Junior giver Gud æren i dansk sportsmagasin

FCKs nye angriber er troende kristen og takker Gud for, at han kom til FCK.Superligaen fik en ny brasilianer, da mestrene fra F.C. København forstærkede sig i vinterpausen.

Sportsmagasinet SPORTSFAN bringer i marts-nummeret et stort interview med FCKs nye store håb, Jose Junior.

Brasilianeren Jose Junior, har tidligere spillet for OB, hvor han imponerede med hele 9 mål i 15 kampe!
Det var nok til, at han blev solgt til Malmø FF for 11 mio. kr. efter kun et halvt år i klubben.
I Malmø fortsatte han med at score mål og scorede der 17 mål i 38 kampe. Og nu satser FCK på, at brasilianeren kan score de mål, som klubben har manglet.

Skandinaviens
bedste klub

Junior, som bærer det fulde navn José Luis Guimarães Sanabio Junior, var ikke i tvivl, da FCK henvendte sig:
– Da jeg hørte om interessen fra F.C. København, var jeg ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville hertil. Det er Skandinaviens største klub, og jeg glæder mig til at spille i Parken.

Præsten profeterede
Juniors karriere

En anden ting, som Junior heller ikke er i tvivl om, er, at Gud skal have æren for hans talent.
Brasilianeren fortalte for nylig sin historie i magasinet SPORTSFANs marts nummer.
Her fortalte han, at den lokale præst for 20 år siden en dag kom på besøg i deres hjem. Præsten så på Junior og profeterede, at han ville komme til at rejse jorden rundt.
Junior troede på det tidspunkt ikke på profetien, men siden hen har det vist sig at være rigtigt. Junior har været i både England, Spanien, Belgien, Sverige og nu igen i Danmark. Hele 12 klubber på 9 år!

Taknemlig

Og den nu 31-årige Junior er taknemlig overfor Gud:
– Jeg er meget taknemmelig, og jeg føler, at jeg er den heldigste mand i verden.
Det er også derfor, at jeg altid hæver armene mod himlen og siger tak, når jeg scorer, siger han til Sportsfan.
– Gud er vigtig i mit liv. Jeg laver selvfølgelig fejl, men jeg prøver hver dag at blive et bedre menneske.
Junior afslører også til bladet, at da han hørte, at FCK var interesseret, bad han rigtig meget.
– Please Gud, lad det her ske. Og det skete. Min tillid til Gud er selvfølgelig stor nu, siger Junior til bladet.

Danskere ville blive glade,
hvis de troede

Junior er ikke bange for at tale om sin tro på Gud, og han fortsætter:
– Det er tomt uden Gud. Vi lever ikke bare for at spise, sove og dø. Der må være mere. Også bagefter.
I Brasilien er mange fattige og er nødt til at tro på Gud, mens man i Danmark regner med, at regeringen vil hjælpe én. Her har man alle muligheder og derfor ikke samme behov. Men jeg tror, at danskerne ville være gladere, hvis de troede på Gud.

Succes allerede

Junior har ellers fået et ry for at være en lidt kontroversiel person, mens han var i Sverige. Han blev beskyldt for at have været i slåskamp under træningen. Han blev også skilt, mens han var i Sverige.
Men det har han lagt bag sig nu. Nu gælder det FCK, og her har brasilianeren allerede vist sit værd. Han scorede således i FCK’s 3-2 sejr over Viborg og har trods begrænset spilletid og hård konkurrence i angrebet scoret 3 mål i 5 kampe.
FCK er lige nu i en nedgangsperiode, og håbet er, at Junior kan være med til at skabe resultater.