Hvad siger jeg til en ung mand, der opgav troen, fordi der er så meget vold i Det Gamle Testamente?

Kære Anne

Jeg snakkede med en ung mand, som fortalte mig, at han havde opgivet troen på Gud på grund af alle de voldsomme historier i Det Gamle Testamente. Hvordan kan jeg hjælpe ham med at genoverveje denne beslutning og måske vende tilbage til troen? Hvordan kan jeg gøre det på en måde, så Bibelens sandhed kan vinde over hans tankegang?

Charlotte

Kære Charlotte

Jeg har hørt, at mange mennesker føler sig sårede og forvirrede, når de læser historierne i Det Gamle Testamente, så din ven er ikke alene om at kæmpe med dette. Det er godt at være ærlig omkring disse tanker og følelser, for ærlighed får os til at stille spørgsmål, og det at finde svar fører til en bedre forståelse af Bibelen.

I gamle dage var magt lig med ret, og styrke var lig med magt. Når vi læser Det Gamle Testamente med denne forståelse, kan vi sætte pris på, hvordan Gud satte grænser for at forhindre mennesker i at være så brutale, ubarmhjertige og egoistiske, som de naturligt var tilbøjelige til at være. Hans love holdt styr på en verden, der var hærget af krige og indbyrdes stridigheder, fordi ’den stærkestes overlevelse’ var tommelfingerreglen. For at forstå dette, lad os starte fra begyndelsen.

Guds sande natur

1. Mosebog begynder med at afsløre Guds sande natur, som er præget af kærlig godhed, hvor han helt fra begyndelsen ønsker og giver det bedste til sin skabelse. 1. Mosebog 1,31 fortæller os, at Gud så på alt, hvad han havde skabt, og kaldte det ’meget godt’, hvilket betyder, at det fuldt ud stemte overens med hans hensigt – at skabe en ’meget god’ verden og uskyldige mennesker med den fantastiske gave, som den frie vilje er, og som muliggjorde ægte kærlighed og lydighed, men også muligheden for at være ulydig.

Adam og Eva fik Edens Have – et perfekt, fredfyldt miljø, hvor de kunne starte et perfekt liv uden skyld eller skam, med kun én eneste klog grænse, som Gud havde sat for deres egen beskyttelse. Det var deres ulydighed, der bragte smerte og død ind i verden og ødelagde Skaberens oprindelige hensigt og skabelsens tilstand. Hvem bærer ansvaret for deres valg og dets konsekvenser? Er det rigtigt at bebrejde Gud for det kaos, der fulgte?

Det er hverken logisk eller rigtigt at bebrejde og afskrive en god Gud, fordi mennesker gør onde ting. Det er som at afskrive en god forælder på grund af deres barns dårlige valg. Det første pars ulydighed blev hurtigt efterfulgt af had og mord begået af deres førstefødte – Kain, og i 1. Mosebog 6,5 læser vi: Da så Herren, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alle tanker i deres hjerter altid kun var onde.

Historien om Noah i 1. Mosebog 6-9 viser os, at selvom Gud i sin retfærdighed ødelagde verden med en syndflod for at befri den for synd, sejrede hans barmhjertighed, så han bevarede én familie for at genbefolke verden med håbet om, at de denne gang ville holde sig til hans veje. Men nej, menneskets desperat onde hjerte fortsatte med at træffe syndige valg, og i 1. Mosebog kapitel 11 læser vi, hvordan harmonien i et samfund, der talte ét sprog, blev ødelagt af endnu et hovmodigt valg om at bygge et tårn for at nå himlen og Gud med egen kraft.

Gud forvirrede deres sprog, og menneskeheden blev spredt ud over hele jordens overflade, og sproget blev den største barriere for deres sammenhold og fællesskab. Derefter, i 1. Mosebog kapitel 12, udvalgte Gud én mand, Abraham, til at fortsætte opgaven med at redde jorden og den menneskehed, som Gud elskede, men havde mistet.

Bibelsk ærlighed

Det var en meget hård tid med voldsomme kampe, hvor krige ikke kendte til regler – bortset fra, at den stærkeste havde ret. De voldelige historier, vi læser om, stammer fra mennesker, der traf dårlige valg. Bibelen undlader ikke at beskrive brutale begivenheder og krige, men fokuserer på, hvordan Gud hjalp de mennesker, der troede på ham, med at overleve disse svære tider og bevare deres samfund.

Når vi læser sammenhængen i Det Gamle Testamentes fortællinger om, hvordan israelitterne ofte blev befalet at udrydde deres fjender, ser vi, at Gud beskyttede dem mod den langsigtede katastrofe, det ville være at gøre sig til et med det onde og dermed gå glip af det gode, Gud havde planlagt for dem. Gud skånede dem ikke, da de valgte deres egen vej i stedet for at holde sig inden for hans grænser, men han tugtede dem for at vinde dem tilbage til sig selv, for kærlighed uden disciplin er eftergivenhed, og Gud er både retfærdig og barmhjertig.

