Danmarks første døvepræst, der selv er døv

Vi sidder i præsteværelset i Døves Kirke i København. Her blev Helena Gade indsat som præst den 7. september 2025, efter at være blevet ordineret i Vor Frue Kirke den 31. august.

Interviewet foregår ved hjælp af en tegnsprogstolk, hvilket er nyt for mig, men hurtigt glemmer jeg det, og samtalen går livligt. Selvom jobbet stadig er ganske nyt, er drømmen om at blive præst mange år gammel: ”Jeg blev uddannet jurist tilbage i 2010 og har arbejdet som jurist i 14 år. Men ønsket om at blive præst er dukket op ad flere omgange gennem årene. En af mine nærmeste veninder og jeg kan ikke helt blive enige om, hvornår det startede. Hun kan huske en situation, hvor det kom til mig. Det var helt tilbage i foråret 2010, hvor jeg skrev speciale på jura.”

Mange hindringer

”I 2019 til min 36-års fødselsdag var den samme veninde med, og jeg fortalte hende, at tanken nu bankede på igen. Så vi fik en god lang snak, og da var jeg klar over, at det var nu, jeg skulle gøre noget ved det. Jeg undersøgte så, hvilke muligheder, der var, og dengang var der et lovforslag på vej til en paragraf 1A uddannelse, som jeg tænkte, at jeg ville prøve.” Men igen mødte Helena hindringer, så det ikke kunne lade sig gøre.

I stedet begyndte hun at læse græsk. Hun skrev så til biskoppen, som hun havde talt med af nogle omgange inden. Her fortalte hun, at hun kunne se, at den såkaldte paragraf 2 var den eneste mulighed, der var tilbage: ”Dette var biskoppen umiddelbart positivt stemt overfor, men det skulle dog godkendes af Kirkeministeriet. Imens kom der et folketingsvalg ind over, som igen forhalede det. Men nu er jeg her!”

Helena Gade er selv kommet i Døves Kirke, også inden hun blev præst her, men hun er også kommet i forskellige hørende kirker, hvor hun så har tolk med: ”Det har primært været i Frederiksberg Kirke, hvor jeg også har været i praktik.” Hun peger på et maleri, som hænger på væggen, der viser Døves Kirke nederst med Frederiksberg Kirke ovenover og præstekrave, kirkeskib, hende selv og to hænder, der symboliserer tegnsproget, som er hendes modersmål – eller hjertesprog, som hun også kalder det.

Maleriet fik hun i gave til sin ordination fra 90 personer. Det er malet af Alexei Svetlov, der selv er døv.

Den første døve døvepræst

Selvom der er fem præster tilknyttet døvemenighederne rundt om i landet – hvoraf Døves Kirke er den eneste kirkebygning, der tilhører Døvemenigheden – er Helena Gade den første præst, der selv er døv. Når jeg spørger hende, hvordan hun så er blevet modtaget i menigheden, lyser hendes ansigt op i et stort smil, og hun fortæller, hvor overvældende det har været for hende:

”Det har været en kæmpestor glæde, og det har emmet af eufori. Vores hørende døvepræster, som ikke har tegnsprog som deres modersmål, gør det virkelig godt og er gode og dygtige. Men det gør en forskel, at man har tegnsprog som modersmål. Jeg plejer at sammenligne det med engelsk. Måske kan du godt engelsk, men det er nok lidt hakkende nogle steder, for det er ikke dit modersmål. Så for nogen i menigheden gør det mere en forskel, at dansk tegnsprog er mit modersmål.”

”Men det handler ikke kun om sprog, men også om identitet. Menigheden kan identificere sig med mig på en anden måde, fordi jeg er døv, og fordi jeg har været igennem mange oplevelser, som ligner de oplevelser, de har været igennem. Jeg har prøvet det på egen krop.”

Helena Gade finder en artikel, som var i Kristeligt Dagblad i forbindelse med hendes indsættelse, hvor kirkens menighedsrådsformand udtalte, at de som døve er en minoritetsgruppe, der gennem historien er blevet set som andenrangsborgere, og det at få en døv præst, som kommer fra ens egen kultur, giver en anden identifikation.

