Kan vi bruge de store ord på dansk?

”Kan vi på dansk?” er titlen på en ny kampagne fra Dansk Sprognævn, der har til formål at sætte fokus på de engelske låneord i dansk. Og der er da også flere gode grunde til at overveje, om vi ikke med fordel kunne bruge danske ord i mange af de sammenhænge, hvor især engelske ord og vendinger har vundet terræn.

Man kunne jo spørge, om det virkelig er nødvendigt at bruge ord på et fremmedsprog. Vil vi bare hævde os, ligesom den universitetsuddannede bondesøn Rasmus Berg, der i Holbergs komedie vender tilbage til hjemmet som den snobbede Erasmus Montanus og skaber splid og frustrationer i lokalsamfundet? Under et internationalt kursus for bibeloversættere påstod en af talerne, at man ikke rigtig har forstået et budskab på et fremmedsprog, hvis man ikke er i stand til at oversætte det til sit eget sprog.

Det er måske sat lidt på spidsen, for man kan godt forstå et budskab uden at kende den nøjagtige tekniske terminologi på sit modersmål. Men det er altid værd at overveje, hvordan man bedst kan udtrykke nye kundskaber med sine egne ord. I Bibelen har vi adskillige låneord, som gennem århundreder har været en del af dansk kirkesprog. Det er ord og vendinger, der forener Kirkedanmark, og som til dels også har fundet vej ind i det danske sprog uden for kirkerummet.

I kirkelig sammenhæng må vi altid overveje, hvordan vi bedst formidler Bibelens budskaber. Og her kan vi glæde os over Bibelselskabets arbejde med den nye autoriserede bibel, som skal udkomme i 2036. Det er en proces, som vi hver især kan få indflydelse på gennem de næste ti år, og arbejdet med at formidle evangeliet med nye ord er desuden meget givende for én selv. Mange danskere elsker at synge i gospelkor, hvor en stor del af de glade sange er på engelsk.

Korlederne gør et stort og vigtigt kirkeligt arbejde gennem disse kor, og de vil naturligvis også oversætte teksterne, hvis det ønskes. Men hvor meget forstår tilhørerne ved en gospelkoncert af de engelske tekster? Jeg er bange for, at det fremmede sprog for mange – især i de ældre generationer – skaber en unødvendig distance. Og så tænker jeg uvilkårligt på Paulus’ ord om tungetale uden udlægning: ”Din lovprisning er god nok, men de andre får ikke gavn af den.” (1. Kor. 14, 17/ BPH)

Jeg er dog endnu mere bange for, at brugen af det fremmede sprog skaber en anden slags distance – nemlig en fremmedgørelse i os selv i forhold til indholdet. Mon ikke de fleste vil indrømme, at det er meget lettere og mere uforpligtende at sige ”I love you” end ”Jeg elsker dig”? Hvis vi lovpriser Gud på et fremmedsprog, kan der let indfinde sig en distance. Hjernen forstår måske ordene, men de rører ikke vore hjerter. På engelsk kan vi fx bruge store ord om kærligheden til Jesus, som vi aldrig ville bruge på dansk.

Og så mangler der noget, som både vi selv og vores landsmænd kunne have gavn af: et ærligt kristent vidnesbyrd på vores fælles modersmål. Jeg tvivler på, om der overhovedet kommer kristne låneord med på den liste, Sprognævnet efterspørger. Men vi kan hver især øve os på at bruge vores modersmål, vores naturlige hjertesprog, både når vi beder, synger og deler vores tro. Hvis brugen af engelsk i lovsang og tilbedelse fylder for meget, frygter jeg, at vi mister noget vigtigt. At hjernen forstår ordene, men hjertet forbliver urørt.

Som én har sagt om det at læse Bibelen på et fremmedsprog: ”Det er som at spise suppe med en gaffel. Man får nok lidt af smagen, men man bliver ikke mæt af det.”