I en ødelagt verden, der er fyldt med grusomme handlinger på grund af had, begær og magtlyst, gav Gud – ligesom han havde givet Adam én regel for at beskytte ham – sit folk regler i forhold til alle former for menneskelige grusomheder. De havde regler for, hvordan de skulle omgås hinanden, og regler for, hvordan de skulle håndtere dem, der handlede imod dem. For eksempel gav Gud, for at dæmme op for ondskaben i form af vold mellem mennesker, en meget streng lov kaldet ’øje for øje og tand for tand’.

Denne meget alvorlige konsekvens var en stærk afskrækkende faktor, der holdt folk i skak, når deres raseri overmandede dem. I Matthæus 7,12 udtrykker Jesus det således, ”Alt, hvad I ønsker, at mennesker skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.” Med mine egne ord: Hvis du ikke ønsker, at nogen skal slå dig så hårdt, at dine tænder ryger ud, fordi han er vred, så vær ikke den første til at slå ud i vrede!

I en verden, hvor magt var ret, var slaveri en del af kulturen, da svagere eller forsvarsløse mennesker blev undertrykt af de stærkere og mere magtfulde. Derfor gav Gud love, der pålagde slaverne at adlyde deres herrer for at forhindre, at de blev mishandlet af deres ejere. Samtidig fastsatte han regler for slaveejerne om at behandle deres slaver med den respekt, som ethvert menneske fortjener. På denne måde dæmpede Gud den intense undertrykkelse, som slaveri kunne forårsage blandt mennesker.

Hvad angår vold mellem samfund og nationer, gav Gud sit folk specifikke love om, hvordan man fører krig på en retfærdig måde, og hvordan man opfører sig retfærdigt over for besejrede fjender. Samtidig beskyttede han dem mod deres angribere og undertrykkere, når de adlød hans regler og holdt sig inden for de grænser, han havde fastsat for dem.

Guds store plan

Rejsen fra Det Gamle Testamente til Det Nye er historien om Guds vedvarende bestræbelser på at holde menneskeheden på sporet mod et retfærdigt liv og gudsfrygt i stedet for den nedadgående spiral af uretfærdighed og gudløshed, som Adam havde sat kursen mod. Gud forstærkede sine love i hver generation efter Abraham; disse love havde til formål at bevare ét etnisk samfund, hvorfra der ville blive fundet et ægtepar, der var lydigt nok til at opfylde den plan, Gud havde for sin verdens frelse.

Dette skete, da det unge par – Maria og Josef – blev forældre til Jesus Kristus, ham, der ville give hvert menneske en mulighed for at vende tilbage til den livsform, som Gud havde tilsigtet for menneskeheden ved skabelsen. I takt med at Bibelen skildrede menneskehedens historie og den gradvise forandring, hvor gamle kulturer blev mere civiliserede og begyndte at give plads til hinanden, realiserede Gud sin plan om selv at komme og give menneskeheden endnu en chance for at vælge hans veje i stedet for sine egne.

Jesus blev inkarnationen af Jehova. Hans navn betyder ’Jehova frelser’. Jesus selv tog afstand fra volden i Det Gamle Testamente – på trods af sin overbevisning om, at denne samling af skrifter var inspireret. Jesus lærte: I har hørt, at der er sagt: ”Øje for øje og tand for tand.” Men jeg siger jer: Modstå ikke den onde. Hvis nogen slår dig på den højre kind, så vend også den anden kind til ham (Matt. 5,38-39).

Jesus forbyder sine disciple at hade eller gøre en fjende noget ondt. I stedet befalede han folk at ”elske jeres fjender og bede for dem, der forfølger jer” (Matt. 5,43-45). Lukas tilføjer befalingen om at ”gøre godt mod dem, der hader jer, velsigne dem, der forbander jer” og ”bede for dem, der mishandler jer” (Luk 6,27-28). Det mest overraskende af alt er, at Jesus udtrykkeligt gør det at elske sine fjender – frem for at hade dem – til en forudsætning for at være et Guds barn. Vi skal elske, velsigne, bede for og gøre godt mod vores fjender, ”så I kan være børn af jeres Fader i himlen” (Matt. 5,45, fremhævelse tilføjet).

Jeg vil gerne give din ven følgende stof til eftertanke: Er det muligt, at Det Gamle Testamente ønsker at vise os, hvordan Gud ikke er, som en kontrast til, hvordan mennesket er? Er det muligt, at Det Gamle Testamente forbereder os til Det Nye Testamente, hvor Gud gennem Jesus ønsker, at vi skal afstå fra den adfærd, der kendetegner Det Gamle Testamente, og i stedet følge Jesu lære og eksempel, som er det stik modsatte?

Gud velsigne dig!
Anne