Fanny Crosby – den blinde digter, der skrev om Livets Lys

Mange kristne har op til i dag sunget med på sange som ’Salige vished’ og ’Tal til mit hjerte om Jesus’ måske uden at vide, hvem Fanny Crosby, forfatteren bag, var. Men hendes liv er af en hel særlig karakter og værd at dykke ned i.

Francis Jane, som var Fannys borgerlige navn, blev født den 24. marts 1820 i staten New York i Amerika. Hun var sine forældes første barn, en velskabt lille pige. Men få uger efter sin fødsel blev hun forkølet, og det satte sig også som betændelse i øjnene. Selvom det var før penicillinens opdagelse, var det på ingen måde ensbetydende med, at øjnene ville blive skadet. Men en fejlbehandling gjorde, at hornhinderne blev ødelagt, og hun endte med at blive blind.

Men tragedierne i den lille familie var ikke dermed færdige. Samme år døde hendes far, og moren, Mercy, stod alene med den lille pige. Som blindt barn var der dengang ingen hjælp at hente, og blindhed ville derfor for de flestes vedkommende betyde et meget begrænset liv gemt af vejen for omverdenen. Det blev imidlertid ikke tilfældet for Fannys vedkommende.

Mormor som underviser

Selvom Mercy og Fanny boede hos Mercys forældre, var der ikke råd til at brødføde to ekstra munde, så Mercy var nødt til at arbejde fra morgen til aften. Det blev derfor Fannys mormor, der kom til at passe den lille Fanny, og det blev redningen for hende. Det viste sig nemlig, at mormoren var en stor pædagog og fra starten førte Fanny ind i den verden, hun som blind kunne være blevet frarøvet.

De tog ud i naturen, hvor mormoren lærte hende at kende blomsterne på duften og fuglene på deres sang, og hun læste op for hende først og fremmest fra Bibelen, men også fra andre bøger. Tidligt fik Fanny lektier for, som bestod i udenadslære, og eftersom hun havde en god hukommelse, kunne hun efterhånden store dele af Bibelen udenad. Senere fik Mercy et job længere væk fra hjemmet, og hun og Fanny måtte flytte.

Hun brugte nu sit talent til at kalde andre
til tro gennem sine sange, og sangene
fik en central placering i den vækkelse,
der brød ud i Amerika i disse år.

Men selv da viste det sig, at der også dér var en, der kunne overtage efter mormoren. Udlejeren, fru Hawley, hvor de boede, tog Fanny til sig og fortsatte undervisningen af hende. Tidligt stod det klart, at Fanny havde et stort talent for poesi, og hun begyndte snart at udtrykke sig gennem digtning.

Blindeskolen

Trods den solide undervisning, der på ingen måder havde fået Fanny til at sakke bagud i forhold til sine jævnaldrende, havde hun et stort ønske: At kunne få en egentlig uddannelse. Men dengang fandtes der ingen blindeskoler i staten New York, og hun måtte nøjes med den undervisning, hun fik af sin mormor og fru Hawley. Men i 1834 blev der oprettet en blindeskole i New York City, og året efter blev Fanny optaget på skolen. Hun var da 15 år gammel.

Her opholdt hun sig først i syv år som elev og derefter endnu ni år som lærer. Det blev en tid, der modnede Fanny både åndeligt og fagligt, og det viste sig hurtigt, at hun var en helt særlig begavelse. Digtningen blev efterhånden lige så vigtig som at trække vejret. Gennem den levede hun. Det blev tydeligt, da skolens rektor forbød hende at digte i tre måneder, da det så ud til, at hun forsømte de andre fag for digtningen.

Men stækket på det, som gav hende vinger, sygnede hun hen og kunne slet ikke koncentrere sig om de øvrige fag. Da gik det op for Fannys rektor, at digtningen var en livsnerve for hende, og hun fik tilladelse til at fortsætte sin poetiske udfoldelse.

