Børn har også åndelige behov
Hanne Carstensen bor i Rødding og er lokalleder for Evangelisk Børnemission i Jylland.
Hvad betyder denne tekst for dig?
– Jesus blev rigtig vred på disciplene, fordi de hindrede børnene i at komme hen til Jesus. Der er kun ét andet sted i Bibelen, hvor Jesus bliver lige så vred, nemlig der, hvor Jesus renser templet. Det understreger bare vigtigheden af, at vi voksne skal bringe børnene til Jesus.
Jeg har selv oplevet, at det var mine forældres naboer som tog Jesu ord her alvorligt, og tog mig og min søster med i søndagsskole, hvor vi kunne høre Guds ord. Senere har jeg fået lov til at bringe mine to nabopiger til Jesus gennem en børneklub, hvor de er kommet til en personlig tro, og nu hjælper de mig trofast i børneklubben.
Teksten betyder også rigtig meget i min tjeneste i Evangelisk Børnemission. For her ser vi det jo netop som vores mission at bringe børnene til Jesus.
Disciplene fik skældud af Jesus for deres afvisning af børnene. Hvordan synes du, det går i dag for os voksne med at lade børnene komme til Jesus?
– Jeg synes, at rigtig mange kirker og enkeltpersoner gør en meget stor indsats og laver noget rigtig spændende børnearbejde rundt omkring i landet.
Men man ser stadig nogle triste tendenser. For eksempel at børnearbejdet i nogle kirker mest er en slags børnepasning, så børnene ikke skal forstyrre de voksne. Og kirken bliver så ikke et sted, hvor børnenes åndelige liv bliver taget seriøst. Andre steder ser man, at børnekirken og resten af kirken bliver to adskilte enheder, hvor børnearbejdet ikke er integreret på lige fod med kirkens andet arbejde. Et andet problem kan også være, at sproget og ritualerne i kirken ikke er så børnevenlige. Og endelig synes jeg, fordi jeg står i en mission, at det er kedeligt, at der ikke er så mange tiltag for de børn, som normalt ikke har adgang til kirken.
Hvad mener du, der skal gøres for at vende tendensen?
– For det første skal vi kristne se på barnet, som Jesus gjorde det: At det er et menneske, som har et åndeligt behov på lige fod med alle andre mennesker. Og ikke nogen, som er på vej, men nogen, som kan tro.
Jeg overvejer i øjeblikket, hvordan vi kan inddrage de kristne familier mere i det kristne børnearbejde. Det er en forkert tendens at sige, at vores børn kommer i den her børnekirke, hvor de får alt til deres åndelige liv. For Bibelen fortæller os, at hovedansvaret for børnenes åndelige behov ligger hos forældrene i dagligdagen.
Som børnemissionær synes jeg også, det er vigtigt, at man rækker ud til børnene der, hvor man bor.
Men så tænker jeg tit på de unge familier, som er så stressede. Hvis de blot kunne få tid til at læse i Guds Ord sammen med deres børn, når de lægger dem i seng. Det ville for nogle i sig selv være et stort krav. Og hvis jeg så kommer og siger: Husk lige naboens børn. Så kan kravet næsten virke for stort.
Hvorfor er Gud så glad for børn?
– Fordi de er så umiddelbare. De ved godt, at de ikke kan det hele selv. Og de har brug for hjælp. Bare selve begrebet en frelser eller en redningsmand det forstår de med det samme. Så er de også sårbare kan let overses, blive udnyttet eller glemmes.
Sådan er det med Gud. Han har et hjerte for det skrøbelige og for dem, der har brug for ekstra omsorg.
Hvad vil det sige at tage imod Guds rige, på samme måde som et lille barn tager imod?
– Nogle gange misforstår vi det lidt. Når vi i kirken er barnlige, laver sjov, hopper rundt og sprøjter med vand, så siger vi, at vi er blevet som børn igen. Men det er ikke lige det, der menes.
Vi skal blive ligesom et barn. Vi skal have den ydmyghed, som børnene har, så vi ved, vi ikke kan selv. At vi derfor kommer til vores himmelske far og stoler på, at han elsker os, at han vil sørge for os, og at han har givet os frelsen ved sin søn.
Hvorfor er det nødvendigt for Jesus at kalde på den ydmyghed, som børnene har?
– Lynhurtigt kan vores hjerter gå hen og blive rigtig hårde. Verden omkring os lærer os, at vi skal kunne klare det hele selv. Blive store og stærke. Derfor er det også vigtigt at nå ud til børnene. For vi ved aldrig, hvornår deres hjerter bliver for hårde til at tage imod Guds kærlighed.
Interview: Michael Bobjerg
