Charlotte Clante er præst for døende og deres pårørende

På en af forårets helt store blomstringsdage, der med sin skønhed taler livets sprog, satte jeg Charlotte Clante, som er hospicepræst på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, stævne til en snak om at arbejde blandt mennesker, hvis liv er ved at rinde ud.

Men vi begynder ved Charlottes egen trosrejse. Når Charlotte tænker tilbage, er konfirmationsforberedelsen en milepæl, der fik betydning ikke blot i, at troen blev vakt i hende, men også for at hun valgte at blive præst: ”Jeg havde ikke troen med hjemmefra, men min konfirmationspræst blev årsag til, at jeg kom med i det kirkelige miljø og en kirkelig ungdomsklub. Senere blev jeg klassisksproglig student. Men jeg begyndte først at læse teologi, da jeg var 25 år.”

Det havde hele tiden været meningen, at Charlotte ville læse teologi, men hun syntes ikke, hun var moden til det tidligere: ”Inden jeg var færdig med mit studium, mødte jeg så min kommende mand, der var officer, og det betød, at vi flyttede rigtig meget rundt i landet. Vi fik også to børn, hvorfor der gik mange år, før jeg kunne afslutte mit studium. Jeg var først færdig som præst, da jeg var 37 år, hvilket jeg egentlig var glad for, for dermed havde jeg en vis modenhed med mig som ny præst.”

Charlotte blev ansat som barselsvikar i Brøndbyvester Kirke, men pga. sin mands arbejde i Vordingborg flyttede de i nærheden af hans job, og hun fik arbejde ved en helt ny kirke i Næstved. Det betød, at hun var med til at bygge en menighed op der.

En ulykke blev forberedelse til gerningen som hospicepræst

En dag, hvor Charlotte var ved at sende børnene i skole, ringede det pludselig på døren, og politiet stod udenfor og fortalte, at hendes mand var død på vej til arbejde af et hjertestop:

”Jeg var da 41 år, og vores børn var 11 og 14 år. Selvfølgelig kunne jeg ikke finde nogen mening med det. Men som årene gik, følte jeg alligevel, at jeg fandt en mening i det. For jeg kunne bruge min erfaring med sorgen i mit præstearbejde og blev egentlig nok en “bedre” præst. Jeg begyndte at lave sorggrupper og tog sjælesorgsuddannelsen i Løgumkloster og kom til at interessere mig for den sidste del af livet.”

Sorgarbejde

”I 2016 blev min nuværende stilling så ledig. Det er en 100 % tjenestemandsstilling som hospice- og diakonipræst på Frederiksberg. Jeg er som tjenestemand tilknyttet Godthåbskirken uden at være sognepræst dér, men har omkring fire højmesser om året. Jeg arbejder 70 % som hospicepræst på Diakonissestiftelsens Hospice, og de sidste 30 % underviser jeg bl.a. sundhedsprofessionelle i åndelig og eksistentiel omsorg. Derudover har jeg sorggudstjenester en gang om måneden i Godthåbskirken. Jeg kalder det Sorgstunder.

For tre år siden begyndte jeg så at lave sorghøjskole over fem dage på Tisvilde Højskole, hvor jeg nu for femte gang har været afsted med en busfuld sorgramte mennesker. Den højskole er noget af det mest berigende. På vej derop er bussen fuld af en flok meget beklemte mennesker, som ikke ved, hvad de skal, og ikke kender nogen af de andre. Men, når vi tager hjem, er det en ændret flok.” Flere af dem, der er med på disse ophold, kommer efterfølgende til sorggudstjenesterne, ligesom flere af dem efterfølgende danner netværksgrupper:

”Det er helt fantastisk at se, hvordan de støtter op om hinanden og laver netværk på kryds og tværs både af alder og køn.”

Præst på hospice

”Mit arbejde på hospice er først og fremmest samtaler med patienter og pårørende. Jeg ser mig som medvandrer og ventil. Det kan være værdifuldt at tale med et menneske, man ikke er følelsesmæssigt engageret i, når man er i lidelsen. Så jeg har virkelig mange samtaler og bliver meget brugt. Jeg tror også, det handler meget om, at jeg er en del af huset. Jeg er ikke en gæst, forstået sådan, at præsten kommer på besøg to gange om ugen. Jeg er her minimum fire dage om ugen og er en del af personalegruppen. Som personalegruppe har vi en enorm respekt for hinandens faglighed og bruger hinanden på kryds og tværs.”

Kirkelige handlinger og samtaler om tro

Selvom ikke alle samtaler med præsten handler om tro, er der mange sjælesorgssamtaler. De kan handle om skam, tilgivelse og skyld, ligesom der bliver stillet spørgsmål som, hvorfor det lige har ramt mig, eller hvad meningen er med, at jeg skal dø fra mine børn? Charlotte har også ind imellem dåb, vielser og bisættelser:

”Jeg har døbt en del børnebørn, så deres farmor eller morfar, der er indlagt, kan være med. Men jeg har også døbt patienter. Det kan være nogen, der aldrig har fået taget sig sammen til det, men også patienter, der, i forbindelse med at de er blevet syge, er kommet til at tænke over, hvad dåben betyder. Jeg bruger en Georg Jensen frugtskål som døbefont, ligesom jeg har et alter, jeg kan køre rundt med, så jeg kan døbe på stuen. Engang døbte jeg også en tiårig dreng. Det havde været meningen, at han skulle døbes inden sin konfirmation, men han vidste, at hans mor ikke kunne nå at komme med. Nu kom hun i hvert fald med til dåben.”