Salige vished

Trods det, at Fanny nærmest var født ind i troen og hele sit liv havde troet på og sat sin lid til Gud, havde en nagende tvivl om, hvorvidt hun var frelst, taget glæden ved troen fra hende. Dette forstærkedes efter mormorens død, og efter at den dødelige epidemi kolera ramte Amerika og også blindeskolen. På det tidspunkt var Fanny blevet lærer på skolen, og hun plejede de syge børn, hvoraf nogle døde.

En af lærerne på skolen opdagede den åndelige kamp, Fanny stod i, og inviterede hende til nogle vækkelsesmøder i Metodistkirken. Fanny var vokset op som puritaner, hvor der ikke var tradition for menighedssang. Så udover at blive grebet af budskabet, greb sangene af Charles Wesley og Isaac Watts hende dybt. Men det vigtigste var, at hun her endelig fandt ind til en vished om sin frelse.
Fra den dag tog hendes liv og hendes digtning også en ny drejning.

Hun brugte nu sit talent til at kalde andre til tro gennem sine sange, og sangene fik en central placering i den vækkelse, der brød ud i Amerika i disse år.

Guds lille område til Fanny

Som ganske ung, længe inden Fanny kom ind i sin tjeneste for Gud, havde hun bedt ham, om han dog ville give hende blot et lille område af sin store verden trods hendes blindhed. Nu udvidede dette hendes lille område sig for alvor, og hun oplevede endelig at have fundet sit kald i livet. Efterhånden som hendes digteriske virke øgedes, oplevede hun, at Gud sendte hende sekretærer, der kunne nedskrive de sange, der strømmende ud af hendes sind, ligesom den ene komponist efter den anden blev hendes gode kollegaer.

Én af disse var den velhavende komponist Phoebe Palmer Knapp. En dag, hvor Fanny var på besøg hos hende, spillede Phoebe en melodi for hende, som hun fornyeligt havde komponeret. Noget i melodien greb Fanny, og ud fra den skrev hun den kendte og elskede sang ’Salige vished’. I forbindelse med sit digtervirke fik Fanny også kontakt til den navnkundige Dwight L. Moody og dennes nære medarbejder Ira D. Sankey, der sang ved hans vækkelseskampagner. Disse blev sammen med mange andre kendte – deriblandt præsidenter – nogle af Fannys nære venner.

De fattige og fangne

Men Fannys kald og virke begrænsede sig ikke til sangskrivning. Som tiden gik, blev hun også en meget brugt bibelunderviser og forkynder. Hendes hjerte var særlig rettet mod samfundets bund, de fattige og folk i fængsel. Selvom hun – sammen med den mand, hun havde giftet sig med – kunne have levet et behageligt liv, valgte hun ikke blot at forkynde for de fattige, men selv at være én af dem. Hun og hendes mand levede således under meget fattige kår. Alt, hvad ikke var nødvendigt for livets opretholdelse, blev givet til de fattige.

Under et af sine besøg i et fængsel på Manhattan, hvor flere gav deres liv til Jesus, råbte en af fangerne pludselig, ”Kære Gud, gå ikke forbi mig!” Det inspirerede Fanny til at skrive sangen ’Gå mig ej forbi, o Frelser’.

De sidste år

Trods den hårde start i sit liv, havde Fanny, der blot var halvanden meter høj og spinkel af bygning, et stærkt helbred og levede, til hun var knap 95 år gammel. Langt oppe i 80-erne tog hun stadig på strabadserende forkyndelsesrejser. Hendes blindhed, som kunne have været en hindring for hende i livet, endte med i stedet at blive hendes fordel. Som blind var hun nødt til at opøve sin hukommelse, og hun udviklede en bemærkelsesværdig evne til at huske melodier, der lige var blevet spillet for hende, og ud fra dem digte sine over 8.000 digte og sange.

Ja, hun nåede til endog at kunne takke Gud for sin blindhed, for – som hun sagde – betød det, at Jesus ville blive den første, hun kom til at se med sine øjne. Som hun digtede i omkvædet til sangen ’Sølvsnoren brister’: ”Da skal jeg, frelst fra synd og ve, ansigt til ansigt Jesus se.”