Josef Kristensen arbejder som omsorgsterapeut

Da Josef Kristensen for omkring 2 ½ år siden startede det, han kalder omsorgsterapi, var der ikke tale om et nyt tiltag, men snarere et spørgsmål om, at han fik sat det i system, som han havde arbejdet med og udviklet på over en årrække.

”Jeg har jo i mange år talt med og lyttet til folk som præst både herhjemme og på Cypern. På et tidspunkt blev det imidlertid for meget, og jeg fik derfor hjælp til at sætte en hjemmeside op, så folk kunne booke sig ind på nogle tider, og jeg kunne så gøre noget andet på andre tidspunkter. Det har hjulpet mig til at kunne hjælpe flere mennesker, samtidig med at mit eget liv er blevet lidt mere struktureret. Omsorgsterapien har udviklet sig over år, især mens vi var på Cypern, hvor vi i 12 år havde en del mennesker i terapi. Det var voldsramte kvinder og immigrant-arbejdere, der havde det svært. Selvom vi også talte med dem en-til-en, fandt vi ud af, at det at samle dem i plenum og lade hver enkelt af dem fortælle deres historie, bragte dem meget lægedom.”

Josef understreger, at det var vigtigt, at de fik lov til at fortælle, uden at de blev afbrudt, og uden at der blev kommenteret på det, de fortalte:

”En gang, jeg var i Rom, talte jeg med en præst fra Østeuropa, der sagde til mig, at det at elske mennesker også er at elske deres historie. Så jeg har fundet ud af, at der ligger en lægende kraft i oprigtigt at lytte til menneskers historie – at høre, hvem de er, hvor de kommer fra, og hvad de tænker og føler. Det er ikke en ny vidunderterapi, men snarere gammeldags, bibelsk næstekærlighed.”

Havde selv brug for omsorg

Josef har altid gerne villet hjælpe og fikse folk, som han udtrykker det, men så blev han selv så alvorlig syg, at han og hans familie ikke troede, at han ville overleve. Og da han lå med stærke smerter i flere måneder, oplevede han, hvordan det var at have brug for andres omsorg. Det har gjort noget ved hans måde at nærme sig dem, der har det svært:

”Det er klart, at det, som jeg har oplevet, gør, at jeg har fået en dybere empati med de mennesker, jeg sidder overfor. Jeg har prøvet at være derude, hvor der ikke var noget håb, og det har gjort noget ved mig Så der er nogle værdier, jeg er begyndt at fremhæve. Jeg har lært, at det kræver lige så meget at modtage omsorg, som at give den. Da jeg var syg, tog sygdommen ikke bare mine kræfter, den fjernede også nogle illusioner. Det har gjort, at jeg har forstået, at jeg ikke nødvendigvis behøver at give et svar eller være i stand til at helbrede, men jeg kan gå ind i mørket sammen med dem, der lider.”

At være med mennesker i smerten

”Døden afslører ikke livets mening, men den skærper vores blik for det”, siger Josef. ”Jeg føler, jeg har fået lidt mere tid givet, i og med at jeg blev helbredt. Det havde jeg hverken troet eller regnet med. Jeg havde indstillet mig på, at jeg skulle over i evigheden. Så det, jeg kan give til mennesker, er både forståelse og nogle redskaber til at leve, selvom man fx er blevet skilt, lever med en livstruende sygdom eller har en kronisk lidelse. Du kan godt få et godt liv, selvom du har smerter. Der er nogle ting, vi kan se på, som giver os en bedre livskvalitet. Men jeg oplever også, at min opgave er at være en trøst for mennesker. Af en eller anden grund mærker jeg, at det nok er det, mit liv skal bruges til – bare at være sammen med mennesker, når de står i smerten.”

En ny historie

Når et menneske har fortalt sin historie, mens Josef har lyttet intenst, kommer næste skridt i terapien. Er der fx tale om kronisk sygdom eller skilsmisse, er det ikke muligt at fortsætte livet som hidtil. Derfor er det vigtigt for Josef at hjælpe den, han taler med, til at få en ny retning eller en ny mening i livet ud fra den virkelighed, som personen nu står i:

”For nogles vedkommende handler det om at erkende, at de er i smerte, og selvom det ikke ser ud til, at der umiddelbart er nogen hjælp at få, er det alligevel vigtigt at få sig en ny historie. Engang hørte jeg om en ung kvindelig læge og atlet. Hele hendes liv var at træne, og hun drømte om at komme med til olympiaden. Så skete der det, at hun fik cancer i sit ene ben og blev nødt til at få det amputeret. Hendes terapeut sagde så til hende, at hun var nødt til at få en ny historie i erkendelsen af, at det ikke kunne blive det samme. Der skulle noget andet til, og for hendes vedkommende blev det, at hun begyndte at træne nogle unge piger.”