Hver onsdag eftermiddag holder Charlotte en andagt på stedet. Det sker også, at hun bliver bedt om at besøge en af de patienter, der er tilknyttet det udgående hospiceteam.

Den åndelige samtale

”Der sker noget, når man nærmer sig døden”, fortæller Charlotte. ”Hospitalspræst Lotte Mørk plejer at sige, at Rigshospitalet er Danmarks største bedehus – og det, tror jeg, er rigtigt. For der er ingen tvivl om, at man i det øjeblik, hvor man ligger og er virkelig syg og skal dø, søger efter et håb om, at det ikke er helt slut.” Charlotte møder patienter, der har dårlig samvittighed over, at de ikke har gået nok i kirke eller ikke har gjort det godt nok. Mange har også et billede af Gud, som en straffende Gud:

”Det gudsbillede udfordrer jeg dem gerne med. Jeg bruger ofte historier fra Bibelen. Lignelsen om den fortabte søn, der blev modtaget med åbne arme af Faderen, til trods for at han havde været ude at svirre og brugt hele arven, er en rigtig fin fortælling at bruge til at fortælle om Guds tilgivelse. Fornylig havde jeg en yngre katolsk kvinde med to små børn, der hele tiden talte om, at hendes situation skyldtes, at hun havde levet et for vildt ungdomsliv; mens en muslimsk kvinde, jeg snakkede med, spurgte sig selv, om hun var så syg, fordi hun ikke havde gået med tørklæde. Også Arne Haugen-Sørensens ’De store hænder’ fra hans altertavle, hvor Gud løfter det lille menneske op af graven, er et rigtig godt billede at bruge i sjælesorgen. Vi bliver grebet af Guds hænder. Der, hvor vores hænder må slippe vores elskede, tager Guds hænder imod.”

At turde være i lidelsen og magtesløsheden

”Der er selvfølgelig rigtig meget lidelse på hospice. Men noget af det, der er særligt her, er, at vi tør være i magtesløsheden og håbløsheden sammen med patienter og pårørende. Men det er svært, for døden og sorgen er jo et tabu. Vi er moderne mennesker, som er vant til, at vi kan styre det hele. Vi er guder i vores eget liv. Og så pludselig ligger vi der og skal måske til at fyre det at være gud i eget liv og lægge det over til én, der er større end os selv. For der er ting, vi mennesker ikke selv kan styre. Vi styrer jo heller ikke, hvilken opvækst vi får, eller at vi overhovedet er blevet født.”

Svært, men skaber også taknemlighed

Det daglige møde med lidelsen tærer selvfølgelig, men samtidig er det også meget livsbekræftende, siger Charlotte – både fordi hun oplever, at hun gør en forskel, og fordi det vækker en stor taknemlighed i hende, for det liv hun har: ”Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg kan holde ud at være i det? Men jeg synes, det er fantastisk at få lov til at blive lukket ind i folks liv og måske være med til at gøre en lille forskel.”

Selvfølgelig er der også patienter, der ikke ønsker at tale med præsten, men langt de fleste møder hun på den ene eller anden måde i den tid, de er indlagte.

Bedre palliativ behandling i stedet for assisteret selvmord

Når man er på et hospice, er man blandt dem, der vil blive målgruppe for en eventuel indførelse af assisteret selvmord. Derfor er det oplagt at spørge Charlotte, om det også er det, de palliative patienter ønsker sig: ”Vi har mulighed for at lindre dem rigtig godt, og det er virkelig få, der siger, at de gerne ville have en sprøjte. Hvis vi så spørger dem, om de – hvis det var lovligt – ville ønske at få sprøjten nu, er det ikke lige nu, for de skal lige….”

Hun oplever også, at ønsket om at dø rykker sig over tid. Det kan fx være en ALS-patient, der har udtrykt, at han ønsker at niv-masken bliver taget fra ham, når hans sygdom bliver så fremskreden, at han ikke længere kan spise selv. Men når han så er nået dertil, har grænsen flyttet sig for ham, og han ønsker stadig at leve:

”Noget sådant oplever jeg ofte herinde, og jeg er rædselsslagen for konsekvenserne, hvis vi får aktiv dødshjælp. Det er igen noget med, at vi mennesker vil have magt over livet. Vi kan risikere, at de syge vil tænke, at de ikke vil være til besvær. For jeg hører jo også ofte, at ældre mennesker siger, at det er synd for deres børn. Så aktiv dødshjælp er de raskes løsning, ikke de syges. Vi har et eller andet billede af, at hvis vi bliver ramt, ønsker vi ikke at opleve smerter, og vi vil ikke leve et liv, hvor vi er hindret i det, vi har kunnet før. Men man tænker bare ikke længere på den måde, når man er blevet patient. Det vil være frygteligt, hvis det bliver sådan, at det er samfundet, der skal bestemme, om vi er værdige til at leve eller ej.”