Åndelig fornyelse
Modsvar på kritik af
Florida-vækkelsen
I Florida er hundredetusinder åbenbart blevet ramt af Guds Ånd i en møderække, der ikke synes at ville stoppe.
En af frontfigurerne for Florida-vækkelsen er Todd Bentley, og ham blev der advaret imod i et læserbrev fra den danske menighedsleder og evangelist Torben Søndergaard i sidste uge.
Sten og Else Thomsen har været i Florida og følger møderne tæt over tvet. De har tidligere fortalt om deres oplevelser i Udfordringen, og her svarer de Søndergaards kritik.
Sten og Else er ikke overraskede over kritikken og mener da også, at der kan findes fejl og teologiske problematikker. For det kan der altid. Men man må sætte bedømmelsen i perspektiv, mener Else:
– Hvorfor sætte fokus på nogle af de små videoklip, taget ud af en sammenhæng, der florerer, når tusinder bliver helbredt?
Prøv mig med en lup, og du vil finde en masse ting i vejen med mig, siger Else.
– Jeg forventer ikke, at Todd er perfekt, han gør selvfølgelig fejl. Det er muligt, at han går over stregen nogle gange. Det gør det ikke bedre, men jeg vil heller ikke smide det hele ud af den grund.
Men skal man ikke prøve tingene af?
– Jo. Og vi har også brug for at høre andre bedømme. Men folk, vi stoler på, store kirkeledere som Rick Joyner, Bill Johnsen og John Arnott fra forskellige store kirkesamfund har bedømt det her og støtter op om det. Og så kan vi jo se på frugterne af det, der sker.
– Vi kan kun udtale os om, hvad vi har set, siger Else og uddyber med en bibelhenvisnig:
– Jesus kaldte Johannes Døberen for den største af alle profeter, ikke? Men da Johannes kom i fængsel, så kom han i tvivl. Han måtte lige spørge en ekstra gang, om Jesus var den, han håbede, at han var. Johannes sendte nogle disciple for at spørge ham, og hvad svarede Jesus dem?
Gå hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, lamme går, spedalske blive rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.
– Dét er, hvad jeg har set i Florida.
Todd Bentley kritiseres i læserbrevet bl.a. for at sætte for meget fokus på engle i stedet for på Jesus.
– Vi har fulgt møderne hver aften i 4 uger på tvet, og vi deltog i Florida i 9 dage, og fokus er ikke på engle, siger Sten Thomsen, overrasket over kritikken, og fortsætter:
Det er så Jesus-fokuseret.
Og Todd Bentley selv prædiker ydmyghed og vender fokus fra sig selv.
– Gud gør det her, siger Todd Bentley gang på gang, ifølge Sten.
Torben Søndergaard skriver også om en engel ved navn Emma, som Todd Bentley har prædiket om. Det har han, så vidt Sten og Else ved om, aldrig været inde på i den nuværende møderække.
Og det er bare en påstand, at det skulle være noget japansk dæmonisk. Det må underbygges noget bedre, siger Else.
håndspålæggelse?
Else undrer sig også over Torben Søndergaards ord om, at Bentley skulle prædike, at man kan modtage hellighed og modenhed via håndspålæggelse. Det har de aldrig hørt.
– Derimod spørges der, om vi er parate, siger Sten. – Om vi vil vandre ret med Gud. Der er håndspålæggelser, hvor man får salvelse til at bede for sin nabo. Er det dæmonisk?
– Hver gang Gud gør noget kraftigt, sker der et modtræk, siger Else.
– Jeg bliver rigtig ked af det. Ikke for mig personligt, men jeg tror, at når Gud gør noget, så finder vi en lup frem i stedet for at se det store perspektiv. Og hvor meget skal vi gå ind i det og dissekere? For så får alt et negativt fokus. Jeg er bange for, at det gør mere skade end gavn.
– Det er stærke ord i læserbrevet, at vi ikke skal lade os snyde af miraklerne. Jeg synes, det grænser til mangel på respekt for alle de syge mennesker, som Jesus helbreder. Manifestationerne at nogle får rysteture og virker fulde – er en anden sag. Det er bare sådan, at mennesker reagerer forskelligt. Det i sig selv beviser ikke fra eller til. Man må se på frugterne.
– Det, der gennemsyrer det hele, er hengivelsen til Jesus og den ild af kærlighed til Gud, der brænder igennem, mener Sten og Else Thomsen, som til daglig leder Frikirken på Havnen i København.