Hjælp til selvhjælp

Josef kommer imidlertid ikke altid selv med forslagene til, hvordan den, han taler med, kan få sig en ny historie:

”Jeg kan give et eksempel med en kvinde, som var deprimeret. Hun kunne ikke læse i sin bibel eller bede – hun kunne ingenting. Jeg spurgte hende så, om der var noget, der gav hende glæde. Men det syntes hun ikke, der var. Jeg spurgte så videre, om der ikke var bare en lille ting, som kunne give hende lidt lindring, hvortil hun svarede, at det eneste, hun kunne komme i tanke om, var at gå ude i haven og pille lidt ved blomsterne. Jeg sagde så til hende: ’Så lad det være din bøn til Gud! Du behøver ikke sige noget, bare gør det, indtil der sker noget nyt.’ Her forsøgte jeg at lade hende selv finde frem til, hvad der kunne hjælpe.”

At møde mennesker, hvor de står

Så det er ikke først og fremmest formålet at ”fikse” folk. Det gælder, hvis der er tale om kronisk sygdom, men også når der er kriser i ægteskaber, hvor den ene eller begge ægtefæller ikke ønsker at forblive sammen. Her forsøger Josef i stedet at arbejde med parret, så de kan få lægt nogle af de sår, de har slået i hinanden og hjælpe til, at bruddet ikke bliver så grimt, at det kommer til at gå ud over dem begge og ikke mindst deres børn. Hvis terapien så alligevel ender i en forsoning, der gør, at de bliver sammen, er det jo en velsignelse, men i udgangspunktet kommer Josef dem i møde, hvor de står.

Gud giver væksten

Det betyder også, at Josef ikke nødvendigvis er eksplicit om troen i sin terapi:

”Jeg er meget forsigtig med det. Der er flere tilfælde, hvor jeg ikke direkte går ind og tilbyder forbøn. Men mange af dem, der kender mig, siger selv, at de gerne vil, at jeg beder for dem. Det vil jeg selvfølgelig gerne gøre. Men jeg har nok den holdning, at hvis de, uden at jeg påfører dem min tro, kan mærke Guds nærvær, så vil jeg hellere det. Det hænger også sammen med min forståelse af, hvordan et menneske kommer til at kende Gud. Som Paulus siger: Jeg plantede, og Apollos vandede, men det var Gud, der gav væksten. Så jeg har ikke et formål om, at de skal komme til tro og blive kristne her og nu. Der har jeg nok en lidt anden vinkel. Jeg beder altid om følsomhed, inden jeg går ind i en samtale, og ser man på min hjemmeside, er det også klart, at jeg har et kristent grundsyn. Her skriver jeg desuden, hvad jeg tilbyder – og i særdeleshed, hvad jeg ikke tilbyder, at jeg ikke er psykolog, og at jeg ikke laver diagnoser. Så jeg vil gerne fremstå som et almindeligt venskabeligt menneske. Og måske har jeg en ide om, at fremtidens terapi går lidt i den retning. En person i nærheden af, hvor vi bor, spurgte, om han kunne få en snak. Han havde gået til psykolog, men havde hele tiden oplevelsen af, at psykologen sad og kiggede på klokken. Men selvom jeg også har et timetal, stopper vi ikke, hvis vi ikke er færdige. Så det er på en lidt mere løs måde. Jeg stoler også på, at Gud virker i det. Det er klart, at når jeg har været troende hele mit liv og bedt for mennesker, er Gud også med her. Jeg tænker, at Jesus på alle måder er det bedste eksempel, for han er virkelig interesseret i vores liv.”

Betingelsesløs kærlighed

”Jeg synes selv, jeg har oplevet så meget betingelsesløs kærlighed,” fortsætter Josef. ”For ca. 40 år siden kom en engelsk præst pludselig ind i mit liv. Han gav og gav og gav – og brugte tid sammen med mig. Jeg vidste, at han var meget engageret i England – jeg har set ham undervise 5.000 mennesker. Men han kom tit til Danmark, og jeg tænkte hele tiden på, hvornår kommet ”regningen”? Er der et eller andet, han vil med det? Men nu er der gået 40 år, og der er aldrig kommet noget krav. Det er bare af kærlighed, at han ønsker at hjælpe mig, og han har støtte mig gennem alle årene.”

Denne erfaring har lært Josef, at han skal gøre det samme overfor mennesker: ”Jeg skal ikke have noget ud af det. Det er dem, jeg tale med og lytter til, der skal have noget ud af det. De skal opleve, at ægte kærlighed er at modtage noget, uden at der er en forventning om at få noget igen.”

Bliver selv berørt

Det betyder også, at man må investere sig selv i dem, man vil hjælpe: ”Man kan ikke ledsage andre ind i deres mørke, uden selv at blive forandret. Den, der arbejder med mennesker, må acceptere at blive berørt af det, ellers mister arbejdet sin sjæl. Det må aldrig blive et professionelt hverv forstået på den måde, at det bliver rigidt. I gamle dage talte man om, at det var et kald. Jeg tror på relation frem for organisation. Vi er alle udrustede med næstekærlighed og evnen til at kunne lytte. Det er vigtigt, at man ikke, når man sidder overfor én, der fortæller sin historie, afbryder og laver sammenligninger ved at begynde at fortælle sin egen historie. Vi ved ikke, hvor vi er henne i vores eget sjæleliv og i vores forkastelse, men hvis vi kan distancere os fra det i to timer, kan vi være til hjælp for andre.”