligt mønster. Ved tidligere vækkelser, som for eksempel i Vigeland i Norge, var det først de kristne medier, der opfangede, at noget var i gang. De verdslige medier kom typisk først på banen, da vækkelsen havde udviklet sig til store, synlige halmøder. Normalt får kirkelige miljøer først øje på åndelige bevægelser. I den nuværende situation synes forholdet næsten vendt om.

Vækkelsen fylder forbløffende lidt i kirkelige medier, når man sammenholder det med den opmærksomhed, den har fået i det verdslige medielandskab. Faktisk begyndte både norske og danske medier at skrive om unge mennesker, der søgte kristen tro og fællesskab, omtrent samtidig med – og i nogle tilfælde før – de kirkelige medier. Det rejser spørgsmål: Hvorfor synes vækkelsen i visse tilfælde at være mere synlig udefra end indefra?

Hvorfor fanger medier som TV2 og NRK tendenserne så tidligt? Spørgsmålet har næppe ét enkelt svar – men det kalder på eftertanke og refleksion.

Når vores forventninger skygger for det, Gud gør

En mulig forklaring er, at vi har meget faste forestillinger om, hvordan en vækkelse bør se ud. Historisk har vækkelser ofte været kendetegnet ved store møder, vidnesbyrd om tydelige omvendelsesøjeblikke, og så har alle sunget Kimer Himmelklokker, sammen med den nye i troen. Når de tegn mangler, kan vi let komme til at overse, at Gud arbejder. Vores forventninger står i vejen for vores klarsyn.

Men Gud har aldrig ladet sig begrænse af vores forventninger. Helligåndens gerning strækker altid langt ud over, hvad vi kan se og opfatte. Og nu sker en stor del af vækkelsen, som noget nyt, uden for kirkens fysiske rammer, og uden en troende nødvendigvis har siddet overfor en ikketroende og delt Guds ord. Præmisserne for vækkelsen har ændret sig. Et vigtigt kendetegn ved den nuværende vækkelse synes at være, at der ofte kan gå lang tid – måneder eller endda år – fra et menneske bliver åndeligt vakt, til vi møder vedkommende første gang i et kirkeligt fællesskab.

Det er derfor rimeligt at antage,
at der i dag findes en gruppe
mennesker, som er blevet mødt
af Jesus, men som endnu ikke
har fundet et åndeligt hjem.”

Den digitale ørken

Der gik 40 år fra Farao havde set jøderne forlade Egypten til man i Jeriko tænkte på, hvem der mon blæste i basuner uden for bymuren. Det så stort ud – set med egyptiske øjne – at så mange var rejst. Men i Jeriko så man ikke, at noget var på vej. Mens jøderne på deres lange rejse gik rundt i en ørken, ser det ud til, at mange af nutidens nomader befinder sig på internettet. Mange unge møder i dag kristen tro digitalt, længe før de sætter deres ben i en kirke, et missionshus eller et andet kristent fællesskab.

Det digitale rum er blevet en afgørende missionsmark. Unge er vant til selv at opsøge viden, stille spørgsmål og lytte sig frem. De følger kristne influencere, prædikanter og undervisere på sociale medier, hvor de kan vælge og vrage mellem både gode og mindre gode tilbud. De ser korte videoer, læser opslag og lytter til lange podcasts, som ofte varer over en time. Samtidig er mange – også blandt kirkens egne unge – ikke blot forbrugere, men aktive medskabere, der deler og formidler deres tro videre i deres egne netværk.

”Mange unge møder i dag kristen tro digitalt,
længe før de sætter deres ben i en kirke,
et missionshus eller et andet kristent fællesskab.”

Når de senere dukker op i et kirkeligt fællesskab, er det derfor ikke usædvanligt, at de allerede har et betydeligt forhåndskendskab til kristen tro. Men det er langt fra en selvfølge, at alle, der bliver vakt, finder frem til et fysisk fællesskab. Det er derfor rimeligt at antage, at der i dag findes en gruppe mennesker, som er blevet mødt af Jesus, men som endnu ikke har fundet et åndeligt hjem.
Der er en reel risiko for, at nogle af dem ikke klarer ørkenvandringen.

At være kirke i ørkenen

Hvordan lykkes vi så med at være kirke i ørkenen?

1. Forvent, at Gud arbejder på uventede måder

Gud har aldrig ladet sig begrænse af vores rammer eller forventninger. Når vækkelsen ikke ligner det, vi kender, kalder det os til ydmyghed og opmærksomhed over for de måder, Gud vælger at handle på nu. Det indebærer også at møde mennesker med nysgerrighed efter at forstå deres erfaringer med Gud, uden at vi skynder os at sætte ord på dem.

2. Bed for det, der foregår skjult for os

Hvis vi ikke kan følge dem med øjnene, må vi følge dem i bøn. Derfor må forbøn også rumme de af vores brødre og søstre, vi ikke ser: Mennesker, der er blevet mødt af Jesus, men som endnu vandrer alene.

3. Mød mennesker dér, hvor de er

I to tusinde år har kirkens opgave været at opsøge og frelse de fortabte. I dag kaldes vi også til at opsøge dem, som allerede er blevet mødt af Gud, men endnu ikke har fundet et åndeligt hjem. Det forudsætter, at vi lærer at møde mennesker dér, hvor de er på deres trosrejse – uanset om troen er ny eller uafklaret.

4. Udvikl kirkens tilstedeværelse på nettet

Når mange ser ud til at tilbringe ganske lang tid på at lære mere om tro på internettet, skal vi genoverveje vores digitale strategier. Opslag om arrangementer kan være vigtige for at indbyde til kontakt, men vi må også sikre gode muligheder for digital oplæring i troen. Her formes mennesker, længe før de møder kirken fysisk.

5. Forvent store ting af Gud

Når vi står over for nye udfordringer, kan vi tage imod dem i forventning om, at Gud fortsat vil handle. Ikke i vores kraft, men i hans. At forvente store ting af Gud betyder, at vi tør sætte handling bag vores tillid til ham.

Læs også: Hvad gør vi som kirke med den stille vækkelse?