En pudsig erfaring

Som døv kan Helena Gade således sætte sig ind i de udfordringer, døve i hendes menighed kommer ud for i hverdagen: ”I døvesamfundet er vi lige nu meget bekymrede for, hvis der opstår kriser i samfundet, da pressemøderne ikke længere bliver tegnsprogstolket.” For en del døve er det ikke tilstrækkeligt, at pressemødet bliver tekstet, da det ikke er alle døve, der er stærke til dansk skriftsprog:

”Og hvis der opstår en krise, har man brug for at kunne tale sit modersmål, fordi man kan blive overvældet af situationen og har mindre kapacitet til at skulle forstå og rumme noget, der ikke er ens modersmål. Vi er derfor i gang med at indsamle underskrifter til et borgerforslag, så vi kan få det sat i værk. Som kirke har vi også et kriseberedskab, der særligt er målrettet vores menighed.” Døve står imidlertid også over for udfordringer i hverdagen, der er mindre alvorlige. Helena Gade fortæller om en lidt pudsig oplevelse, hun kan have, når hun er på indkøb:

”Når jeg er i Netto for at handle og står ved kassen, plejer de at spørge, om jeg vil have en kvittering. Det plejer jeg at forudse, så jeg ryster på hovedet. Men sommetider siger de jo i stedet ”hav en god dag!”, og det skal man jo helst ikke sige nej til.”

Gudstjeneste i Døves Kirke

Kommer man på besøg i Døves Kirke en søndag til gudstjeneste, vil man i det store hele møde, hvad man kender fra en gudstjeneste i en almindelig sognekirke. Der er dog nogle forskelle. Fx har man som udgangspunkt kun en tekstlæsning, og man synger færre salmer. Af gode grunde foregår salmesangen på en anden måde:

”Her i kirken har vi en kirkesanger, og i vores menighed er der alt fra dem, der som jeg slet ikke kan høre noget, over dem, der er hørehæmmede og kan høre noget, til hørende pårørende. Derfor er det vigtigt for mig, at salmerne dækker hele spektret. Vi har så en tegnsprogstolk, der tolker det, der bliver sunget.” Der er ikke tradition for, at døve i menigheden synger med på tegnsprog, men Helena Gade kunne godt tænke sig, at det kunne få en plads:

”Fx sang vi sangen ’Vor Gud er så stor’ til børnegudstjeneste forleden søndag. Under sangen stod der en tegnsprogstolk og sang den på tegnsprog og ved siden af stod kordegnen og jeg og sang. På den måde opmuntrede vi hele menigheden til at synge med.”

Med orgel og organist

Der findes også et lille orgel i kirken, og man har ansat en organist. Udover til salmerne bruges orgelet også – som i almindelige sognekirker – til præ- og postludium. Selvom ikke alle i menigheden kan hører orgelet, kan de mærke vibrationerne fra musikken, og kirkebænkene har noget apparatur nedenunder, som gør, at man nemmere mærker vibrationerne. Det er dog i stykker for tiden:

”Indimellem vælger vi også at supplere med en videoproduktion, som bliver vist på storskærm. Det gjorde vi fx til jul med ’Dejlig er jorden’, hvor lyden så også blev skruet meget op, så det bedre kunne mærkes. Den tidligere præst udviklede derudover noget, hvor der under præludium var billedvisning på storskærm. Det forsøger jeg nu at videreudvikle, så det i stedet bliver til små videoer, da jeg forestiller mig, at der er en rytme i musik, og der er billeder ikke det samme, mens videoer også har et flow og en form for rytme.”

Eksempel på tegnsproget

Når det kommer til tegnsproget, forklarer Helena Gade, at tegnsproget er tredimensionelt eller rummeligt, og hun viser nogle eksempler. Fx er Gud Fader, Søn og Helligånd adskilt ved, hvor højt oppe hendes hånd er: Faderen er øverst (højere oppe), Sønnen er lidt længere nede (midt højere oppe) i tegnrummet, mens Helligånden igen er længere nede (midt for).

”Hvis vi taler om Jesu jordiske tid er han nede til højre. Det er altså afhængigt af, om vi taler om ham hernede på jorden eller i himlen. Jeg er derfor nødt til at tage nogle beslutninger. I min praktik i Frederiksberg kirke brugte de det nadverritual, hvor der står: ”Velsignet være han, som kommer i Herrens navn.” Men hvor kommer han fra? Så lokalisation er meget vigtigt. Som hørende slipper man her for at tage en beslutning, når man læser op.”

En særlig kirkesal

Vi slutter interviewet i kirkesalen, hvor Helena Gade viser, hvordan kirken er indrettet særligt til dens menighed, der taler tegnsprog. Fx skråner gulvet ned mod alteret, så der er bedre udsyn for alle i menigheden, og man derfor bedre kan se, hvad der bliver sagt og sunget. Da der også kommer nogen, der hverken kan se eller høre, er der relieffer på væggene, så de kan føle evangeliet. Og så er der storskærmen, hvor der kan vises billeder, små videoer og tekster.

”Det vigtigste er, at de, der kommer her, føler sig set og trygge på tegnsprogspræmisser,” understreger Helena Gade, ”for det er en følsom tid for os lige nu, og det er vigtigt, at alle ved, at de er velkomne i kirken.”